Læsetid: 2 min.

En kold tyrker

Helle Ryslinge vil ruske op i indvandrerdebatten, men ’Halalabad Blues’ når aldrig længere end klicheerne
29. november 2002

(2. sektion)

Ny film
Selvstændig, intellektuel, smart, neurotisk, seksuelt understimuleret, dansk single-kvinde møder ung, flot, fyrig, forførende og handlekraftig tyrkisk indvandrermand (og indiske Bollywood-dansenumre opstår!
Man ser det måske ikke lige for sig, men det er sådan, at Helle Ryslinge og hendes medforfatter Sven Omann har tænkt Halalabad Blues. Læg hertil at den tyrkiske indvandrer spilles af svensk-russeren Peter Perski og er elendigt dubbet med Ali Kazims stemme!

Kulturelle klicheer
Jo, den første danske spillefilm, der for alvor går i clinch med tidens indvandrerdebat, er i sandhed en corny cocktail.
Må man tage hatten af for forsøget på at blande farvestrålende kitsch, skarp satire, problem- og kærlighedsdrama, må man samtidig sige, at meget lidt er lykkedes for Helle Ryslinge i hendes fjerde spillefilm.
Hun vil ruske op i indvandrerdebatten, men serverer stort set ikke andet end kulturelle klicheer; hun vil antænde et erotisk bål, men tegner sine to hovedpersoner så endimensionalt, at deres forhold bliver uinteressant; hun vil spidde tidens typer, men råber så højt, at man får lyst til at holde sig for ørerne.
Intet overlades til fantasien i Halalabad Blues, hvor Kari (Anne-Grethe Bjarup Riis) er stereotypen på en frigjort og frustreret dansk kvinde, og Cengiz (Peter Perski) er stereotypen på den dameglade sydeuropæiske indvandrercharmør, der er gift og sætter familien over alt andet, når det virkelig gælder. Deres forhold levnes fra starten af ikke nogen større chance, og dermed har Helle Ryslinge sagt sin uforgribelige mening om kulturmødet og samtidig punkteret filmens eneste mulighed for spænding.
Men god sex har de – vistnok.

Vrængende misantropi
Vi ser konflikten med begge lejres øjne, men bliver hverken følelsesmæssigt engageret eller ret meget klogere, for Ryslinge når aldrig længere end klicheerne. Hendes egen holdning er man dog ikke i tvivl om: ’Skik følge eller land fly!’
Bedst er Halalabad Blues, når Helle Ryslinge glemmer, at hun er skidesur på mænd, indvandrere og samfundet sådan i almindelighed og giver sine karakterer lov til at opføre sig som rigtige mennesker; f.eks. i en klassisk Ryslinge-scene, hvor en plørefuld Kari kommer bøvsende og pruttende hjem og skærer igennem de mavesure indvandrerskænderier:
»Hvorfor hænger du dig i alt det lort, Cengiz!« Det spørgsmål får man lyst til at give videre til instruktøren, hvis spiddende satire har fejret triumfer i Flamberede hjerter og Sirup. Denne gang virker det, som om, hun selv hænger sig i ’lortet’ (og det er ikke særligt morsomt). De mest oplagt satiriske scener er mellem Kari og hendes veninde (Charlotte Munksgaard), der bestyrer en brevkasse, men ganske sigende drukner de i vrængende misantropi. Der skal nok være nogle kvinder, som taler sådan med hinanden, men ikke al virkelighed fortjener en plads på filmlærredet.

*Halalabad Blues. Instruktion: Helle Ryslinge. Manuskript: Helle Ryslinge og Sven Omann. Dansk (Grand, København og 30 biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her