Viceministerpræsident i den tjetjenske skyggeregering, Akhmed Sakajev, skal fortsat sidde bag tremmer på Københavns Politigård frem til den 26. november. Det bestemte dommer Lisbeth Christensen i går, samtidig med at hun fratog Sakajev den ene af hans to forsvarere. Dette indgreb mod forsvaret vækker opsigt i advokatkredse.
»Det er helt uhørt, at en fængslet ikke får lov til at få en ekstra forsvarer, hvis han ønsker det. Jeg kan ikke komme i tanke om fortilfælde,« siger den anerkendte forsvarsadvokat Manfred W. Petersen på baggrund af 25 års erfaring.
Dommer Lisbeth Christensen bestemte uden at offentliggøre hvorfor, at hun kun vil acceptere Sakajevs beskikkede forsvarer Ervin Birk Nielsen, mens advokat Tyge Trier ikke længere må være med. Ifølge Retsplejelovens paragraf 730 stk. tre kan retten afvise en bestemt forsvarer, hvis der er risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring.
»Jeg har meget svært ved at se, hvor dommeren har fundet hjemmel for sin afgørelse i Retsplejeloven. Det er et helt accepteret og grundlæggende princip i dansk retspleje, at man kan vælge den forsvarer og en mere, som man vil have. I adskillige tilfælde har dommere sågar gået med til at vente på, at den ønskede forsvarer kunne være til stede i retten,« siger Manfred W. Petersen.
»Jeg finder det overordentlig betænkeligt, at man netop i denne sag har bestemt, at den fængslede kun må have en forsvarer. Det er ikke særligt hensigtsmæssigt, for det vil styrke den internationale bekymring for, at Sakajev ikke får en fair behandling i Danmark især når man tager i betragtning, at han i forvejen er fængslet på et angiveligt tyndt grundlag,« siger Petersen.
En skændsel
Retsmødet i går på Københavns Politigård foregik som det første efter anholdelsen af Sakajev 30. oktober bag lukkede døre. Begrundelsen var igen forholdet til fremmede magter (læs Rusland) og sagens efterforskning. Juraprofessor ved Københavns Universitet og formand for Den Danske Helsinki Komité, Ole Espersen, siger:
»Jeg kan godt forstå, at dommeren lukker dørene. Men det er brandærgerligt, når nu sagen procederes så voldsomt af politikere i Danmark og Rusland. Der er stor risiko for, at sagen får en skæv behandling, når Sakajev ikke får lov til at komme med sin egen udlægning i fuld offentlighed.«
Formanden for den danske støttekomité for Tjetjenien, Thomas Bindsbøl Larsen, mener, at de lukkede døre burde føre til ændringer af Retsplejeloven.
»I dag er det sådan, at et land, der har fremsat en udleveringsbegæring, kan kræve dørene lukket. Men det er jo en skændsel, når et land med en langt ringere tradition for demokrati og menneskerettigheder som Rusland, kan sætte betingelserne for, hvordan vi i Danmark behandler en fængslet. Og man skal jo lægge mærke til, at der jo ikke er tale om, at Sakajev sidder inde med hverken stats- eller militærhemmeligheder,« siger Thomas Bindsbøl Larsen.
Sakajev kærede i går varetægtsfængslingen og afvisningen af forsvarer Tyge Trier til Østre Landsret. Her kommer sagen måske for inden ugens udgang.