En klassiker
Informations logo tildelt Dansk Design Centers Klassikerpris
Motivering
Dagbladet Information tildeles Klassikerprisen 2002 for sit markante navnetræk med den let genkendelige skrå røde prik over iet. Lige siden befrielsesdagen den 5. maj 1945, hvor avisen udkom for første gang, har navnetrækket været med til at understøtte avisens profil af høj troværdighed og uafhængighed. Selvom Information adskillige gange har fået redesignet typografi og layout er navnetrækket blevet bibeholdt stort set uændret som udtryk for den konsekvens og holdning, der til stadighed har præget avisen.
Navnetrækket er tegnet af Informations første direktør, tryksagskonsulent Robert Holmberg, der med inspiration fra datidens plakatkunst opfandt den røde prik som et midddel til at vække opmærksomhed. I sin vedholdende brug er det et forbilledligt eksempel på, hvordan et enkelt grafisk udtryk kan opnå en så høj genkendelighed, at det også er slagkraftigt, når det står for sig selv.
Informations navnetræk er informationsgrafik, når det er bedst. Det har en høj grad af autenticitet i sit udtryk, og ved at signalere avisens profil og stil har det ydet sit særlige bidrag til, at Information i den grad har sat sit præg på det danske mediebillede.«
*Design- og Klassikerprisens jury har i 2002 dir. Fl. Relster som formand. Som øvrige medlemmer: Grafisk designer Michael Jensen; ark.prof. Per Boelskifte, DTU; prof. Anders Brix Pedersen, Kunstakademiets Arkitektskole; industriel designer Louise Campbell; webdesigner Eva Wiborg Lange, ark.maa; og kreativ dir. Dorte Zangenberg.
I fint selskab
Informations hoved med rød prik over iet er kommet på Klassikerlisten Dansk Design Centers liste over holdbar grafisk eller fysisk design.
Informations lille i, med den omvendte frygiske hue som prikken over sig, er derved kommet i fint selskab, eller godt lag. Vi nævner i flæng:
Thorvald Bindesbølls karakteristiske Carlsberg-sving på øl-etiketterne, Kn.V. Engelhardts vejskilteskrift i Gentofte Kommune, og fra sidste år Ga Jol-æskernes årelange og genkendelige bogstaver.
Genstandene på klassikerlisten strækker sig fra LEGO-klodsen til PHs koglelampe, eller fra Velux vinduessystem til Mogens Kochs reolsystem, fra KANSAS arbejdstøj til Georg Jensens sølvtøj.
En frygisk hue er en frihedens tophue og i familie med både jakobiner- og nissehuen. Så det er klart, at Informations lille i svinger med sin specielle hovedbeklædning over årets tildeling. Som altid uafhængig af politiske og økonomiske interesser, og skeptisk over for alle fastlåste og forstenede udtryk, men glad for at komme ind i varmen hos i alt 20 og nu altså 21 glimrende danske design-eksempler.
Det mest perspektivrige design er det, som indgår i fleksible systemer. Som PHs skærmsystem eller VELUX-vinduets koncept. Og selv om det lille i er sig selv, er det også parat til at gå ind i åbne sammenhænge. Det viser flere eksempler her på siden.
FAKTA
I DAG Logoets alfabet er de sidste år blevet brugt til at præsentere de enkelte avissiders indhold.
KNOPSKYDNING Da avisen 19. januar 2001 satte fredagstillægget i2 i luften, var der noget, der gav sig selv
ET GODT LEGETØJ Der er altid blevet leget med navnet. I 1970erne udgav avisen en lille fremmedordbog i postkortform med ordforklaringer af avisens faste skribenter. Ordene havde alle samme endelse og blev præsenteret som ovenfor
OUTZE Avisens grundlægger, Børge Outze, som tegneren Klaus Albrechtsen så ham i 1970erne
IT Informationsalderen skal også have prik over sit i. Avisens henvisninger til web-adressen www.information.dk har derfor sin helt egen prik