Læsetid: 2 min.

K'NYT

20. november 2002


11 ansøgere til Statens Museum for Kunst
Efter ni år på posten som direktør for Statens Museum for Kunst skal Allis Helleland nu vejes og måles. I kulturministeriet oplyser man, at de har modtaget 11 ansøgninger til stillingen som direktør – og Helleland er en af dem. Der er også udenlandske ansøgere blandt de 11, men af hensyn til ansøgerne vil man ikke oplyse hvor mange. Hellelands kontrakt udløber 31. marts næste år. Det er i sidste instans regeringens ansættelsesudvalg, der skal træffe beslutningen om Helleland kan fortsætte eller om der skal nye kræfter til. nt

Divaer og nordiske guder
*Til 8. december sættes der fokus på nordisk teater i Bruxelles, når teaterfestivalen Nordic Scene løber af stablen. Det belgiske og internationale publikum får mulighed for at opleve dans, teater, musik og udstillinger fra de nordiske lande.
Formålet med festivalen er at vise nyskabende nordisk scenekunst og Danmark er repræsenteret ved kunstneren Freddy Tornberg, danseren Sara Gebran, Danmarks Radios Symfoniorkester og børnelitteraturudstillingen Tip, Tap, Tønde, arrangeret af Den 7. Himmel.
Festivalen er opstået i et samarbejde mellem teatre i Bruxelles og en række nordiske samarbejdspartnere, deriblandt Det Danske Kulturinstitut i Benelux.

Latteren som våben
*Italieneren Dario Fo er et af de helt store navne i vor tids teater. Hans teaterkarriere spænder over mere end 30 år, og netop nu er han aktuel med en opsætning af Rossinis Rejsen til Reims i Helsinki. Dario Fos karriere kulminerede i 1997, da han fik Nobels Litteraturpris.
Bent Holm, lektor, dr.phil., fra Teatervidenskab ved Københavns Universitet og oversætter af Dario Fo, fortæller i aften om Fo og baggrunden for hans enorme gennemslagskraft. Foredraget krydres med en række filmklip fra Fos forestillinger.
Den Sorte Diamant, Blixensalen, Det Kgl. Bibliotek, kl. 19.

Márquez på auktion
*Nobelprisvinderen Gabriel Garcia Marquez har med bl.a. romanen Hundrede års ensomhed skrevet sig ind på listen over litterære verdensnavne. Ved en bog- og manuskriptauktion på Chrisitie’s i London i dag, kan bibliofile sikre sig korrekturaftrykket af bogen. Da romanens originalmanuskript er ødelagt, er aftrykket det nærmeste man kommer bogens tilblivelse, og Christie’s har vurderet det til mellem 2,3-3,5 millioner kroner.
Henrik Ibsens klassiker Peer Gynt kommer også under hammeren, og er vurderet til ca. 45-70.000 kroner, meddeler Aftenposten.

USA udelukkes fra det gode selskab
*Komiteen bag den prestigefulde britiske Booker Prize afviser, efter måneders spekulationer, at lukke amerikanske forfattere ind i varmen. Begrundelsen for ikke at tage amerikanske forfattere med i overvejelserne til prisen, er, at et sådant tiltag vil få de ikke-amerikanske forfatterstemmer til at drukne i mængden. Administrator Martyn Goff bekræfter dog til BBC News, at komiteen påtænker at stifte en separat pris, der er åben for alle nationaliteter, forudsat at værket er udgivet på engelsk.
The Booker Prize blev etableret i 1969 med det formål at belønne god skrivekunst, at højne forfatterens status i offentligheden samt at opmuntre interessen for samtidig kvalitetsfiktion.
Dette års vinder var den canadiske Yann Martel for romanen Life of Pi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her