KLIP
Midt i mediernes malstrøm er der en oase, der hedder Koplevs Krydsfelt, og her får et menneske lov at folde sig ud i en næsten to timers radiosamtale med journalisten og forfatteren, Kjeld Koplev om små, men især store ting i livet. Man kan også sige bliver foldet ud, for det er Koplevs samtalekunst, der borger for kvaliteten i en forening af overblik og indlevelse.
Krydsfeltet opstod ved et tilfælde. Man havde et hul i programplanlægningen, som skulle udfyldes med noget. At Koplevs programmer blev så populære lyttertal små 200.000, ret så meget for radio at de nu har kørt siden 1994, havde næppe nogen forudset.
Hemmeligheden bag det enkle koncept er: Vejen ad hvilken. Kjeld Koplev inviterer en (som regel) aktuel person, ikke nødvendigvis en kendt, og interesserer sig for både sagen og det personlige. Hvilke brudflader var der i vedkommendes liv?
I Koplevs eget liv har der været adskillige brudflader. Han er uddannet kok (har arbejdet i Ingeniørhuset og på restaurant i Sønder Ho), men forlod køkkenet, kom ind på journalisthøjskolen i Århus, som han forlod i utide, da han fik tilbudt job på Ekstra Bladet.
Det skete også ved et tilfælde og dog: Bladets legendariske blodhund af en chefredaktør, den p.t. biografi-aktuelle Victor Andreasen, var gæsteforelæser på skolen, og i en efterfølgende diskussion kastede elev Koplev sig ud i en voldsom kritik af Ekstra Bladet.
Andreasen kvitterede med en flyvebillet og ansatte ham trods en vis modreaktion fra medchefredaktøren, Flemming Hasager. Koplev indgik i et team af journalister, der førte en kampagne mod boligspekulanter i 60erne.
Siden 1970 har Koplev været ansat på Danmarks Radio, men han har også været teaterdirektør! Han afløste Arne Skovhus i chefstolen på Fiol-Teatret i 1972, men vendte tilbage til radioen, hvor han som programsekretær har beskæftiget sig med politik, samfund og kultur i forskellige afdelinger. Tv har han også været vært i i en serie om arbejderbevægelsens historie. Læg hertil, at den flittige mand har skrevet seks-syv romaner, 15-16 børne- og ungdomsbøger (sammen med lisvledsagersken, Marianne Koester). Ny nem mad hed en kogebog, som blev solgt i 20.000 eksemplarer.
Krydsfeltet kører p.t. en serie med 13 stærke kvinder, bl.a. har Zentropa-producenten Vibeke Windeløv og universitetsrektor Linda Nielsen været gæster på det seneste. Gæsten i dag er Annette Herzog, forfatter, som er vokset op i det tidligere Østtyskland, men nu bor i Danmark.
Efter denne serie følger en med 11 svage mænd. Lad os krydse felter for satsningen.
*DR P 1 kl. 9.10 Koplevs Krydsfelt. Genudsendelse kl. 19.20.