Læsetid: 2 min.

Klip

22. november 2002

(2. sektion)

*Det er endnu for tidligt at forudsige den endelige skæbne for Lone Scherfigs Wilbur begår selvmord og Nils Malmros’ At kende sandheden i biograferne, men tilstrømningen indtil nu har ikke levet op til de begejstrede anmeldelser og den energiske annoncering for begge film. Værst ser det ud for At kende sandheden, der sidste weekend blev set af knap 5.000 tilskuere. Wilbur begår selvmord har – foreløbig i hvert fald – slet ikke slået an i samme omfang som instruktørens foregående mega-hit, Italiensk for begyndere, men med over 17.000 tilskuere sidste weekend er der lagt en pæn grund for et ganske hæderligt slutresultat.

*Det store flertal af Hollywoodskuespillere afholder sig gerne fra politiske udtalelser – og har jo også sjældent mulighed for at medvirke i politisk kontroversielle film. George Clooney, der nok især har en høj stjerne hos det kvindelige publikum, er en undtagelse. Ikke nok med, at han i 1999 medvirkede i den decideret upatriotiske film om Golfkrigen, Three Kings. Clooney, der klart tilhører venstrefløjen, tager også bladet fra munden i protest mod sit lands aktuelle krigsplaner mod Irak: »Vi amerikanere bor på en ø,« siger han. »Vi fatter ikke, at folk virkelig bliver gale på os. Vi ser stadig os selv i Anden Verdenskrigs perspektiv. Det er meget almindeligt, at vi siger til Frankrig: »Hør nu, I ville stadig tale tysk, hvis det ikke var for os.« »Men verden har jo forandret sig, og vores senere indblanding i de meget mindre lande er anderledes end i 1941. Dengang var det hele meget klarere. Vi blev angrebet.«

*Kun 284 tilskuere fandt i foråret vej til Dariusz Steiness’ debutfilm Charley Butterfly med Baard Owe. Flere burde måske have vovet forsøget, for i Tyskland er modtagelsen af filmen bedre – i hvert fald på Mannheim-Heidelbergs Internationale Filmfestival. Her har filmen minsandten fået publikumsprisen, som den deler med den australske The Spanish Woman. Det danske filmpublikum bliver mere og mere nådesløst, når det kårer favoritter og lader andre stå ude i kulden. Er nysgerrigheden efter det anderledes for lille?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu