Læsetid: 3 min.

Kramshøj forever

Denne gang henvender Onkel Radioanmelder sig især til bladets unge læsere
22. november 2002

(2. sektion)

Radio
Det er da muligt, man er en smule småsenilt sentimental, men når man en sjælden gang forvilder sig ind på radioens P3, kommer man simpelthen til at længes efter de gode, gamle dage, da et rockband var noget, der begyndte i en garage og først lod sig korrumpere af musikindustrien, når det alligevel kun var småborgerne, der gad høre på dem – og så kunne det jo sådan set være lige meget.
Der var nye garager, nye vanvittige unge mennesker, der var villige til at købe Fenderguitarer på kredit og begynde forfra med det, det naturligvis drejede sig om: musik.
Så vidt jeg kan høre, består P3-’musikken’ stort set af endeløse trommesoloer – det eneste andet instrument, der benyttes, er et keyboard, der kan sige dyt, når man slår det på dets hvide tandsæt.
Hvis jeg skulle give de unge P3-lyttere et godt råd – og det er jeg da sådan set gammel nok til at kunne – så skulle de tage og få sig en sundere interesse. Find programmet Spadestik & Søn, det bliver sendt hver søndag aften – find selv ud af på hvilken kanal, I har kun godt af at lære at læse en programoversigt i avisen.
Programmets vært hedder Erik Kramshøj. Han har været der i mange, mange år, og det er også kun rimeligt, for han er radioens bedste musikvært. Han ved alt om den musik, han spiller, godt nok især 60’ernes og 70’ernes, men manden er jo heller ikke på jeres alder, vel – og musikken dengang var sgu bedre end jeres tamtam.

Tid til Dylan
Folk kan skrive og maile til ham, det gør de også, alle mulige underlige spørgsmål, men han kan svare på dem alle sammen. Hvis han ikke kan – og det sker trods alt, ingen er jo fuldkommen – lover han at undersøge det til næste gang. I øvrigt hører han absolut ikke til de indsmigrende radioværter, det kan jeg godt fortælle jer. Han er ikke nu-skal-vi-alle-sammen-slappe-af-typen.
Han kan faktisk godt virke lidt småvranten og arrogant. Og så kan I komme til at opleve noget, I garanteret aldrig har oplevet før – det tror jeg da ikke, i alt fald: Hvis et Dylannummer varer 10, 12, 15 minutter – så spiller han det sgu! Det hele! Og ikke noget med at snakke ind over. Et Dylannummer tager den tid, et Dylan-nummer tager, også de lange, sådan er det bare. Det er vel det, I kalder rrre-spæækt. Og det er en god ting, det har I faktisk ret i.
Jeg synes, I skulle give det en chance – og ikke nok med det, jeg synes I skulle tage og vise, at I har hørt efter, hvad Onkel Radioanmelder har sagt: Allerede nu på søndag skulle I tage og låne jeres fars og mors gamle transistorradio, stil den i vindueskarmen, åbn vinduet, og lad seksstjernet kvalitetsradio kværne ud over pædagog- og gymnasielærerkvarterene, de små kunstnerhjem, økohaverne: Skru så højt op, at hele Ogginogstrup ikke slipper for at høre det!
Så jeres gamle rejser nakke og stirrer forvildet op fra bogklubbøgerne og
Information og tænker: Hvad er det? Hvad er det nu, de satans unger har fundet på? Prøv det, de vil have godt af det. Og ikke mindst vil I have godt af det. Vi andre, mere civiliserede, må nok nøjes med at gå lidt mere klassisk til værks og sende en venlig hilsen til Erik Kramshøj: Tak for et godt program gennem mange, mange år. Som Benny Holst sang i gamle dage: Din rygmarv visner, hvis du ikke får hørt Spadestik & Søn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her