Idrætspolitik
Som ung var Carsten Haurum indbegrebet af en elite-idrætsmand: Professionel håndboldspiller i Holte IF og i Grün-Weiss Dankersen i Tyskland samt wing på det stærke og populære 80er-landshold de såkaldte bolchedrenge der blandt andet opnåede fjerdepladser ved OL i 1980 og 1984.
Fra sin position som nyudnævnt direktør for Kultur- og Fritidsforvaltningen i København erklærer den tidligere top-håndboldspiller imidlertid, at han vil søge at forbedre forholdene for den allermest folkelige del af idrætten, nemlig den, der dyrkes af uorganiserede motionister - altså folk der ikke er medlem af foreninger, men som blot løber en tur i parken eller snupper nogle baner i svømmehallen efter arbejde.
»Ikke som et modbillede til idrætsforeningerne de gør et fortrinligt arbejde men som følge af den udvikling, der er sket i danskernes idrætsvaner i de sidste 20 år,« fortæller han.
»Hvis du spørger folk: Hvilke idrætsgrene er de største i Danmark, så svarer de fodbold, håndbold og badminton. Men det er ikke rigtigt. Socialforskningsinstituttet har foretaget en undersøgelse af, hvilken slags idræt der bliver dyrket af folk over 16 år, og den anbringer svømning på en klar førsteplads. Jogging er nummer to. Og den første af de større forenings-sportsgrene badminton kommer helt nede som nummer fem. Fodbold er endnu længere nede.«
»Dermed får man et meget interessant billede af danskernes måde at dyrke idræt på. Faktum er nemlig, at antallet af sportsudøvere i Danmark er steget eksplosivt i løbet af de sidste 20 år. Men stort set hele tilvæksten er sket uden for foreningerne. Derfor skal vi sørge for, at Københavns Kommunes idrætspolitik bliver mere nuanceret, end den hidtil har været.«
»Traditionelt har det været tilstrækkeligt at sige: Vi støtter idrætten gennem foreningerne. Men det er ikke længere nok. For hvad med resten? Hvad med de tre-fjerdedele af befolkningen, der står uden for foreningerne?«
Ja, hvad kan man gøre for dem?
»Man kan for eksempel anlægge nogle lysløjper. Det er løbebaner, der forbedrer folks muligheder for at løbe i naturen. De koster ikke særligt meget. Det drejer sig bare om at sætte nogle lamper op langs udvalgte stier.«
Rulleskøjter i byen
»Vi bør også begynde at tænke alternativt, når vi bygger nye idrætsfaciliteter. Der er ingen tvivl om, at vi mangler haller og andre idrætsfaciliteter i København. Problemet er bare, at hallerne er dyre at bygge, og at der er begrænset plads til dem i byen. En normal hal koster mellem seks og 15 mio. kr. Og det er især omklædningsrummene og badefaciliteterne, der skubber prisen i vejret. Men har de fleste ikke bad derhjemme? Vi kunne overveje at bygge let-haller, der har samme størrelse som almindelige haller, men som er uden baderum. Så kan vi måske få en ny hal for to-tre millioner kroner.«
Du har også sagt, at du gerne vil revitalisere byens rum?
»Ja, jeg synes, at borgerne skal have bedre muligheder for at motionere udendørs. Det drejer sig bl.a. om rulleskøjteløberne. Der er 500.000 mennesker i Danmark, der ejer et par rulleskøjter. Men de er en marginaliseret gruppe. De må ikke være på cykelstierne. Og de må ikke være på fortovene. På sidste møde vedtog Fritids- og Kulturudvalget at bygge en speedskaterbane ude på Vesterbro. Men derudover kan man også godt skæve til de initiativer, de foretager i Sydeuropa for at åbne byens rum for borgerne.«
»I Paris afspærrer man for eksempel en gang ugentligt nogle bestemte gader og overdrager dem til rulleskøjteløberne. Jeg synes godt om ideen, men erkender, at den kan blive vanskelig at gennemføre her i byen. Bilisterne vil formentlig ikke acceptere det. Og politiet har også svært ved at afsætte folk til noget, der har med rulleskøjter at gøre.«
»Jeg ved ikke, hvem der foretager den prioritering, men jeg må konstatere, at der godt kan udkommanderes vældige styrker, når to private firmaer spiller fodbold, hvorimod man ikke kan finde to motorcykelbetjente til at spærre nogle veje af for rulleskøjter.«
»Igen er vi tilbage ved foreningsproblematikken. De sportsgrene jogging og rulleskøjter og den slags har ingen store organisationer bag sig. Derfor bliver de let overset af politikerne.«
Før Carsten Haurum blev direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen, var han direktør i Lokale- og Anlægsfonden og leder af Idrætspolitisk Idéprogram (IPIP.) I begge funktioner skulle han søge at fremme byggerier og initiativer, der gav befolkningen mulighed for at dyrke idræt eller motion på nye og lidt anderledes måder.
Jævnet med jorden
Som chef for Lokale- og Anlægsfonden var han således idemanden bag skøjtebanen på Kgs. Nytorv. Og i sin egenskab af leder af IPIP fremmede han bl.a. projekter, der gav muslimske piger mulighed for at dyrke sport.
Nu er IPIP imidlertid blevet nedlagt en af kulturminister Brian Mikkelsens første gerninger og spørgsmålet er, om det politiske klima overhovedet tillader folk som Carsten Haurum at eksperimentere med den måde, man driver idrætspolitik på.
»I Københavns Kommune kan det godt lade sig gøre,« siger han. »Men på landsplan er det tydeligvis ikke muligt. Lad mig blot nævne nogle tal: Hvert år giver staten godt 500 mio. til administrationen af de to landsdækkende idrætsorganisationer DIF og DGI. Så kommer IPIP og skal skabe alternative aktiviteter for 20 mio. Og så udtaler Brian Mikkelsen, at det vil han jævne med jorden. Præcis de ord brugte han, lige efter han var tiltrådt. Dermed fortæller han, at han vil bevare det konservative støttesystem til idrætten, som vi har haft i årevis.«
Hvor længe kan det system opretholdes?
»Så længe politikerne fastholder, at de kun vil støtte idræt gennem foreningerne. Jeg spørger dog: Hvad skal vi så gøre med resten af befolkningen? Overlades til det frie marked? Ikke efter min mening. Jeg mener, at det offentliges opgave er at sikre, at den brede befolkning har de bedste muligheder for at dyrke idræt og kultur.«
