Læsetid: 4 min.

Fra modkultur til ren nostalgi?

Fransk historiker retter barskt angreb på angrende 68’ere: I er alle sammen blevet reaktionære – Man fjerner ikke feber ved at smadre et termometer, lyder modsvaret
29. november 2002

(2. sektion)

Fransk historiker retter barskt angreb på angrende 68’ere: I er alle sammen
blevet reaktionære – Man fjerner ikke feber ved at smadre et termometer, lyder modsvaret

Frankrig
Hun var så aktivt demonstrerende sidst i 1960’erne, at man siger: Hun var på barrikaderne. Den franske psykoanalytiker Geneviève Delaisi de Parseval proklamerede i maj 1968: Død over kernefamilien. Kernefamilien som rum for maskulin dominans og bastion i det borgerlige samfund skulle nedlægges.
Nu årtier senere evaluerer Parseval i det franske ugemagasin Le Nouvel Observateur det revolutionære projekt:
»I dag er man begyndt at kritisere 68-ideologien. Det er nemt. Men det er også sundt. Vi terapeuter har nu i 30 år haft skilsmissebørn i vores konsultationer. Vi har haft skrøbelige enlige mødre. Men vi har ikke villet tale om problemerne efter frigørelsen, for det var ikke politisk korrekt. I dag er vi i en ny mere moden fase, hvor man kan reflektere over det, der er sket. Jeg synes f.eks., det er bedst for et barn at vokse op med to forældre i stedet for bare en. Og det er afgørende, at vi genindfører en ny form for autoritet i kernefamilien. Faderværdigheden er i krise: Det er et faktum og ikke et højreorienteret synspunkt.«
Parseval taler til Le Nouvel Observateur i et tema formuleret som et spørgsmål tværet ud med store bogstaver på forsiden:
»Er vi alle blevet reaktionære?«

Kun en gud kan redde os
Le Nouvel Observateur bruger Bob Dylan som billede på en generation der er blevet skuffet:
»Bob Dylans udvikling er en glimrende illustration af det ideologiske klima i den nye ære. I 60’erne sang ophavsmanden til Forever young med optimisme, modstandsånd og lidenskab The Times They Are A-changing. I 1998, nyt refræn, koldt og næsten så gnavent som filosoffen Finkielkraut: Things have changed.«
Dylan bliver et billede på venstreintellektuelle uden håb, visioner og utopier. De gamle 68’ere efterlyser autoritet. De beklager sig over massekulturen og massemedierne. Som den franske filosof Philippe Muray har udtalt: »Det er lige så realistisk at forestille sig kvalitetsfjensyn som at ønske sig en god nazisme.«
Det skulle være så godt efter Murens fald. Modsætningsløs politik på markedets præmisser.
Konsensus om sund konkurrence og rimelig social sikkerhed. Men ikke for den politiske filosof Marcel Gauchet, som så konsensus om rammerne om politik træde i stedet for politisk indhold. I stedet for at diskutere den sociale virkelighed fejrer man nu sin konsensus om menneskerettighederne som individualismens grundlov. Men som Gauchet understreger: »Menneskerettighederne er ikke en politik.«
Pierre Manent, som også skriver ’politisk filosof’ ved sit navn på visitkortet, sukker over samme konsensus:
»Den humanitære afpolitisering er i sidste instans lige så dræbende som den totalitære overpolitisering.«
Alain Finkielkraut har samme skeptiske blik på det, der skulle være blevet så godt. Demokrati handler ifølge Finkielkraut om, at alle har adgang til kultur og selv kan vælge mellem kulturelle udbud. Nu sprøjter massemedierne den samme metervare ud i hovedet på alle tidspunkter og gennem alle kanaler. Finkielkraut er gået så langt som til at citere den tyske filosof Martin Heideggers berømte resignation i et interview i Der Spiegel: »Kun endnu en Gud kan redde os.«

Hvem er reaktionær?
Det er den gruppe af desillusionerede, bitre venstreintellektuelle, som forfatteren og historikeren Daniel Lindenberg i en ny lille bog Rappel à l’ordre summarisk kalder De nye reaktionære. De nye reaktionære beklager sig over alt, hvad der er opstået efter ’68. Det drejer sig ifølge Lindenberg om »dygtige og engagerede tænkere, som på mindre end en generation er gået fra den doktrinære marxisme til nationale idiosynkrasier, fra modkulturen i 60’erne og 70’erne til nostalgisk humanisme.«
Lindenberg har lavet en liste over prominente aktører i den franske offentlighed, der ikke bedriver andet end nostalgisk brok: forfatteren Michel Houellebecq, filosoffen Alain Badiou, filosoffen Jacques Bouveresse, Alain Finkielkraut, Pierre Manent, Marcel Gauchet og mange, mange flere.
I dagbladet Libération konstaterer anmelderen Philippe Lancon, at Lindenberg blander en masse forskellige niveauer og intellektuelle sammen: »Bogen er ikke en neutral vurdering; det er en pamflet.« Men Lancon tilføjer, at Lindenberg afslører en fin grænse, som ofte overskrides:
»Han viser, at kritikken af demokratiet, som er uundværligt i et ethvert demokrati, er en meget svær discplin.«
Den specifikke kritik af det enkelte demokrati er nemlig konstant i fare for at degenere til kritik af demokratiet som sådan. Og en kritik af konsekvenser af ungdomsoprøret risikerer hele tiden at blive til melankolske visioner om tiden før ’68.

Ja, jeg er reaktionær
De såkaldt reaktionære har svaret rasende igen i franske aviser. Når man er intellektuel, reagerer man. Det bliver man ikke nødvendigvis reaktionær af. I den borgerlige avis Le Figaro afviser Finkielkraut hele Lindenbergs konstruktion af ’nye reaktionære’ som en ’ren fiktion.’
Marcel Gauchet forsvarer i en stort anlagt enquete i det venstreliberale dagblad Le Monde, at man sagtens kan være modstander af menneskerettighederne som doktrin uden at være modstander af menneskerettigheder:
»Det drejer sig nu ikke længere bare om at beskytte individet mod overgreb, men om at bekræfte det enkeltes individs ret ud over alle grænser. Vores vestlige samfund har sværere og sværere ved at agere som kollektiver i samfundsmæssige forhold.«
Pierre Manent svarer positivt:
»Ja, jeg er reaktionær. Jeg er modstander af afpolitiseringen af vores samfund.«
Og Manent siger i forlængelse af Gauchet, at man kan være overbevist om det enkelte individ som grundlæggende enhed i moderne samfund, men man bliver nødt til at anskue institutioner, skolen og begreber som frihed og lighed i en kollektiv optik.
Pierre Nora, som for mere end 20 år siden grundlagde tidskriftet le débat melder sig ’chokeret over Lindenbergs bog.’ Men erkender:
»Det, som bogen har ret i, er, at demokratiet er i krise. De intellektuelle, der blander sig, vidner hver på sin måde om denne krise. Ifølge Lindenberg går det hele godt, og det er de intellektuelle, der kritiserer, som er årsag til krisen. Han tror, man helbreder sygdommen ved at smadre termometeret. Det er ikke sådan, man kurerer en syg venstrefløj.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu