Læsetid 3 min.

Imamer opfordrer til omskæring

Somaliske imamer anbefaler forældre at bryde loven og lade deres døtre omskære
8. november 2002

Somaliske imamer i Ålborg, Århus, Odense og København anbefaler forældre at lade deres døtre omskære, selv om det er forbudt ifølge dansk lov. Og det er et stort problem, siger en lang række aktivister, som Information har talt med.
På grund af de religiøse lederes store magt over deres menighed bliver det i praksis umuligt at udrydde den ældgamle skik.
Resultatet er, at et ukendt antal somaliske småpiger hvert år bliver omskåret i Danmark eller under et ferieophold i deres hjemland.

En religiøs pligt
De fleste somaliske imamer tager afstand fra den voldsommeste form for omskæring, den såkaldte infibulation, hvor både clitoris, samt små og store skamlæber fjernes og resten syes sammen på nær et lille hul. I stedet anbefaler de forældrene at få foretaget en såkaldt sunna-omskæring, hvor ’kun’ clitoris fjernes.
En af de imamer, der går ind for sunna-omskæring, er somaliernes religiøse leder i Ålborg, Mustafa Abdullahi Aden fra Aalborg.
»Hvis forældre spørger mig, hvad de skal gøre, siger jeg til dem, at det er helt forbudt ifølge islam at foretage infibulation«, siger han til Information: »Men der er også en anden mulighed, sunna-omskæring. Det er godt for pigerne at blive omskåret. Det er et tegn på, at man er en rettroende muslim«.
Mustafa Aden siger, at på grund af stemningen omkring omskæring i Danmark er det nu nødvendigt at tage f.eks. til Holland, Tyrkiet eller Afrika for at få det gjort.
Samme synspunkt har imam Muhamoud Sheik fra Somalisk Forening i Odense givet udtryk for bla. i et debatprogram på den københavnske radiostation Somali Radio for nylig. Her sagde han bla. at, at sunna-omskæring er påbudt af profeten Muhammed og derfor en religiøs pligt for muslimer.
En tredje religiøs leder, der jævnligt har forsvaret sunna-omskæring, er imam Muhammed Daher fra Somalisk Ungdomsforening på Frederiksberg. Men han ønsker ikke at stå offentlig frem: »Jeg ønsker overhovedet ikke at kommentere spørgsmålet«, siger han.
»Mange imamer er bange for at miste autoritet i menigheden, hvis de siger fra over for omskæring«, siger formanden for Ind-Sam Muhammed Gelle, der selv er somalier. »Hvis omskæring skal standses, er man nødt til at udfordre disse imamer«, siger han.
Det er lederen af Somalisk Kvindeforening i Århus, Ambaro Hasni Nur, enig i. Hun blev selv omskåret som femårig og har viet sit liv til at bekæmpe omskæring: »70 procent af somalierne mener, at sunna-omskæring er det bedste. Og så længe imamerne bliver ved med at sige, at sunna er en religiøs pligt, er det umuligt at standse,« siger hun. Og tilføjer, at hun endniu ikke har mødt en imam, der har kunnet vise hende, hvor i Koranen, det står, at kvinder skal omskæres.

3.000 i farezonen
Ifølge Samia Yusuf Ali, der netop har stiftet en ny forening til forebyggelse af omskæring bliver mindst halvdelen af alle somaliske småpiger i Danmark omskåret.
Der er i dag 17.300 somaliere i Danmark, heraf 3.000 piger under ti år.
De somaliske imamers støtte til omskæring er langt fra enestående. Også uden for somaliske kredse mener mange imamer, at omskæring er en skik, som man ikke kan tage afstand fra.
»Infibulation er direkte forbudt i islam, men sunna-omskæring må man selv bestemme, om man vil udføre,« siger f.eks. imam Mustafa Chandid fra det Islamiske Trossamfund i København.
Hans kollega, imam Marwan fra samme forening, supplerer: »Omskæring er et privat anliggende, så længe det ikke foregår på en barbarisk måde,« siger han

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu