Læsetid: 2 min.

K'NYT

7. november 2002


Familien Osbourne resignerer
*Der er sået tvivl omkring det populære reality tv-show The Osbournes’ fremtid, efter at den kræftramte matriark i tv’s p.t. mest dysfunktionelle familie, Sharon Osbourne, for nyligt angrede familiens eksponerede liv.
»Hvis jeg kunne gøre tingene om, ville jeg ikke have inviteret MTV’s kamerahold ind i mit hjem,« udtaler en retrospektiv Sharon Osbourne ifølge Herald Tribune. Ved samme lejlighed meddelte hun, at familien nu ønsker at stoppe tv-serien med den begrundelse, at livet foran kameraet er for hårdt. Den fallerede heavy-metalstjerne Ozzy Osbourne er efter hustruens udsagn begyndt at drikke igen som en reaktion på sygdommen.
I en pressemeddelelse på MTV, lover Sharon Osbourne dog at overholde kontrakten med kanalen på 20 nye episoder. Seriens første sæson vises for tiden på TV 2 Zulu.

Nationalmuseet omstruktures
*I går fik Nationalmussets medarbejdere tilsendt planen for museets arbejde og organisering i de kommende år, formuleret af den nye direktør Carsten U. Larsen.
Regeringens finanslov for 2002 har pålagt NM besparelser på ca. 22 mill. kr. Dette har fået museet til at iværksætte en gennemgribende omstrukturering og effektiviseringsproces, hvis mål endvidere er at sikre en tættere sammenbinding af forskning og formidling på museet. Første led har været at skære antallet af afdelinger ned fra seks til tre. Næste led er at implementere en nedskæring med 13 mio. kr. inden for museets nye organisation. Omstruktureringen vil medføre en reduktion af museets chefer og ledere med ca. 33 procent, og vil endvidere medføre en række organisatoriske ændringer.

Nordisk Film Prisen 2002
*Nordisk Film Prisen er fortrinsvis gået til instruktører og en enkelt gang til en producer. I år har forfatteren og dramaturgen Mogens Rukov fået prisen. Rukov, der i en menneskealder har været underviser på Den Danske Filmskole, modtog hædrende ord i en tale af Peter Schepelern ved prisoverrækkelsen i går. Rukov »har været i stand til at inspirere sine elever til at skabe deres eget. Og så har han erhvervet en slags uofficiel doktorgrad i sin egenskab af dogmedoktor. Hvis dogmebrødrene efterhånden er blevet godt lutrede, er det bl.a., fordi Rukov har ristet dem over sin sagte og ikke så lidt sataniske ild. Det er således en heksedoktor med recepten på dansk films fornyelse, som vi nu hylder med Nordisk Film Prisen 2002,« fremgik det af motiveringen.

Ansigtsløftning til National Gallery
*National Gallery i London har løftet sløret for en økonomisk arbejdsplan på 21 mio. pund, der skal forbedre den offentlige adgang til nogle af Storbritanniens fineste kunstskatte. Arbejdet vil fuldende et påbegyndt projekt uden for bygningen, hvor den nordlige del af Trafalgar Square omdannes til gågade. Hermed forventes pladsen forvandlet til en af Europas største offentlige rum og hovedstadens kulturelle brændpunkt, oplyser BBC News.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her