Lokalt
Fængsling af Sakajev stadfæstet
*Østre Landsret stadfæstede torsdag Københavns Byrets kendelse om 14 dages fortsat varetægtsfængsling af den tjetjenske vicepremierminister, Akhmed Sakajev. Landsdommerne stadfæstede også byrettens kendelse om fjernelse af Sakajevs ene forsvarer, advokat Tyge Trier. Desuden stadfæstede landsretten byrettens kendelse om lukkede døre i sagen.
Med landsrettens kendelse får offentligheden fortsat ikke kendskab til sagens reelle indhold ligesom hovedpersonen selv er afskåret fra at få fuld indsigt i anklagerne imod ham. Akhmed Sakajevs forsvarer, advokat Ervin Birk Nielsen, har fået pålæg om ikke at vise sin klient det materiale, der danner grundlag for russernes krav om udlevering af vicepremierministeren i den tjetjenske eksilregering.
Miljøminister står fast trods nye tal
*Nye oplysninger om, at det danske landbrug udledte langt mere kvælstof til vandmiljøet i midten af 1980'erne end først antaget, får ikke miljøminister Hans Christian Schmidt (V) til at ryste på hånden. Han vil i første omgang lade arbejdsgrupper kigge på nye beregninger, som Danmarks JordbrugsForskning og Danmarks Miljøundersøgelser i fællesskab har lavet.
»Jeg tror, det er for tidligt at sige, om vandmiljøplanen skal strammes mere op. Den reviderede opgørelse viser, at der er sket en større reduktion af kvælstof end oprindeligt planlagt. Omvendt viser den også, at de tal, vi har lagt til grund for vandmiljøplanen har været forkerte de skal højere op,« siger Hans Christian Schmidt.
De beregninger, der førte til vedtagelsen af den første Vandmiljøplan i 1987, angav et kvælstoftab til åer, søer og kystområder på 260.000 ton om året. Men reelt var mængden 50.000-60.000 ton større.
Opposition: Læg ny lov på hylden
*Regeringens hidtidige partnere i den politiske aftale om satsreguleringen af overførselsindkomsterne opfordrer nu regeringen til at lægge det lovforslag på hylden, der skal gøre det muligt for Dansk Folkeparti at være med til at fordele den såkaldte satspulje. Det er helt uantageligt, mener S, SF, R og Krf, at regeringen på den måde vil lukke et parti ind i forligskredsen, der tager afstand fra hovedkonstruktionen bag skabelsen af satspuljen. Puljen er et beløb, som de partier, der indgik aftalen i 1990, hvert år kan fordele til sociale forsøg og støtte til socialt særligt trængte grupper, fordi 0,3 procentpoint af den årlige regulering af pension, kontanthjælp og dagpenge sættes til side til dette formål.
Globalt
Asylsøgere smidt ud af kirke i Calais
*Franske sikkerhedsstyrker tvang i går morges på fredelig vis næsten 100 asylsøgere ud af en kirke i havnebyen Calais og satte en stopper for den fem dage lange protest.
Besættelsen af den nordfranske kirke var et resultat af Frankrigs skærpede asylpolitik og lukningen af Sangatte-asylcentret, som havde tvunget hundrede af asylansøgere til at leve på gader og stræder i Frankrig.
Gruppen på 99 asylsøgere havde besat kirken siden lørdag i et desperat forsøg på at komme den korte tur over Den Engelske Kanal til Storbritannien, hvor de ønskede at opnå flygtningestatus. ritzau
Superministerium med kæmpebudget
*Repræsentanternes Hus godkendte onsdag aften amerikansk tid et omfattende Ministerium for Intern Sikkerhed (Homeland Security).
Med stemmerne 299-121 fik præsidenten, George W. Bush, overbevisende opbakning til projektet, der kaldes »den mest gennemgribende omorganisering af forbundsregeringen siden 1940erne«.
Allerede fredag forventes Senatet at stemme om superministeriet, hvis formål er at styrke den nationale sikkerhed mod terrorangreb. Ministeriet bliver en sammenlægning af en række føderale myndigheder, det ventes at få op mod 170.000 ansatte og et årligt budget på cirka 38 milliarder dollars eller 290 milliarder kroner.ritzau
Britisk brandkorps strejker
*Samtlige brandmænd i Storbritannien strejker, og imens er befolkningen afhængige af 18.500 soldater, hvis udstyr er i elendig forfatning.
Strejken er varslet til at vare i to døgn fra onsdag eftermiddag lokal tid, og kravet for, at de cirka 52.000 brandfolk igen tager på arbejde, er 40 procent ekstra i lønposen. Brandmændene er tidligere blevet tilbudt 11 procent mere i løn, og den britiske premierminister, Tony Blair, nægter at bukke under for strejkekravet.
De indkaldte soldaters udrykningskøretøjer kaldes antikke, de har ikke været i brug siden den sidste strejke i vinteren 1977-78, og de mangler alt moderne udstyr. En time efter, at strejken begyndte, omkom en 76-årig kvinde i Newton, da hendes hus brændte. ritzau
EU-patent strandet i Bruxelles
*Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) løb panden mod en mur af politisk modstand og uenighed i EU, da han i går i Bruxelles forsøgte at gøre fremskridt i forhandlingerne om et fælles patent-system i Europa.
Systemet skal gøre det billigere og nemmere for EU's virksomheder at patentsikre deres produkter i EU, men forslaget har længe været strandet på nationale særinteresser i en række medlemslande, og det lykkedes ikke for Bendt Bendtsen at få patentet ud af det politiske dødvande under et møde for EU's erhvervsministre.
Det kompromis, som i givet fald skulle sikre opbakning fra de 15 medlemslande, var efter EU-Kommissionens opfattelse for udvandet. ritzau