Læsetid: 3 min.

Ligklæder har ingen lommer

Hvor går grænsen for, hvad der skal vises på tv og hvornår. Og hvor går politikernes grænse for, hvad de vil acceptere i sygehussektoren
1. november 2002

(2. sektion)

Fjernsyn
»Så, lille børn, nu er der ikke mere med dr. Pjuskebusk. Kan I så være søde og gå ind og vække jeres mor og far. For nu skal de have lov til at se de sidste nye billeder fra rædselsdramaet i Moskva. Og husk så lige ved samme lejlighed at fortælle, at der vil være billeder i udsendelsen, som er uegnede for jer.«
Selvfølgelig er det ikke et direkte citat. Men effekten af at afbryde børnetimerne søndag formiddag for at proppe de seneste grusomheder i hovedet på folk var den samme.
Som om man ikke kunne have ventet til middags TV-avisen, eller for den sags skyld til om aftenen, med at se de billeder. Nok er moderne børn vænnet til at se lig i overflod på tv-skærmene. Men de er vel ikke ligefrem målgruppen for nyhedsudsendelserne, hvilket de uheldigvis blev denne søndag formiddag på flere kanaler. Med en smule omtanke kunne det være undgået.
Danmarks førende tv-dokumentarist, Poul Martinsen, har kastet sig ud i revurdering af nogle af sine egne ældre programmer. Han overvejer det betimelige i at være gået så tæt på folk, som han har gjort i adskillige udsendelser. Folk i dybt private situationer, folk i manipulerede situationer, folk i afslørende situationer. Martinsen spørger nu sig selv i programmet Fluen på væggen, hvor grænsen går for udlevering af andre mennesker i tv-programmer. Han indrømmer selv hen gennem denne udsendelse, at hans motiv for at bringe dybt intime billeder fra privatsfæren nogle gange simpelthen har været, at det var godt tv. At sandheden er intim. Hvad han da heller ikke har uret i.

Hvor går grænsen?
Det er tankevækkende – som i øvrigt alt, hvad Martinsen laver – at han ved personligt at opsøge sine ’ofre’ fra for 25 til 30 år siden ikke alene gentager sine udleveringer, men også kommer ganske tæt på sig selv, udleverer sig selv som dokumentarfilmskaber og formidler af sandheden.
I et af programmerne opsøgte en voksen kvinde, som havde været bortadopteret, for første gang sin biologiske mor. Martinsen afslører nu mange år efter, at han under arbejdet med programmet var overbevist om, at han var i færd med at filme sandheden om en lykkelig genforening. Mens virkeligheden var, at mor og datter aldrig kom på talefod og ikke har set eller talt med hinanden siden optagelserne for mange år siden.
DR’s dokumentar Helles sidste dage, nådesløst veltilrettelagt af Søren Slumstrup, er også tæt på grænsen både for, hvad man kan udlevere, og hvad man kan bære at se på.
Time for time følger vi den 42-årige Helle Nielsen, der bliver indlagt på Rigshospitalet til observation for epileptiske anfald med henblik på senere operation. Vi får forklaret, at enhver epileptiker har brug for hjælp under sine anfald, der ellers kan få en dødelig udgang.

Politikerne bør se med
For at være helt sikker på at få nogle epileptiske anfald at observere tager man på hospitalet den anfaldsdæmpende medicin fra patienten. Helle Nielsen får da også under sit fire døgns ophold på hospitalet fire kraftige anfald. Hun er imidlertid kun under teknisk overvågning, ingen af anfaldene bliver observeret af de to sygeplejersker, der skal overkomme 15 patienter – og under det sidste dør hun.
»De passede bare ikke ordentlig på hende, sådan som vi gjorde herhjemme,« sagde hendes mand bagefter.
En tragisk historie, som sikkert kunne være undgået, hvis Helle Nielsen var kommet i hænderne på et mere kompetent personale på en mere veldreven afdeling på et bedre hospital. Alt dette findes. Familien Nielsen valgte bare det forkerte sted.
Atter en case-story, kan man sige. Men også en metafor for de cirka 5.000 andre case-stories, der omhandler dødsfald inden for det danske sundhedsvæsen på grund af såkaldte ’utilsigtede hændelser’. Alle disse case-stories burde få den ansvarlige regering til at droppe den idiotiske idé med det ufravigelige skattestop, der nu kommer til at malke sygehusene for yderligere ressourcer på grund af striden om bloktilskuddene. Undersøgelser har vist, at befolkningen godt ville acceptere højere skatter, hvis den kunne være sikker på, at pengene blev øremærket til sygehusene.
Jeg vil bede indenrigsministeren om at se Helles sidste dage. Han er den, der senest har udslynget det populistiske spindoktorat om, at »regeringen ønsker pengene tilbage i borgernes lommer«. Ser han denne dokumentar, vil han opdage, hvad borgerne for længe siden har noteret sig: at ligklæder ingen lommer har.

*’Helles sidste dage’ genudsendes lørdag 2. november kl. 12.30 og tirsdag 5. november kl. 10.30, begge gange på DR 1.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her