Læsetid: 4 min.

Kortere sagt

22. november 2002

(2. sektion)

Dvd
*Skønheden & udyret. Ud over de almindelige, ikke voldsomt overvældende dvd-udgaver af deres animerede film, hvor ekstramaterialet holdes på et minimum, er Disney begyndt at udsende en række dobbelt-disks med de bedste titler, hvor man ud over selve filmene får et solidt indblik i, hvordan en animationsfilm bliver til.
For nylig er både den håndanimerede Skønheden & udyret og den computeranimerede Monster’s, Inc. udkommet i flotte samlerudgaver, der bestemt er værd at udforske nærmere.
Skønheden & udyret (1991) var sammen med Den lille havfrue (1989) med til at stable Disneystudierne på benene igen efter mange magre år. Takket være en god, rørende og morsom historie, der kombinerer det bedste fra det traditionelle eventyr med en mere moderne og rap fortællestil og animation, blev filmen en stor succes og viste vejen frem for studiet.
Dvd’en byder på hele tre udgaver af historien om Belle, der havner i kløerne på udyret, som i virkeligheden er en forhekset prins: Biografversionen, som de fleste har set; en speciel udgave (med instruktør-kommentarer på lydsiden), som har fået tilføjet et par scener i forhold til originalen; og endelig, mest interessant, en work-in-progress-udgave, som består af storyboards, skitser og helt færdige sekvenser. Således anskueliggør den på fornem vis animationsfilmens forskellige faser. Det øvrige ekstramateriale er helliget en teknisk gennemgang af filmens produktion, og mange vil sikkert more sig over de små triviaspil, som også er med på disken. Der er danske undertekster på specialudgaven af Skønheden & udyret, men vil man have dansk tale, er man nødt til at skaffe sig den almindelige dvd-udgave.
CMC

Skønheden & udyret. Instruktion: Gary Trousdale og Kirk Wise. Region 2. Kan fås i enhver nogenlunde dvd-snask

*Hollywoods hemmelighed
Peter Bogdanovich var engang en af de unge, fremadstormende instruktører i Hollywood, og med The Last Picture Show (1971) og Paper Moon (1973) syntes hans fremtid stor og lysende. Men hans karriere overlevede ikke 70’erne, og nu er der langt mellem filmene, som også bliver svagere og svagere.
Bogdanovich har altid dyrket de gamle Hollywood-mestre med stor interesse – han blev bl.a. en af Orson Welles’ nære venner – og gennem årene har han udgivet adskillige gode interviewbøger med John Ford, Alfred Hitchcock, Howard Hawks, George Cukor, Allan Dwan, Fritz Lang og ikke mindst Welles.
Derfor er det heller ikke så underligt, at han som emne for sin seneste film, Hollywoods hemmelighed, har valgt en sagnomspundet og aldrig fuldt opklaret hændelse fra 1920’ernes Hollywood.
Filmen er bygget over et teaterstykke og foregår om bord på avismagnaten William Randolph Hearsts luksuriøse yacht, der er fyldt med prominente skikkelser fra Hollywoods blomstrende filmmiljø.
Den aldrende Hearst (Edward Herrmann) er dødeligt jaloux på sin unge elskerinde Marion (Kirsten Dunst), som Charlie Chaplin (Eddie Izzard) har et godt øje til. Efter en våd nat med fest og ballade skyder den egomaniske Hearst en af Hollywoods store producenter i den tro, at han er Chaplin.
Det er i hvert fald Bogdanovichs teori om, hvad der skete om bord på båden denne famøse nat. Og det er sikkert ikke tilfældigt, at han har valgt at fremstille Hearst så entydigt usympatisk. Det er en slags oprejsning til Orson Welles, der hudflettede Hearst i sit mesterværk Citizen Kane, hvorefter Hearst forsøgte at ødelægge Welles’ karriere.
Hollywoods hemmelighed er ikke nogen stor film – den er lidt ufokuseret og overgearet – men den er sjov at se, fordi den har rod i så dramatisk en virkelig begivenhed. Dvd-udgaven af filmen har en smule udmærket ekstramateriale, blandt andet et kommentarspor med Bogdanovich, der kender mange af historierne fra det gamle Hollywood. CMC

Hollywoods hemmelighed.
Instruktion: Peter Bogdanovich. Kan fås i enhver respektabel dvd-butik

*Monster’s, Inc. Disneys selvstændige computeranimationsafdeling, Pixar, understregede sin evne til at more børn i alle aldre med denne fantasifulde og energiske film om de uhyrer, der bor i klædeskabene på ethvert børneværelse.
Monster’s, Inc. er så fuld af skøre og originale indfald, at man kun yder filmen retfærdighed ved at se og nyde løjerne flere gange. Anden gang kan man så passende gøre det med filmskabernes kommentarer på lydsiden. Pixar, får man indtrykket af, er fyldt med glade, opfindsomme og legelystne mennesker, for hvem det at fortælle en god, sjov og vedkommende historie er det vigtigste.
På disk 2 kan man komme på en fornøjelig rundtur hos Pixar sammen med firmaets grundlægger og kreative overhoved, John Lasseter, og instruktøren af Monster’s, Inc., Pete Docter. Blandt andet kan man se alle Pixars ansatte med liv og sjæl kaste sig ud i en papirflyver-konkurrence, hvor det gælder om at bygge den mest vanvittige flyver og så få den til at svæve længst. Men det er ikke bare sjov og ballade, der giver et indtryk af stemningen på Pixar. Mere væsentlige er selvfølgelig de små dokumentarer, der følger historien fra idé til færdig film og undervejs viser, hvordan animatorerne arbejder.
Heller ikke specialudgaven af Monster’s, Inc. er udstyret med dansk tale, kun danske undertekster. CMC

Monster’s, Inc.. Instruktion: Pete Docter. Region 2. Kan fås i enhver fornuftig dvd-biks

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu