Læsetid: 2 min.

NEKROLOGER

29. november 2002

Karel Reisz, 76 år
*Der er altid noget vemodigt over filmkarrierer, der starter på toppen med et mere end lovende næsten-mesterværk, og derefter bevæger sig støt og sikkert nedad bakke.
Helt så galt gik det ikke for den tjekkisk fødte, men ellers engelske Karel Reisz, men det er hævet over enhver tvivl, at hans debutspillefilm med Albert Finney, Lørdag aften søndag morgen er hans stærkeste film i en ujævn karrierre, der også omfatter titler som Isadora og Den franske løjtnants kvinde.
Karel Reisz kom til England som 11-årig, var pilot i RAF under Anden Verdenskrig og gjorde sig op gennem 1950’erne gældende som et betydningsfuldt medlem af den engelske Free Cinema-bevægelse – en britisk Ny Bølge, der ville have hverdagen og virkeligheden tilbage i engelsk film. Reisz var en intellektuel, som – i lighed med sin nære kollega Lindsay Anderson – skrev filmkritik og i 1953 udgav en skelsættende bog om filmklipning The Technique of Film Editing. Men han var også aktiv med den 52 minutter lange, meget roste dokumentar We Are the Lambeth Boys (1959) om en engelsk ungdomsklub.
Med Alan Sillitoe-filmatiseringen Lørdag aften søndag morgen (1960) blev han for alvor talerør for Englands datidige ’vrede unge mænd.’ Filmen tillod sig noget dengang så enestående som at lade en ung, øl- og kvindeglad fabriksarbejder være fortæller og centrumsfigur i en film, som aldrig forlod sit arbejdermiljø. Albert Finney (der dog allerede var agtet som Shakespeare-skuespiller) virkede som sprunget ud af Nottingham-fabriksområderne og de jævne pubs, når han frejdigt bekendte: »All I want is having a good time. The rest is propaganda.«
Det blev det store filmgennembrud for såvel Finney som Reisz, og filmen anses stadig af mange for den mest helstøbte i datidens realistiske engelske bølge. Det kneb dog voldsomt for Reisz at følge succesen op. Når mørket sænker sig (1964) og Morgan, skrupsplitterravende skør (1966) var anstrengte genrefilm, mens Isadora (1968) mest klarer sig på Vanessa Redgraves danserinde-portræt.
Reisz lavede derefter kun fem film, hvoraf flot opsatte John Fowles-filmatiseringen Den franske løjtnants kvinde (1981) fik størst succes. Men også det skarpe spillerportræt med James Caan, Hasard (1978), og den dystre Arthur Miller-film med Debra Winger og Nick Nolte, Uskyldig dømt (1990). Den sidstnævnte blev ufortjent et kæmpe publikumsflop – og Reisz’ sidste spillefilm. Pim.

Niels Ehrenreich, 81
*Danmarks første forbrugerombudsmand, Niels Ehrenreich, er død.
Niels Ehrenreich indkørte den nye institution som vogter over forbrugernes interesser mere præget af et ønske om at gå forhandlingens vej frem for at optræde som anklager i Sø- og Handelsretten.
I de knap seks år fra 1975 til udgangen af 1980, han var forbrugerombudsmand, var der ret få sager, som gav anledning til større offentlige debatter.
Niels Ehrenreich kom uundgåeligt fra tid til anden under pres fra både erhvervslivet og forbrugerinteresser. Nogle erhvervsvirksomheder mente, at han var for nidkær i tjenesten, og forbrugerrepræsentanter anførte specielt i starten, at han prioriterede opgaverne for stramt, så en del klager blev afvist eller henvist til forhandling mellem de berørte parter.
Efter ombudsmandstiden var Ehrenreich i to år
civildommer i Gentofte, inden han flyttede til Jylland og blev dommer i Brædstrup frem til 1989, da han gik på pension.ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her