Læsetid: 2 min.

K'NYT

6. november 2002


Flere priser til dansk film
*På de nyligt afholdte Nordische Filmtage i Lübeck, var der priser til to danske og en danskstøttet film. Susanne Biers Elsker dig for evigt (Zentropa) vandt Den Baltiske Filmpris, der tildeles en nordisk produktion. Juryen begrundede bl.a. sit valg med, at »Dogme fortsat har udviklet sig og opnået en modenhed, som gør det muligt at skildre dybe følelser.«
Børnejuryens pris gik til Tomas Villum Jensens Min søsters børn i sneen (Thura Film) og den danskstøttede islandske film The Seagull’s Laughter (Ísfilm i coproduktion med danske Film & TV Support), instrueret af Águst Gudmundsson, modtog den Kirkelige pris, oplyser Det Danske Filminstitut.

Litterær Café
*I morgen er der oplæsning ved de norske forfattere Kjell Askildsen og Thorvald Steen på Schæffergården i Gentofte. Efter introduktion af litteraturkritikeren Erik Skyum-Nielsen, vil d’herrer fortælle om deres forfatterskab.
Kjell Askildsen er aktuel med novellesamlingen Hundene i Thessaloniki, der er oversat af Jens Christian Grøndahl. Thorvald Steens nyeste roman Konstantinopel, udkommer på dansk i morgen.
Schæffergården, Jægersborg
Allé 166. Kl. 17.

Københavnerpremiere
*Fra i aften gæster Granhøj Dans Rialto Teatret med opsætningen 8IQ – no woman no cry. Koreografen Palle Granhøj lover 8 smukke og Intelligente Qvindelige dansere, reggaerytmer og sangeren Jimmy Jørgensen i én og samme forestilling.
Rialto Teatret, Smallegade 2. Til den 20. november.

Carl Nielsen dokumentar
*DR2 har lørdag premiere på første del af en ny dokumentarfilm om den store komponist Carl Nielsen.
Filmen vises i seks dele som optakt til DR’s koncertoptagelser af Carl Nielsens seks symfonier med Radiosymfoniorkestret, dirigeret af Michael Schønwandt. Efter idé af instruktøren Lone Alstrup, optræder forfatteren og komponisten Karl Aage Rasmussen som fortæller i beretningen om Carl Nielsens liv og karriere.
Filmen er produceret af Deluca Film i samarbejde med DR.
ritzau

Operahus i Berlin truet
*Det 260 år gamle operakompagni i Berlin er atter inde i en turbulent fase. Efter lange spekulationer omkring operaens fremtid, afviste ledelsen af
Staatsoper i sidste uge en planlagt sammenslutning med den nye Deutche Oper. »Det ville være absurd at fratage byens mest populære, samt kunstnerisk og finansielt mest velfungerende opera sin uafhængighed,« siger staben bag operaen i en nyligt offentliggjort rapport. Den seneste krise er et resultat af en række besparelser foranlediget af den tiltagende økonomiske krise i Berlin, oplyser The Guardian.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her