Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

8. november 2002

Lonnie Donegan, 71
*Den 6. juli 1957 er en historisk rockdato. Den dag optræder The Quarry Skiffle Men Group ved kirkebazaren i Saint Peter’s sogn i Liverpool-forstaden Woolton. Her bliver gruppens leder, 15-årige Paul McCartney, introduceret til en lidt ældre fyr ved navn John Lennon. Resten er rockhistorie, men det er ikke til at sige, hvor længe det havde været om at blive det, havde det ikke været for Lonnie Donegan, der døde i søndags.
I sommeren 1957 var Donegan nemlig den mest omtalte og mest populære englænder (og så var han, som en pudsig finte, i virkeligheden skotte). I en tabloidavisafstemning overgik han endda dronning Elizabeth og det foryngede, lovende Manchester United, der havde slået Anderlecht 10-0 i Europa Cup’en året før. I dag er Donegans musik ikke slet så holdbar som minderne, men hans succes gav tusinder af unge en tro på, at det kunne de også gøre, udstyret som han var med noget simpelt og praktisk som tre akkorder på en guitar, tilsat lidt banjoklange og en stemme, der lød som mælkedrengen (dengang kunne man få mælk i flasker bragt til døren, red.).
De kaldte musikken for skiffle, en charmerende, men musikalsk overskuelig blanding af traditionel jazz, folkblues og britisk folkemusik. Og genren blev legemliggjort af Anthony James Donegan, der fik sit tilnavn, da en konferencier ved en fortalelse kom til at kalde ham Lonnie, da han sidst i 40’erne var opvarmning for bluesguitaristen Lonnie Johnson.
Donegan blev voksen på lige dele Woody Guthrie, Leadbetter, George Formby og New Orleans-jazz, og spillede som professionel musiker med britiske koryfæer som Ken Colyer og Chris Barber. I 1955, da Elvis stadig kun var et regionalt hit i USA, indspillede Donegan med sin Skiffle Group en ti-tommers lp med sangen »Rock Island
Line«. Den hittede året efter på begge sider af Atlanten, og fik i England senere stjerner som McCartney, George Harrison, og Eric Clapton til at tage guitarspillet alvorligt. Umiddelbart banede Donegan vej for Tommy Steeles succes, og herhjemme lod en ung lagerarbejder ved navn Peter Abrahamsen sig inspirere. Blandt mange andre.
Hvor Elvis Presley for mange havde en uopnåelig aura – det stof drømme gøre af – virkede Donegans succes som en hverdag, der var mulig, bare man prøvede hårdt.
Fra 1957 til først i 60’erne var Donegan fast inventar på hitlisterne. Bl.a. med »Don’t You Rock Me Daddy-O.« »Cumberland Gap,« Guthries »Grand Coolie Dam«, »Tom Dooley,« »I Wanna Go Home,« som Beach Boys senere gjorde til »Sloop John B.« og »Does Your Chewing Gum Lose Its Flavor (On The Bedpost Overnight)«. Den sidste sang blev hans sidste større hit, og titlen antyder, at han da var indfanget af den særlige britiske cabaret-genre, som gennem årene har givet så meget fast arbejde til udslukte stjerner. Bortset fra et fint comebackforsøg, iscenesat i 1999 af en gammel fan, Van Morrison, tilhørte Lonnie Donegan nu fortiden, som dog stadig gav ham tandsmør på morgenrundstykket.
Ikke på grund af »Rock Island Line«, som han aldrig modtog en øre for i royalties – han fik en engangstarifbetaling på 50 pund, men via indtægter fra især balladen »I’ll Never Fall In Love Again,« som Tom Jones fik succes med. Donegan havde også succes med sit musikforlag, som havde rettighederne til Moody Blues-sange som
»Nights In White Satin«. Musik, der i sin søgte sofistikation lå lysår fra den uforstilte simpelhed, der var Donegans grundtone. tobi

Per Bak, 54
*Levende væsner, naturen og universet er komplekse dynamiske systemer, der bevæger sig, ændres og interagerer på kaotiske og tilsyneladende helt uforudsigelige måder. At der alligevel regelmæssigt dukker mønstre op af suppen opfattes gerne som rene tilfældigheder eller små mirakler. Hvem har f.eks. ikke oplevet at sidde ved et middagsselskab og udbryde »nej, hvor skægt, hende kender jeg også for en af mine venner...«. Tilfældig pudsighed, hverdagsmirakel eller?
En af videnskabens største og mest spændende gennembrud er begrebet selvorganiserende dynamiske systemer, som bla. viser, at blandt en tilpas stor mængde af komplekse dynamiske tilfældighedsgeneratorer som levende væsner vil tilsyneladende tilfældige mønstre uvægerligt opstå.
Per Bak bidrog i høj grad til denne forskning med teorien om ’selv organiseret kritikalitet‘ eller bare SOC, som han sammen med sine yngre medarbejdere fremlagde i 1987.
Teorien greb om sig og spredte sig med lynets hast til hele verden. Selv om Bak havde undret sig over, hvorfor naturen udviser så mange fraktale mønstre i alt fra skyer til galakser fængede teorien på tværs af videnskaberne. Per Bak arbejdede sammen med biologer, økonomer, geologer, medicinere, matematikkere og teorien har gennem de sidste 15 år været blandt de mest citerede indenfor teoretisk fysik.
Per Bak fik sin licentiatgrad i teoretisk fysk fra DTU i 1974 og blev umiddelbart efter ansat ved det berømte Brookhaven National Laboratory i New York. Han bidrog med mange banebrydende idéer indenfor faste stoffers fysik. I 1979 blev han ansat som lektor ved Københavns Universitet og fattede interesse for de nye udviklinger indenfor kaos- og fraktalteorierne.
På universiteter rundt om i verden optråde han som en underholdende forelæser, der så de store linjer og ofte foretog humoristiske krumspring for at slippe udenom diskussion af detaljerne. Den skemalagte undervisning af studerende fængede ham ikke, men han gik meget op i sine egne studenter. I 1996 påskønnede Niels Bohr Instituttet hans store evner ved at oprette et særligt professorat til ham. Det glædede ham meget, men han følte, at den frie forskning i disse år bliver kvalt af politikernes ønsker om styring og effektiviserende nedskæringer, og han havde vanskeligt ved at blive i landet.rkj

Rudolf Augstein, 79 år
*Det tyske nyhedsmagasin Der Spiegels chefredaktør Stefan Aust har i sidste øjeblik aflyset sit interview med den vietnamesiske statsminister i Hanoi, i stedet hastede han i går hjem til redaktionen i Hamborg. Grunden er, at bladets grundlægger og udgiver Rudolf Augstein er afgået ved døden. Den kommende udgave af Der Spiegel skal tilegnes Augstein, men magasinet har ikke så meget som en nekrolog klar – som det ellers er fast, journalistisk praksis for prominente samfundsborgere i en fremskreden alder.
»Der er sager, som man ikke kan forberede, ikke vil forberede,« forklarede en af Spiegels redaktører i går.
For tre år siden blev Augstein kåret som ’århundredets journalist’ for sine mange bedrifter – den rigtige titel til en mand, der siden Der Spiegels start i 1947 formåede at sætte dagsordenen i det tyske samfund. I 1950 kunne magasinet således afsløre, at Bonn kun var blevet regeringsby ved hjælp af bestikkelse.
Augstein ville med sit blad yde ’stormly for demokratiet’ – en opgave, der i 1962 bragte ham i 103 dage i fængsel,
da Der Spiegel med afsløringen af forbundshærens elendige forfatning vakte den daværende forsvarsminister Franz Josef Strauss’ (CSU) forbitrelse. Strauss anså ham for en landsforræder, men beviser for offentliggørelse af statshemmeligheder fandtes ikke, og sagen blev opgivet.wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her