Læsetid: 6 min.

Hitchcock tog grueligt fejl

– siger Mike Leigh. Almindelige mennesker viger ikke tilbage fra at se sig selv på lærredet – de elsker det. Det sker nemlig så sjældent
1. november 2002

(2. sektion)

Portræt
Mike Leigh, den engelske instruktør, der er premiereaktuel med All or Nothing, er normalt ikke den, der snakker over sig.
Alligevel var han yderst åbenhjertig, da han for nylig stod foran et publikum på National Film Theatre og – med kritikeren Derek Malcolm som konferencier – fortalte løs om sig selv, sin karriere og selvfølgelig sin nye film, All or Nothing.
Hvordan den vil blive modtaget af publikum, er endnu uvist. Men Leigh har især med Hemmeligheder og løgne vist, at man kan få et verdenspublikum i tale med et fordringsløst hverdagsdrama befolket af decideret uglamourøse skuespillere. Og Leigh vender sig da også med foragt mod Alfred Hitchcock-doktrinen, der påbyder, at den trivielle hverdag bør være bandlyst fra biograflærredet:
»Hitchcock blev berømt for at sige, at en kvinde, der bruger hele dagen på at vaske op og ordne hus og hjem, ikke har lyst til at gå i biografen for at se en film om en person, der gør det samme. Men hvad dette og meget andet angår, så var Hitchcock milevidt fra sandheden. Han anede ikke, hvad han snakkede om. Det viser sig gang på gang, at folk elsker at se en film, der afspejler deres egen tilværelse. For det ser de ganske enkelt utroligt sjældent på film. De synes, det er skide skægt. Det kommer dem ved, og det bevæger dem. Det er nyt og spændende!«

Noget forløsende
Side om side med Ken Loach er den 59-årige Mike Leigh den engelske nutidsrealismes mester.
Han debuterede allerede i 1971 med den meget neddæmpede studie i total kontaktløshed, Bleak Moments, og har siden lavet 11 tv-film og otte spillefilm, der næsten alle udspiller sig blandt personer i den lavere engelske middelklasse. Jævne hverdagsenglændere fra anonyme forstæder og arbejderkvarterer – figurer, der som regel hverken glimrer ved ydre tiltrækning (mildt sagt!) eller ved at have opfundet en hel stabel af dybe tallerkener. Altid skildret med en særlig Leighsk usentimental blanding af barsk humor og nysgerrig indlevelse.
Men i de senere år bryder Leigh stadig oftere dette mønster. Han ser selv skillelinjen i sin produktion ved det ætsende og atypiske eksistentielle desperado-drama Naked fra 1993:
»Alle mine film til og med Life is Sweet (1990) havde nogle grovkomiske elementer. Fra Naked og fremefter har jeg bevæget mig mod en anden følelse og et andet forhold til personerne.«
»Hvad min nye film angår, så har nogle sagt, at den har sine bleak moments (dystre øjeblikke), hvilket min allerførste film jo også havde. Men jeg føler, at All or Nothing helt og holdent handler om noget forløsende. Den handler om at skabe kontakt. Den når ganske vist ikke til helt betryggende konklusioner. Man efterlades ikke med fornemmelsen at, at alt nu er godt og på plads. Men jeg føler, at den ånd, der er i filmen, peger mod muligheder, som baner vej for håb. Det er en film om at få en chance for et tilfredsstillende liv.«

Universel realisme
Efter instruktørens overraskende udflugt til et fortidigt London, Topsy-Turvy (2000) om musicalteamet Gilbert & Sullivan, er All or Nothing blevet kaldt en tilbagevenden til det velkendte Leigh-land - til den usmykkede, men også mirakuløse familie-hverdag . Men Leigh selv ser ikke sagen på helt samme måde.
»Selvfølgelig udforskede Topsy-Turvy andre ting i en anden verden,« siger han. »Men hvis man bare skraber det tyndeste overfladelag af filmen, befinder man sig igen på et område, der interesserer mig særligt - menneskers indbyrdes forhold og forholdet mellem mænd og børn og arbejde.«
»Jeg ser ikke All og Nothing som en tilbagevenden - det er den kun på overfladen. Den er et tegn på, at jeg bevæger mig fremad, og den er anderledes end mine andre film. Personligt ser jeg den ikke som en film om London, England eller noget særligt engelsk. Jeg beskæftiger mig mere med det følelsesmæssige landskab – som jeg altid har gjort, når det kommer til stykket. Selv om det kan lyde prætentiøst at sige det, så må jeg tilstå, at jeg synes, den handler om noget mere universelt end bare et miljø i London.«

Snart berømt metode
»Og når I spørger, om jeg specielt er interesseret i fattigdom, så må jeg svare nej. Jeg tror ikke, at det følelsesmæssige sammenbrud, filmen skildrer, er noget, som de fattigdomsramte eller arbejderklassen har patent på. Det ville være latterligt at tro det. Jeg kunne sagtens fortælle om de samme problemer i andre miljøer. Men nu har jeg altså valgt at skildre mennesker, hvis tilværelse er ribbet for det meste – ikke fuldstændig ribbet, for det er ikke, hvad filmen handler om. På en eller anden måde forholder filmen sig til rå, ubeskyttede følelser. Heri indgår fattigdomstemaet – ikke som noget uundgåeligt, men som noget naturligt. Når alt kommer til alt, findes der en utrolig masse mennesker, der lever netop den slags liv, man ser i filmen. Det tiltrækker mig at fortælle om dem, for det er de vilkår, tilværelsen byder enormt mange mennesker.«
Mike Leigh har opfundet sin helt egen måde at lave film på – kendt og snart berømt som Mike Leigh-metoden.
Den baserer sig på et tæt og konsekvent struktureret samarbejde med skuespillerne. Ofte misforstås metoden som ren improvisation.
»Sandheden er, at det, vi optager, er meget præcist skrevet i manuskriptet. Men det er alt sammen opstået gennem improvisation. Vi havde prøver på filmen i et halvt år, inden vi optog den. I den periode skabte vi hele filmens verden. Jeg skriver filmen, mens vi improviserer scenerne med skuespillerne. Derpå ordner jeg tingene og kommer med forslag. Jeg lægger noget til og trækker noget fra. Det er en kompliceret proces.«
»Det hele starter med skuespillerne. Jeg siger simpelthen: ’Kom og vær med i min film! Jeg aner ikke hvad den skal handle om. Jeg aner ikke, hvad du skal spille. Det skal vi opfinde hen ad vejen. Og du får aldrig mere at vide om den dramatiske sammenhæng, end hvad din person ved.’«
»Jeg samler altså ikke folk og siger: ’Dette er temaet. Lad os nu gå i gang med at improvisere.’ Det er en langt mere omstændelig proces, hvor alt skal vokse langsomt frem. En særlig måde at opbygge en virkelig verden på, fuld af spændinger. Og af de mange, mange timer med improvisation destillerer jeg så det strukturerede manuskript.«

Inspirationens øjeblik
Nok er Leigh ikke manuskriptforfatter i normal forstand, men hans værk er både tematisk og stilistisk så sammenhængende, at man sagtens kan kalde ham en auteur. Leigh fortæller da også, at han lige fra barnsben har drømt om at lave film:
»Jeg kan huske et særligt inspirerende øjeblik, da jeg var 12 år gammel. Min bedstefar var netop afgået ved døden. Det var en kold dag med snevejr i december i året 1955. Vi var hjemme alle sammen. Huset var fuldt af sørgende, og så kom der en gruppe gamle mænd vaklende ned ad trappen med kisten. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det kunne blive en mægtig god film. Og så tænkte jeg: »Det er det, jeg vil. Jeg vil lave film.«
»Men selvfølgelig bliver det ikke bestemt på et øjeblik. Det sniger sig ind på én og bliver en besættelse. Det stammer fra de utallige film, man ser.«

*Udvalgte citater fra The Guardians referat af Mike Leigh-aften på National Film Theatre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her