Læsetid: 9 min.

Manden bag Festen

En af de mest geniale danske filmhistorier er opstået i hovedet på en ukendt mand, da han efter eget udsagn havde ’knald i låget’. Information har mødt ham
30. november 2002

Der er langt fra Sønderjylland til Hollywood; der er langt fra et socialt boligkompleks i en lille dansk provinsby til de ekstravagante villaer i Beverly Hills. Dog ikke længere end at Nicolas Cage i denne tid overvejer at lave en amerikansk version af en historie, som startede i hovedet på en ukendt, nu 40-årig mand fra Sønderjylland.
»Det virker enormt stort og lidt uforståeligt på mange områder,« siger Allan, mens han skænker kaffe. »Men min fornuft siger mig, at det er rigtigt nok. Det er uvirkeligt, men også dejligt.«
– Dejligt?
»Fordi i de år, der er gået siden Koplevs Krydsfelt (radioprogram på P1, red.), har jeg gået og tænkt: Hvornår kommer skraldet? Hvornår kommer politiet eller en advokat? Hvad sker der? Det har jeg været lidt nervøs for, og jeg har set spøgelser i krogene. Men nu er der kommet mere ro over det. Jeg har fortalt, hvordan det virkelig var, og har stået til ansvar for det, jeg har sagt. Det har givet ro. Så man kan sige: Nu er historien færdig, nu er festen slut.«
Åbne mediesluser
I 1996 tryllebandt Allan i næsten to timer P1-lytterne med sin livshistorie. I programmet Koplevs Krydsfelt fortalte han om sin stedfars årelange seksuelle overgreb på det hotel, forældrene forpagtede, om tvillingesøsterens selvmord og om den sandhedstale, han holdt for 78 måbende gæster ved stedfaderens 60-års fødselsdagsfest.
Det er et program, lytterne aldrig glemmer, og som senere inspirerede Thomas Vinterberg til verdenssuccesen Festen.
For tre år siden ledte jeg efter Allan. Der var noget i hans historie, som ikke stemte. Og hvorfor havde ingen af de 78 gæster reageret på Vinterbergs film? Hvem var Allan egentlig? Talte han sandt? Hvad var historien bag historien bag Festen?
Jeg skrev en artikel i Weekendavisen og fik mange henvendelser, blandt andet fra en ældre dame, som mente at have læst Allans historie i en skønlitterær bog. En omfattende eftersøgning af bogen gav intet resultat, og Allan selv var som sunket i jorden. Han var kommet ind fra mørket og forsvundet ud i mørket igen. Efterhånden begyndte jeg at tvivle på, om han overhovedet fandtes.
Men for en måned siden fandt P1’s Lisbeth Jessen ham, og i den særdeles fine radiomontage Efter Festen afslører hun, at Allans livshistorie var pure opspind. Fra ende til anden. Hverken hotellet, tvillingesøsteren eller fødselsdagsfesten har eksisteret, og Allan har, efter eget udsagn, aldrig været udsat for incest.
Havde Kjeld Koplev lavet sin research og tjekket Allan identitet, ville Allan aldrig være kommet i studiet. På den anden side: Så ville vi heller ikke have fået Festen.
To dage efter premieren på Lisbeth Jessens radiomontage besøger jeg Allan i Sønderjylland.
»Jeg er lidt stolt, men samtidig har jeg også dårlig samvittighed,« fortæller han. »Dette her må kunne lære folk, at man ikke skal tage alt for gode varer. Måske er sluserne til medierne for åbne. I realiteten har jeg jo vist, at man kan komme hele vejen og til allersidst bare sige ’ha-ha’. Hvor mange andre historier er så også bare grebet ud af luften, hvis man tænker dybere over det?«
Knald i låget
Allan er lille og spinkel, stemmen lys, ansigtshuden mærket efter mange års sygdom og aids i udbrud, men øjnene er meget levende. Han virker på én gang sej og sensitiv.
– Var historien virkelig grebet ud af den blå luft?
»Jeg har nok været inspireret af de ting, jeg har oplevet omkring incest på andre mennesker. I mit liv. I årene inden for sundhedssektoren (Allan er uddannet social- og sundhedsassistent, red.) har jeg oplevet flere tilfælde, hvor folk er kommet og fortalt, at de har været udsat for incest. Men historien er grebet ud af luften, og der har ikke været skrevet noget ned. Hvis man er ude af stand til at kontrollere, hvad der er virkeligt og ikke virkeligt, så… men derfra og så til at have en færdigredigeret løgnehistorie og fyre den af på landsdækkende radio? Nej, nej, nej. Det ville jo også have haft kæmpe omkostninger, hvis der var sket et eller andet. Og selve tanken om at blive røbet for åben mikrofon: Nej, tak!«
– Du har sagt, at du i den periode havde ’skingrende knald i låget’, men alligevel var du i stand til at digte en nu verdensberømt historie?
»Jeg var rablende skør, men i det jeg fortæller historien, har jeg alligevel benene på jorden. Historien er ikke diffus, men kort tid efter Koplevs Krydsfelt blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling.«
– Dine beskrivelser i Koplevs Krydsfelt er meget billedrige. Du fortæller f.eks., at din stedfar under overgrebene var ’ tavs, tavs, tavs – som når man skruer ned for lyden fra en radio’?
»Jeg har set for mange film! Min onkel siger, at jeg altid har været god til at fortælle historier for børnene i familien. Og det har jeg været vant til i mit arbejde, for hvis folk ikke forstod, hvad det var, jeg sagde, var jeg nødt til at ændre historien. Det er noget trygt, hvis jeg kan sætte billeder på. Især hvis der er noget, jeg ikke forstår.«
Lokum i kælderen
I årene op til Koplevs Krydsfelt fortalte Allan venner og bekendte, at han havde været udsat for incest. En pige, der boede i opgang med Allan i København, gik i terapi på Støttecenter mod Incest, og da hun her hørte, at Kjeld Koplev planlagde at lave en udsendelse om drenge og incest, formidlede hun kontakten til Allan.
»Jeg blev ringet op af Koplev, som fortalte, at udsendelsen skulle handle om drenge og incest. Og så kan jeg huske, at jeg fortalte, at jeg gerne ville medvirke. Jeg har ikke spekuleret mere over det, indtil jeg sidder i programmet. Det hele kommer i forbindelse med de spørgsmål, Koplev stiller til at starte med,« siger Allan og fortsætter:
»Mange af de figurer, som var med i min historie, er fiktive. Nogle af dem har nogle rimelig kendte træk, for at jeg kunne have styr på historien. Men jeg undrer mig ved gud, at jeg har kunnet sidde og snakke i så lang tid. Hvis Koplev havde spurgt ind til benet, ville jeg ikke have haft noget svar. Jeg kan huske, at jeg i slutningen af udsendelsen tænkte: ’Lad mig komme ud herfra, og det kan bare ikke gå hurtigt nok’. Jeg troede, at de ville flå mikrofonen fra mig og dunke mig oven i hovedet.«
I programmet fortæller Allan, at han voksede op på et stort og fornemt hotel. Virkeligheden var knapt så glamourøs.
»Vi boede i et gammelt hus med bliktag, hvor fugten sprang ud af væggene. Koldt vand, lokum i kælderen, ingen badeværelse og fire unger. Om vinteren var der frost i køkkenvasken. Huset lå på et højdedrag med udsigt over hele fjorden, men for fanden en bunke lort at bo i.«
»Senere flytter vi ud til en gammel lærerbolig. Det var som at komme i himlen. Der var varmt vand og et tag, hvor man ikke kunne høre, når det regnede. Vinduerne kunne åbnes, uden at rammerne faldt af. Der var også anlagt en have. Men så startede mine forældres alkoholmisbrug.«
Leger med identiten
Information har talt med Allans gamle skolekammerater. De fortæller, at han var en lidt forhutlet, men yndig dreng. Han trængte til omsorg; lærerinden tog sig meget af ham.
»Jeg har nok levet lidt i en drømmeverden. Man vidste aldrig hvilken stemning, ens forældre kom hjem i. Det har været en form for afslapning at slippe for alt det negative og selv skabe historien i en drømmeverden.«
Allan flyttede til København i slutningen af 1970’erne. Han kom ind i bøssemiljøet, der i årene inden aids-tragedien kørte i højeste gear. Allan henter et billedalbum.
»Det var en lang fest. Jeg har promeneret gennem Nyhavn i dametøj, hvor folkemængden spredtes ligesom Moses og vandene. På et tidspunkt havde jeg hår ned til midt på ryggen. Mit eget hår! Jeg kan også huske engang, hvor jeg havde en kæmpe hat på, og taxachaufføren bad mig tage den af, så han kunne se noget i bakspejlet. Vi gjorde alt for at chokere. Det skulle være så prangende som muligt.«
– Det har været en kultur, hvor man legede med identiteten?
»Jo, klart. For i det øjeblik, at du sidder og lægger make-up, kommer de feminine sider op. Så ryger håndledene op. Vi gav også hinanden navne. Jeg har i en periode heddet Gitte-Inger fra Jylland, og klart så skulle man også være en type som Gitte-Inger. Når bøsser vælger at gå ud og være en anden, gør de også alt, hvad der står i deres magt for virkelig 100 procent at være det – for der er ikke nogen, som vil afsløres.«
Allan indgik registreret partnerskab i 1989. Allans mand havde aids og døde i 1995.
»Han var et stort menneske. I sine velmagtsdage vejede han 92 kg og var en rank fyr, men sygdommen gjorde han til en lille afpillet sag. Det er det værste, man kan forestille sig, fordi man står fuldstændigt magtesløs.«
»Når jeg ser tilbage på de her ting, kan jeg godt forstå, at jeg har haft knald i låget. Det ,at han pludselig var væk, tog simpelthen pusten fra mig. Savnet var så stort, at jeg overbeviste mig selv om, at vi snart skulle ses igen. Der opstod et tomrum, fordi jeg havde været på 23 timer i døgnet. Enten ved at være på arbejde eller passe på ham, gå ture med ham på gaden, synes han var et røvhul, synes han var uundværlig, synes han var dejlig. Og klokken 11 den 10. marts 1995 var det bare slut.«
Mødet med Vinterberg
Allan er den sidste overlevende af en gruppe, der på Hvidovre Hospital i 1986 fik konstateret hiv. Han er flyttet tilbage til sin barndoms egn. Stedfaderen døde for et par år siden, men Allan har kontakt med moderen og andre familiemedlemmer. Han var meget svækket, da Lisbeth Jessen fra Danmarks Radio opsøgte ham.
– Hvad tænkte du?
»Jeg var meget i tvivl. Jeg tænkte: ’Hvad er det, hun vil?’ Jeg havde lyst til at fortælle sandheden, men så kom der en streg i regningen, da hun lige pludselig sagde, at Thomas Vinterbeg godt kunne tænke sig at komme ned og møde mig. Så tænkte jeg: ’For fanden, hvordan kan jeg stoppe denne her historie, inden den accelererer yderligere’. Jeg følte på det tidspunkt, at fælden klappede. Thomas og Lisbeth spurgte mere og mere ind til festen, og jeg kunne ikke huske, hvad der var blevet sagt i Koplevs Krydsfelt.«
Allan har fået det meget bedre og nyder tydeligvis opmærksomheden. Men selve medieståhejet tager han forbløffende roligt. For et par uger siden sad Thomas Vinterberg i denne sofa.
»Da jeg åbnede døren, troede jeg først, at Thomas Vinterberg ikke kunne komme og i stedet havde sendt sin lillebror. Han så så ung ud, men han var ret sympatisk, selv om hans øjne flakkede meget. Jeg tror, at om ti år vil Thomas stille sig frem og vise en helt anden side af sig selv.«
Allan håber at få en filmplakat med Thomas Vinterbergs underskrift og planlægger at tage til København for at se Festen som teaterstykke.
Han følger mig til stationen.
– Har du overvejet at slå dig ned som manuskriptforfatter?
»Nej, man kan kun lave sådan et hit én gang i livet,« siger Allan med et smil og forsvinder ud i mørket.

*Information kender Allans fulde navn og identitet. Montagen Efter Festen kan høres på www.dr.dk/p1/montage

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu