Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

15. november 2002

Billy Mitchell, 71
*Musikhistorien har masser af sidehistorier med feterede opture og mindre glamourøse afslutninger. Det illustreres af William Joseph Mitchell, som midt i 50’erne var en kendt bedstsælgende sort stemme af den slags, der inspirerede samtidige hvide popstjerner in spe, og som gik på pension i 1992 efter at have arbejdet 30 år som lagerarbejder på et hospital i fødebyen Washington.
Mitchells claim to fame var hans indsats som ledende tenor i vokalensemblet The Clovers. Som han i virkeligheden først kom med i, da gruppen havde haft sin guldalder som et af doo wop-genrens hovednavne med sange som »One Mint Julep«, det nationale gennembrud »Don’t You Know I Love You« og »Fool Fool Fool« for nu bare at nævne tre af de 11 sange, som de blev hitlisteplaceret med fra 1951 til 1955. Alle sangene blev indspillet i det, der på pladeomslaget benævnes Atlantic Studios – i virkeligheden var der tale om, at man skubbede skrivebordene helt ind til væggen og indspillede på midten af gulvet i kontoret i det pladeselskab, Ahmet Ertegun havde etableret ved at låne 10.000 dollar af sin tandlæge.
I november 1952 smed The Clovers deres forsanger Charlie White ud. Han tævede sin kone og drak, og så hjalp det ikke, at han lige havde sunget gruppen til endnu et hit med »Good Lovin’,« som siden blev en hvid succes for Young Rascals. Hans erstatning, Billy Mitchell, var netop hjemvendt fra Koreakrigen, og havde sunget gospel og doo wop siden Anden Verdenskrigs slutning. Med ham som forsanger fik The Clovers forlænget levetid med gyldne sange som »Devil Or Angel« og »Love Potion #9« (som – selvfølgelig – blev endnu større succeser for henholdsvis Bobby Vee og The Searchers), men så kom The Beatles og en ny æra begyndte. Lidet hjalp det Billy Mitchell og hans makkere, at både The Beatles og siden ikke mindst Billy Joel nævnte Clovers som inspirationskilder. Anerkendelse alene betaler ikke huslejen og Mitchell var far til fem, så fra starten af 60’erne stablede han sengelinned, hvor han før leverede lydsporet til forførelser og lagenakrobatik. tobi

Johnny Griffith, 66 år
*Der skal ikke så meget til, i tilfældet Johnny Griffith kan man blot minde om introen til »I Heard It Through The Grapevine«, Marvin Gaye’s klassiker fra slutningen af 1968. Nummeret i sig selv er gåsehudsfremkaldende, men blot de første 10 sekunder er rigeligt. Det sørgede ikke mindst Johnny Griffith for at gøre dem med det indfølte anslag på sit Wurlitzer el-piano.
Den klassisk uddannede keyboardspiller var næppe noget tilfældigt valg fra Mr. Gaye’s side. Efter uddannelser på Wayne State University og University of Detroit, fik Griffith job på Tamla Motowns Jazz Workshop-label, men da R&B-afdelingen pludselig fik vinger, var der ekstrajob og penge der. Allerede i 1965 satte han sine svedige fingeraftryk på milepæle som netop Gaye’s »How Sweet It Is (To Be Loved By You)«, »Shotgun« med Junior Walker og »Stop in the Name of Love« med Supremes. I ’66 var turen kommet til bl.a. »Ain’t Too Proud to Beg« med The Temptations, i ’68 kom så »Grapevine« og i sommeren 1971 den uafrystelige »Mercy Mercy Me«.
Griffith havde til forskel fra mange andre af sine Detroit-kolleger ikke skrevet en hals-og håndsretslignende kontrakt med Motown, men indspillede både egne ting og klassehits med Edwin Starr, The Capitols, Jackie Wilson og The Chi-Lites.
Karrieren tæller også talrige turneer med bl.a. Aretha Franklin, Sarah Vaughan og Dina Washington.
Sammen med at Tamla-Motown gik mere eller mindre opløsning, forsvandt også Johnny Griffith fra det internationale spotlight, men var til sin død et mere end almindeligt respekteret ikon på Detroits musikscene.Ross

Harry Rositzke, 91
*Harry Rositzke, USA’s og virkelighedens svar på fiktionsforfatteren John le Carrés berømte spionchef-figur, George Smiley, er død. I mere end et kvart århundrede var han leder af CIA’s hemmelige operationer mod Sovjet.
Harry Rositzke var som Smiley en belæst og klassisk dannet akademiker med en analytisk sans af samme skarphed som en ragekniv. Hans akademiske baggrund træder tydeligt frem i de bøger, som han skrev efter at have lagt spiongerningen på hylden, og som blev en slags spionageteoriens bibler, bl. a. The CIA’s Secret Operations (1977) og The KGB: The Eyes of Russia (1981). Ukendt for de fleste var Rositzke imidlertid også dr. phil fra Harvard i sproghistorie for sin afhandling om det esoteriske emne: ’Tungemålet i Kent før den normanniske invasion’. Rositzke kommenterede engang selv karakteristikken af ham som en amerikansk Smiley på denne måde: »Le Carrés pointe kan være god nok: akademisk skoling hjælper en til at koncentrere sig om kendsgerningerne, til at afveje kendsgerningerne. Men en type som Smiley ville aldrig kunne eksistere i virkelighedens spionverden.«
Rositzke derimod opererede i et højst virkeligt element, hvis spionverdenen med den institutionaliserede bedrag og dobbeltspil ellers kan beskrives som virkelig.
Rositzke blev født i Brooklyn, New York i 1910. Han blev magister i germansk filologi fra Harvard og studerede i 1935-36 eksperimentel fonetik i Hamburg, hvor han blev vidne til nazisternes stigende magtgreb – en oplevelse han senere karakteriserede som »ualmindelig uhyggelig.« Fra 1936-45 underviste han på Harvard og andre universiteter.
Han indledte sin spionkarriere under Anden Verdenskrig i CIA’s forgænger, OSS og blev chef for efterretningsorganisationenes London- og Paris-kontor og senere også for dens afdeling i det besatte Tyskland. I 1946 meldte han sig frivilligt til at overvåge den daværende allierede, Sovjetunionens spionageaktiviteter.
Han begyndte under ydmyge kår. CIA’s kontor ved Potomac-flodens bredder lå i en forfalden kaserne, hvor det regnede gennem loftet. Af og til spiste han forretningsfrokoster med Kim Philby, britiske MI6’s mand på den amerikanske ambassade, som senere blev afsløret som sovjetisk topspion.
I 1949 kom der andre boller på suppen, da Sovjet erklærede, at det anså sig for en global rival til USA. Inden længe var Rositzke leder af et stort agentnetværk i Østeuropa.
Efter tre år flyttede han til München, hvorfra han ledede operationer så fjerne steder som i Ukraine.
I 1957 blev han chef for CIA’s afdeling i det ofte Sovjetvenlige Indiens hovedstad, New Delhi, hvor han ofte spiste frokost med den stedlige KGB-leder. Det hindrede ham ikke i at blive udvist, da inderne, formentlig ved sovjetisk mellemkomst, præsenterede ham for en fyldig redegørelse for de amerikanske spionaktiviteter i landet.
De sidste otte år af sin karriere tilbragte han i Washington som chef for CIA’s internationale kommunismeafdeling.
Spionage, mente Rositzke, var til gavn for den internationale stabilitet, fordi den gav »en følelse af sikkerhed, hvis efterretningerne var negative eller kunne yde en vis garanti imod strategiske overraskelser, hvis de var positive.«
I bedste romantradition havde Rositzke også et helt andet privatliv ved siden af, der lå lysår fra spionbranchen. Han var kvægopdrætter på en større landbrugsejendom i Middleburg, Virginia.nil

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu