Læsetid: 5 min.

Mænd af ære

I sine film dyrkede John Ford de klassiske dyder som ære og loyalitet, samtidig med at han forherligede den storslåede amerikanske natur. Under et besøg på Torino Film Festival erklærer instruktøren John Milius sin kærlighed til Ford
15. november 2002

(2. sektion)

Filmfestival
TORINO – Der er altid mange små, skægge historier i omløb på en stor filmfestival. Lige nu på Torino Film Festival er en af de bedste den om festivalmedarbejderen, som skulle hente instruktøren Nick Redman i lufthavnen.
Redman, der har lavet dokumentarfilmen A Turning of the Earth om tilblivelsen af John Fords klassiske western Forfølgeren, er en lille, spinkel englænder, som ikke minder det mindste om den irskfødte Ford selv.
Men på en eller anden måde havde chaufføren fået placeret et billede af Ford, som sædvanlig forskanset bag cowboyhat og store solbriller, ved siden af Redmans navn, hvorfor det tog instruktøren nogen tid og en del veltalenhed at få overbevist den forvirrede person om, hvem han var.

Som jorden drejer
Episoden ville utvivlsomt have moret den lakoniske og notorisk pressesky Ford, der døde i 1973, 79 år gammel, og som gerne begravede sig i bøger om amerikansk historie, eller – når han var på optagelse, og kameraet ikke snurrede – yndede at fiske, drikke, spille kort og fortælle historier sammen med sin gamle ven og våbenbroder, John Wayne – Duke, mellem venner.
Ford og Wayne lavede mange film sammen, men ingen så god som Forfølgeren (1956), mener en af Fords største fans, instruktøren og manuskriptforfatteren John Milius. Milius er en af flere prominente stemmer i Nick Redmans dokumentarfilm, der har taget sin titel fra en berømt replik i filmen, hvor Waynes karakter, Ethan Edwards, forsikrer sin unge ledsager om, at de vil finde den indianerhøvding, de er på jagt efter. »I promise you that – just as sure as the turning of the earth.«
Både The Turning of the Earth og Forfølgeren vises på Torino Film Festival som en del af en mini-serie med Ford-film. Og Milius, der selv bliver hyldet på festivalen med visninger af alle de film, han har været involveret i, og med en monografi om sit værk på italiensk, dukkede en af de første dage op for at indlede en kørsel af Forfølgeren.

Westernhelten
»Det er en af mine favoritfilm, og jeg har set den omkring 75 gangeÇ« sagde han. »Jeg så den første gang, da jeg var 14 år gammel og som alle raske drenge gerne ville være cowboy. Jeg var imponeret af måden, som Vesten blev portrætteret på. Ethan Edwards var den ensomme rytter, den inkarnerede westernhelt og meget hårdere end nogen anden på lærredet, selv Clint Eastwood. Og alle, der siger, at John Wayne ikke er en god skuespiller, skal bare se Forfølgeren. Han er simpelthen Ethan Edwards.«
Forfølgeren er historien om, hvordan den tidligere soldat Ethan Edwards sammen med en halvindianer, som hans familie har opfostret, sætter efter den indianerhøvding, der har dræbt familien og bortført den yngste datter, Debbie.
Deres søgen varer fem år, og da de endelig finder Debbie, er spørgsmålet for den uforsonlige Ethan, om ikke hun er mere indianer end hvid og derfor fortjener at dø.
Det særlige ved denne Ford-western er netop, at John Wayne her spiller en racistisk outsider, der for evigt er udelukket fra det familiefællesskab, som Ford frem for alt hylder. Altså meget langt fra en entydig helteskikkelse.
Samtidig byder filmen på nogle af John Fords mest bjergtagende ørkenbilleder og er et fint eksempel på, hvordan instruktørens syn på Vesten og forholdet mellem indianerne og de hvide nybyggere udviklede sig gennem hans karriere.
En karriere, der bestod af andet og mere end cowboys og indianere. Ford instruerede John Steinbeck-filmatiseringen Vredens druer, og i Torino vises det interessante western-retsalsdrama Sergeant Rutledge, hvor en (uskyldig og heltemodig) sort soldat står anklaget for at have voldtaget og dræbt en hvid pige. Filmen er lavet i 1960, tiden hvor borgerrettighedskampen for alvor begyndte at markere sig, og den blev på sin vis Fords sympatiske, om end lidt stivbenede indlæg i den debat. Hans holdning var, som udtrykt i filmen, at en mand er en mand og skal dømmes på sine handlinger, ikke sin hudfarve.
Og for nu at vende tilbage til udgangspunktet, så er der langt fra de sort-hvide konflikter og entydigt onde rødhuder i Dilligencen og Kavaleriets gule bånd til de komplekse, moralske spekulationer, som er omdrejningspunktet i Forfølgeren.
Ægte kærlighedsaffære
Forfølgeren er ikke Fords mest perfekte film, mener Milius, der er født i 1944, 50 år efter Ford.
»Men den når et følelsesmæssigt niveau, som han hverken kom op på før eller siden. Den har påvirket mange yngre instruktører – min generation har stjålet meget fra den. Den er meget realistisk, og når man ser på karaktererne, familien, så fornemmer man, hvor hårdt livet, tiden og stedet var.«

Milius sammenligner
Ethan Edwards med de bjergmænd, som levede i ensomhed i de uvejsomme Rocky Mountains, og som han selv har skildret i sit manuskript til Sydney Pollacks Jeremiah Johnson.
»Karaktererne spejler, hvem vi er,« siger Milius, »ikke altid de gode sider, men det er heller ikke nødvendigt. De store westerns har altid været i besiddelse af en ærlighed, som andre film ikke har haft.«
John Milius er nok bedst kendt for sit arbejde på andre instruktørers film – han har skrevet for John Huston, Steven Spielberg, Francis Ford Coppola og Walter Hill – men det er i hans egne, ofte simple og brutale film, deriblandt Conan Barbaren (1981) og Farewell to the King (1988), at hans beundring for John Ford tydeligst skinner igennem – selv om man må erkende, at Milius er Ford underlegen som filmskaber.
I sine film dyrker Milius jorden og de mennesker, som lever – eller prøver at leve – i harmoni med naturen. Klassiske begreber som ære, loyalitet, mod og mandshjerte er bestemmende for de individualistiske karakterers skæbne, og som Ford kan han blive drivende sentimental i sin hyldester til de rigtige mænd med de rigtige idealer.
»Ford elskede landet,« fortæller Milius i The Turning of the Earth. »Ikke fædrelandet, som man lærer det i skolen, men jorden, bjergene og skidtet. Det var en ægte kærlighedsaffære, og ingen kunne som han lave billeder af landskabet og himlen.«

Stor leder
I den interessante, men desværre meget korte dokumentarfilm, hvor man får enkelte, sjældne kig om bag kameraet på Forfølgeren, kan man ikke kun høre Milius hylde Ford og filmen.
Også Patrick Wayne og Dan Ford – sønner af John Wayne og John Ford – fortæller om Ford og Duke Waynes nærmest symbiotiske forhold på det tidspunkt, hvor Forfølgeren blev lavet, og om, hvordan Ford blev en stor velgører for det majestætiske område i Arizona, Monument Valley, hvor han yndede at optage sine film, inklusive Forfølgeren.
Matami Nez, stor leder, blev instruktøren døbt af områdets 5.000 navajo-indianere, der medvirkede i filmen som comanche-indianere, og som efter optagelserne forærede Ford en velsignet dyrehud med inskriptionen: »Må der være skønhed bag dig, skønhed på begge sider af dig og skønhed foran dig på dine rejser.«
Flotte ord, som i filmen følges op af John Milius’ afsluttende beskrivelse af Ford. »Jeg synes, at John Ford er den største instruktør, som nogensinde har levet. Der findes ingen i hans klasse. Han er en stor historiefortæller ligesom Homer – når Homer er færdig med at fortælle, så har man en historie, som kan læses for altid.«

*Torino Film Festival, 7.-15. November, www.torinofilmfest.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu