Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

8. november 2002

(2. sektion)

Nye film
*Vidocq Gérard Depardieu spiller titelrollen i Pitofs actionadventurethriller Vidocq, der foregår i 1830 i et Paris på randen af Julirevolutionen. Vidocq er en anløben, men engageret politimand på jagt efter en mystisk og morderisk forbryderskikkelse formummet bag en maske af glas. Præmissen for Vidocq er fascinerende. Hvem er den mystiske mand, som myrder løs, som det passer ham? Der hviskes i krogene om onde ånder, og Pitof har ladet sig inspirere af alt fra Jules Verne og Sherlock Holmes til John Woo og Belphegore.
Men handlingen i filmen udarter sig hurtigt til noget vrøvl, og Pitof, der er en af Frankrigs dygtigste special effects-magere, vælter tricks ud af ærmerne – og han har mange – og svøber Paris i så megen digital efterbehandling, subjektiv kameraføring og sved, blod og skidt, at byen næsten ikke er til at kende igen.
Til at begynde med forvirrer den selvbevidste, pågående stil, men man vænner sig til den, og den suggestive atmosfære, effekterne skaber, ender med at være en af den overgearede films mere forsonende kvaliteter – ikke mindst fordi man er stået af selve historien. Det er i øvrigt interessant, at Pitof er den anden franske instruktør, som for nylig og helt hovedløst har givet actioneventyret en politisk undertone – Christophe Gans gjorde det samme i den også mislykkedes Pagten, der også foregik i Frankrig for små 200 år siden. CMC
Vidocq. Instruktion: Pitof. Manuskript: Jean-Christophe Grange. Fransk (CinemaxX, København 8. og 9. nov., derefter provinsen)
www.vidocq-lefilm.com.

Dokumentar
*Dronningens Musikanter De er en del af det københavnske gadebillede. Med bjørneskindshuer, tamburmajor og skinnende instrumenter marcherer de dagligt fra Rosenborg til Amalienborg. I al slags vejr. Altid spillende – indtil regn i tubaerne eller is i trompetventilerne eventuelt lægger en dæmper på musikken.
Dronningens Musikanter er et portræt af Den Kongelige Livgardes Musikkorps lavet af fotogra-
fen og instruktøren Dan Säll som en gave fra korpset til kongehuset i anledning af dronning Margrethes 60 års fødselsdag. I klassisk dokumentarisk stil følger filmen hverdagen for musikerne, viser de vanskelige forhold, under hvilke musikken ofte bliver spillet, og fortæller om korpsets historie og traditioner.
Korpset kan føre sin historie tilbage til 1658. I alle årene har udfordringen været at forene to dybest set modstridende fænomener: musiceren på et højt kunstnerisk ambitionsniveau og militær disciplin. De senere år har man af hensyn til musikerne føjet ’civile’ koncerter til korpsets virke. Men at det er opgaverne for dronningen ved tafler og officielle begivenheder, der hører til de mest attraktive, lades ikke i tvivl. Filmen bærer præg af opgavens begrænsninger, men Dan Säll udnytter rammerne optimalt, og en del anekdoter og situationer er faktisk ganske underholdende.
movin
Dronningens Musikanter. Instruktion: Dan Säll (Grand, København)

Filmtidsskrift
*EKKO Efter at filmmagasinet Levende Billeder lukkede, har mange ventet forgæves på et seriøst dansk film-tidsskrift. Noget af ventetiden kan bruges på det film- og mediepædagogiske tidsskrift EKKO, der ikke har som mål at dække det aktuelle biografrepertoire, men vil levere dybdegående filmstof til almen eftertanke. Bladet er primært henvendt til folk, som arbejder med film i forskellige former for undervisning, men alle kan læse med. Det seneste nummer handler om ’de syv fede år’ i dansk film. Fra Thomas Vinterberg, Nicolas Winding Refn m.fl. i 1996 indtog lærredet som en ung nybølge, der var træt af pænhed og bløde mænd, til de sidste års populære komedier og intime hverdagsdramaer. Von Trier og dogme fylder naturligt en del, men man kan også læse om tidens genrefilm, Regner Grastens kritik af målgruppetyranni eller lektor Peter Schepelerns underholdende analyse af tidens ’Små helte på bænken’ og det virkelighedsbillede, som de sidste års spillefilm såvel som reklamefilm tegner af Danmark. Om det nu er tid til syv magre år, spås der ikke om – men der er bekymrede røster. Som Bænken-instruktøren, Per Fly, der med rette mener, at børne- og ungdomsfilmene er blevet forsømt og tænker over, hvad der sker, når ’Krumme-generationen’ bliver voksen. novrup
EKKO, nr. 15, november 2002. Redaktør Claus Christensen. Abonnement kan bestilles på sekr@dabuf.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her