Læsetid: 5 min.

Modstand midt i orgiet?

Kapitalismen er en heltinde i en pornofilm, siger den filosofiske partisan og intellektuelle stjerneSlavoj Zizek
28. november 2002

Kapitalismen er et hårdt regime. Kapitalismen kræver, at det enkelte menneske har en fast identitet, så det kan arbejde og skabe værdi. Den sunde kernefamilie hjælper med at holde det enkelte menneske i faste rammer. Eller er kapitalismen noget helt andet?
»Det er en udbredt tanke,« fortæller den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Zizek, som i går var i København, »at kapitalismen er en patriarkalsk orden baseret på stramme strukturer og autoriteter. Der er postmoderne kritikere, som mener, at hvis man skaber nye flydende og anarkistiske former, så falder kapitalismen. Der er nogle, som mener, at hvis bare det enkelte menneske opgiver sin faste identitet og eksploderer i en mangfoldighed af forskellige identiteter, så er grundlaget for kapitalismen truet.«
»Det får mig til at tænke på de hard core pornofilm, som ender med et gigantisk orgie – har du set dem? – hvor en masse mennesker bedriver sex på hinanden. Det er ikke længere traditionelt samleje mellem en mand og en kvinde. Der er en kvinde i midten af det hele. Hun har en penis i munden, en anden penis i et andet hul og en tredje mand masturberer mod hendes bryster. Kvinden i midten er således realisering af drømmen om det enkelte menneske, der eksploderer i en mangfoldighed af identiteter.«
Kvinden midt i orgiet er som på et kubistisk maleri splittet op i en serie af forskellige identiter:
»Pointen er ikke her, at pornofilmen er det revolutionære scenario, som kapitalismen ikke kan leve med og bliver nødt til at fortrænge. Kvinden er ikke billedet på den revolutionære helt. Orgiet er kapitalismen i dag. Kapitalismen er ikke den faste patriarkalske orden og faste identitet, men derimod netop den anarkistiske eksplosion ud i en mangfoldighed af identiteter. Det store spørgsmål er nu: Hvordan genopfinder man modstanden midt i dette orgie?«

Hat i hånden
I sit mægtige hovedværk The Ticklish Subject fra 1999 beskriver Zizek det virkelige mål for sit arbejde. Det drejer sig om at skabe en platform for en ny venstreorienteret, antikapitalisme.
– Hvordan er det gået?
»Jeg må sige, at: Ja, jeg står med en hat i hånden. Men nej: Jeg har ikke en kanin, jeg kan hive op af den. Vi venstreorienterede filosoffer har i mere end 100 år bekendt os til Karl Marx’ tese: ’Filosofferne har indtil nu kun fortolket verden. Det drejer sig nu om at forandre verden.’ Jeg tror, vi skal til at besinde os på at fortolke verden lidt mere og ville forandre verden lidt mindre.«
»Det er ikke fordi, der ikke er behov for at ændre verden, men fordi udsigterne er så dårlige. På den ene side har vi Tony Blair og den tredje vej, som er et forsøg på at tænke kapitalismen med et humant ansigt. Og så er der de såkaldte antiglobaliseringsaktivister: Det er en ren modstandsbevægelse. Den har ikke et alternativ, og som den er formuleret, kan den ikke producere et alternativ. Den roser sig af at samle en masse forskellige grupper: homoseksuelle, økologogister, traditionelle kommunister etc. Det er den store mangfoldighed. Men hvordan kan man endda mobilisere det mindste operative projekt derfra? De har kun fjenden til fælles.
– Det virker i dag som om den politiske lidenskab og vilje til virkelig forandring ligger på den yderste højrefløj?
»Sådan er politik i øjeblikket og sikkert også i en kortere tid fremover: Vi har et stort liberalt centrum, hvor det er svært at se forskel på højre og venstre og så en højrepopulistisk minoritet, der fungerer som en slags korrektiv hidsig platform. Vi har et ansvarligt, teknokratisk postpolitisk centrum baseret på ren administration og så et element af marginaliseret lidenskab på højrefløjen. Det er en sørgelig, men realistisk udsigt.«
Det er blevet sagt, at årets sande politiske begivenhed fandt sted den 21. april i Frankrig i år, da højrepopulisten Le Pen tog socialisten Jospins plads som første udfordrer til præsidenten Jacques Chiracs embede:
»I de fleste demokratier har det en væsentlig symbolsk værdi at blive nummer to. For så er du den udfordrer, som det kunne være blevet. Det, folk fandt rædselsfuldt, var, at Le Pen blev nummer to og blev derfor den reelle udfordrer. Men det var et spørgsmål om to eller tre procent i forhold til Jospin. Så det var en falsk rædsel. For alle vidste, at Le Pen ikke kunne blive valgt. Hvad er højrepopulismens sande rolle i dag? De vil ikke blive valgt til at lede en regering – forhåbentligt da ikke. Højrepopulismen tilbyder en radikal klar platform: smid indvandrerne ud etc. Den almindelige centrumreaktion er: ’De er racister, dem vil vi ikke have noget med at gøre, men vi må erkende, at de rejser spørgsmål, som er udtryk for folkets sande bekymring.’ Resultatet er, at mainstreamcentrum overtager højrepopulismens temaer. Så højrepopulisterne taber, når de vinder. Når deres ideer bliver en del af mainstream, taber de.«
»Voltaire sagde om Gud: Hvis han ikke var, ville vi blive nødt til at opfinde ham. Det gælder også for højrepopulismen: Uden Le Pen ville Chirac miste sit minimum af demokratisk legitimitet, når han gør sig til forsvarer af menneskerettigheder og demokrati. Højrepopulismen spiller således en strukturel rolle.«

Vi er de eneste troende
Der er serier af nye ord til beskrivelse af fornøjelserne og omkostningerne og status i den nye verdensorden defineret ved global kapitalisme: risikosamfund, informations-samfund osv.
»Alle de nye bombastiske ord er imponerende udtryk for, at vi skulle være skiftet til helt nye paradigmer. Når du hører ordet ’informationssamfund’, tænker du: Nåja, informationssamfund det ved jeg godt, hvad er. Og det er også rigtigt, at nye fænomener og tilstande viser sig. Men de nye betegnelser er hurtige svar på hastige udfordringer. De forhindrer os i virkelig at tænke over, hvori det nye består.«
– Kan du give et eksempel?
»Man siger, at det gamle industrisamfund er forsvundet. Men det er ikke helt rigtigt. For det er flyttet andre steder hen. I vore vestlige samfund er der rigtignok i dag en vidensbaseret immateriel produktion. Men hele den traditionelle industri er flyttet til Indonesien, Kina, Indien osv. Det betyder, at vi i dag har en verden med helt forskellige civilisationer.«
»Problemet med teorierne om det nye er ikke kun, at de ikke korrekt beskriver det nye, men de falsificerer selve fortiden. De ser kun radikale moderniseringsprocesser: alt bliver mere flydende, mere kunstigt.«
– Hvad vil det sige at falsificere fortiden?
»Man taler om den komplekse nutid og forenkler fortiden. Det kommer af en moderne tanke om, at vi er de første skeptikere, som gør op med de primitive samfunds overtro. Men grækerne troede jo ikke på, at guderne gik rundt og sloges på et bjerg som hed Olympen. Vi forenkler deres overtro for at modsætning til vores egen skepsis.«
»Men i virkeligheden er vi som Friedrich Engels sagde de eneste rigtigt troende. For vi troede på, at de primitive virkeligt var troende.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu