Læsetid: 6 min.

NEKROLOGER

22. november 2002

Af nd, Pim. og faf
Abba Eban, 87
*Aubrey Solomon Meir – bedre kendt som Abba Eban – blev aldrig nogen central figur i det israelske magthierarki. Dertil spillede han sine kort forkert, eller måske manglede han ambitionerne til at gå efter den rene politiske magt.
Den slags overvejelser hang i luften, da manden, som ikke desto mindre står som et af de helt store navne i Israels politiske historie, i denne uge blev begravet nord for Tel Aviv. Han var født i Cape Town og udmærkede sig fra de tidligste år ved en helt usædvanlig begavelse, som blandt andet viste sig ved at han talte ti sprog flydende.
Abba Eban havde egentlig tænkt sig at forske i orientens klassiske sprog, men blev allerede i 30’erne fanget ind af zionistbevægelsens bestræbelser for at etablere en jødisk stat. Som major i den engelske hær gjorde han under Anden Verdenskrig tjeneste i Palæstina, hvor han blev efter krigen og efter nogen tid blev medlem af det jødiske samfunds delegation i det da nystiftede FN.
Han fik således en rolle at spille under debatten om delingen af Palæstina, men var også fra første færd en af de markanteste fortalere for at der skulle etableres to stater side om side som betingelse for at der kunne komme fred i området. Også da han meget senere var blevet Israels udenrigsminister – det var i årene 1966-74 – bragte han ofte dette synspunkt på bane, selvom hans politiske kolleger i Arbejderpartiet endnu ikke havde taget denne tanke til sig.
Abba Eban vil af mange blive husket som udenrigsminister under Golda Meir i begyndelsen af 70’erne, da den daværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissenger rejste Mellemøsten tyndt på sit såkaldte pendul-diplomati. Da var det, han blev kendt for, som en politisk kollega formulerer det »at være pragmatiker, som troede på pragmatikken udtrykt ved på den ene side at tale og tale og tale og på den anden ved at stå fast på Israel forsvar og udenrigspolitiske principper.«
Ved valget i 1988, da den første intifada var brudt ud, vandt hans dialog-synspunkter ikke længere gehør, opnåede han ikke tilstrækkeligt med stemmer til at bevare sin plads i Knesset, hvorpå han foretrak, hvad mange i Israel stadig opfatter som et selv-valgt eksil i New York.
Til det sidste forblev han en ener af de store.faf

James Coburn, 74
*Med sin lade elegance og ironisk fornøjede mine var den høje, magre James Coburn i mange af sine film mere en personlighed end en skuespiller. Så det kom stærkt bag på mange, at han i den høje alder af 70 kunne spille et slemt alkoholisk bæst af en far i Paul Schraders dystre familiedrama Affliction (1998) – og tilmed med en så stærk overbevisning, at han fik en Oscar for bedste birolle.
Coburn var ellers ofte skuespilleren, der forlod sig på et afvæbnende eller upålideligt grin, som antydede, at han hemmeligt morede sig over noget, vi andre ikke helt kunne fatte. En cool cat. Han fik hverken mulighed eller havde evnen (?) til at skabe en bred vifte af karakterer, men gjorde med sit macho-ydre ofte god fyldest i action- og krigsfilm. Og selv om han medvirkede i mange ligegyldige b-film, og op gennem 1980 plagedes af sygdom, holdt han fast i en karriere, som aldrig gik helt i stå og faktisk blomstrede op i de senere år. Det klædte ham at blive gammel!
Efter en meget træg karrierestart brød han igennem som tough guy og knivkaster i præriefilmen Syv mand sejrer (1960) og fik en del markante biroller, inden han blev lanceret som stjerne i de trivielle James Bond-efterligninger Vor mand Flint (1966) og Hård som Flint (1967). Publikum strømmede til, men Coburn selv tabte interessen og kastede sig over judo og mere vovede produktioner som farcen The President’s Analyst (1967) og den interessante syrede spændingsfilm Hard Contract (1968).
Stjerne den ene dag, halvglemt den næste – det gik stærkt i de år, men Sam Peckinpah gav ham en god dyster rolle som Pat Garrett i sin western Pat Garrett og Billy the Kid (1973), og Peckinpah anvendte ham igen som en hårdt plaget soldat i Jernkorset (1977). Endnu bedre er han dog som Charles Bronsons tungerappe boksepromotor i Walter Hills vellykkede Hard Times (1975).
Fra de senere år huskes han som garvet gavstrik i spiller-filmen Maverick (1994) og isnende mafia-gangster i endnu en Mel Gibson-film, Payback (1999). Med sine furede træk og hvide hår var han blevet en imposant personlighed. Og populær blev han ved at lægge stemme til topchefen i den computer-animerede Monsters Inc. (2001).Pim.

Kai Løvring, 71
*Med Kai Løvrings død har den sidste store fra den forrige, folkelige revytradition lagt sminkeblyanten.
Løvring gennemlevede komikerens dengang klassiske uddannelse indenfor folkelig underholdning. Begyndte som lokal barnestjerne på mundharmonika og spædede senere sin elektrikerløn op med fritidsoptræden i revyer & det lokale Fyns Tivoli. Midt i 50’erne flyttede fynboen til hovedstaden efter 14 dages dundersucces på den hedengangne Københavnerkro, hvor han blev fast entertainer sideløbende med Bakken-optræden. Ud af det voksede en vis Eskild, en ikke for skarp herre fra Svendborg, som lavede kreative ting med kasketskyggen længe før hiphoppen. Løvring selv var ambivalent efter at været blevet kasseret fra Odense Teaters elevskole, så den i omverdenens øjne højere estimerede skuespilkunst måtte vente, først gik turen til Lorry og Revykøbing, Volmer Sørensens bastion i Nykøbing F. Volmer Sørensen forsøgte at dæmpe den medbragte og efterspurgte Eskild. »Jeg skylder Volmer Sørensen mest«, har Løvring ofte sagt, men ingen skyldte nogen noget, for i de år Løvring regerede i Nykøbing, lå landets revycentrum dér. Næste stop var Cirkusrevyen, og så vendte retningen til farceroller på Amagerscenen, Aveny og ABC – for sin store ægtemandsrolle i Katten op at stege på ABC fik Løvring som den første i sit fag Teaterpokalen i 1987. Fire år efter var Løvring avanceret til John Osborne i Avenys genopsætning af Entertaineren og fik igen glimrende anmeldelser.
Filmkarrieren fulgte samme mønster. Debut’en Revykøbing kalder fra ’73, der i mangel af video var en redigeret filmatisering af det års revy, er nu en plat omgang pånær Løvrings parodier, og Brand-Børge rykker ud fra ’76 kalder Morten Piil i Danske filmskuespillere for »en bundskraber fra dansk folkekomedies bund – og den er dyb!«. Men i ’85 er skuden vendt og hans lollandske underspil i Walther og Carlo – op på fars hat noteres med glæde samme sted. Senere følger Manden der ville være skyldig, Krummerne, Roser og persille, Carmen og Babyface samt Motello fra ’98. Tv-karrieren var smallere, men nok så iøjnefaldende med den kørestolsgnavne bedstefar i Tørk Haxthausens Kirsebærhaven 89 og senest som frynsglad Christianborg-politiker i Den serbiske dansker fra ’01.
De sidste otte år var ikke venlige ved hverken mennesket eller kunstneren Kai Løvring. I 1994 døde hans livs Vera og derefter to af de fem døtre, og helbredet drillede uafbrudt, men aftaler var til for at blive holdt. ’98-’99 var musical- og skæbneår, først en underfundig præstation som MenneskeMortensen i Wieds Livsens ondskab, sidst en kritiseret i My fair lady, men kritikken skulle have været vendt mod det ændrede tekstgrundlag. »Nu holder jeg op«, sagde Løvring, og det gjorde han, for lysten var væk.
Men hans brugte, furede ansigt bliver stående. Hans naive, fjollede Eskild var en smagssag og et stadie, men hans scenefornemmelse, folkelige lune og fine portræt-kunst i de alt for få gode teaterroller bliver stående.nd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu