Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

1. november 2002

Af -lyn, burch, faf & Pim.
Richard Harris, 72 år
*For nutidens filmpublikum var Richard Harris, der døde af leukæmi, nok først og fremmest den kloge gamle troldmand rektor Albus Dumbledore i Harry Potter – en rolle, han også spiller i den nye Harry Potter-film, som får verdenspremiere den 15. ds.
Men som ung i 1950’erne var den irske Harris knap så hyggelig – en ordentlig kleppert, hidsig og rå, rugende og egocentrisk. Han nåede (af Kenneth Tynan) at blive kaldt en af engelsk tre bedste teaterskuespillere, inden han primært gav sig filmen i vold.
Efter en række biroller, der fik anmeldere til at sammenligne ham med Marlon Brando, brød Harris igennem på verdensplan i Lindsay Andersons Livets pris (This Sporting Life 1963) som den tidligere kulminearbejder Frank Machin, der bliver professonel rugby-spiller og gennemlever en ulykkelig kærlighedshistorie. Her viser Harris både ydre og indre format som en macho-type med mange ubevidste sprækker ind til en hjælpeløs sårbarhed.
Harris fik pris som bedste skuespiller på Cannes-festivalen for præstationen, og nogle år så det ud til, at han skulle arbejde med top-instruktører: han var Monica Vittis mand i italieneren Antonionis Den røde ørken (og hadede det), og Charlton Hestons udfordrer i Peckinpahs Major Dundee (og hadede Heston).
Lovende nok alligevel, men karrieren blev hurtigt ujævn og akkompagneredes af overskrifter om værtshusklammerier og konflikter med kolleger. Harris var dog en imponerende Kong Arthur i den dramatiske musical Camelot (1967) – et stykke, han senere turnerede med og fik rettighederne til, hvilket gjorde ham økonomisk uafhængig. Og den samme pondus og intensitet gav han til engelske lord, der indvies i Sioux-indianerstammens ritualer i Manden, der kaldte hest (1970) – måske hans mest kendte rolle inden Potter.
I 1970’erne forsøgte han sig – uden held – som instruktør og drømte om at sætte Hamlet og Antigone op. I stedet blev det til stadig flere roller i B-film, han foragtede. I starten af 1980’erne fik Harris så nok af det hele, blev skilt og gik på vandvognen. Men slut var det ikke. Heldigvis fik han et overraskende come-back i en lang række film i 1990’erne: Oscarnomineret for sin patriark i Jim Sheridans The Field og helt fremragende som den selvudnævnt legendariske gunman »English Bob« i Clint Eastwoods western De frygtløse. Alderen havde forfinet Harris’ træk og udstråling, og han kunne nu bedre bruge sin lyse, poetiske stemme. Han var den kloge kejser Marcus Aurelius i Gladiator og dukkende minsandten også op som Tork i Bille Augusts Frk. Smillas fornemmelse for sne.
Inden sit come-back sagde han: »Jeg betragter en god halvdel af min karriere som en total fiasko. Jeg gik efter de forkerte ting – blev fanget ind af 1960’erne. Jeg valgte film, der lå langt under mit talent bare for at have det sjovt.« Men Harris begyndte forfra som 60-årig og indfriede mange af de løfter, han gav som helt ung.

Andre Brutmann, 56
*Det jiddishe udtryk et Mensch er nok den bedste karakteristik af pressefotografen Andre Brutmann, der siden begyndelsen af 80’erne havde Israel og store dele af Mellemøsten som arbejdsplads. Venner og kolleger vil huske ham som altid venligt imødekommende og fuld af humoristisk skæve vinkler til en konfliktfyldt del af verden. Da han i intifadaens første dage var på vej ind i Ramallah for at dække mordet på et par israelske reservister, brugte han således sin kone, Hanne Foighels læbestift til at skrive det beskyttende ord TV på bilen, hvilket han med underspillende lune efterfølgende kunne berette som et menneskeligt element i en tragisk hverdag.
Sådan var Andre. Han fotograferede for dagbladet Politiken, men havde videre horisonter med en fast tilknytning til Der Spiegel og leverandør til mængder af dagblade og magasiner verden over, uden nogensinde at glemme den menneskelige side. Han sendte billeder efter forsommerens voldsomme begivenheder i Jenin – før den israelske hær havde åbnet for adgang til byen, men gjorde som altid ikke noget stort nummer ud af at have været i frontlinjen.
Scoops har der sikkert været flere af, men det var aldrig Andres stil at sætte sig selv i centrum, selvom hans person automatisk sørgede for det. Menneskeligt og professionelt vil han blive savnet.

Paul Wellstone, 58
*Han var ikke kendt udenfor Amerikas grænser. Men i Minnesota, i Washington, hos fagforeninger og græsrodsgrupper, i USA’s progressive bevægelse, var senator Paul Wellstone et velkendt navn. Han var professoren fra det private Carlton College i det nordlige Minnesota, der havde undervist en generation af studerende i græsrodsorganisering, inden han en dag i 1989 besluttede at søge en udfordring, som ingen venner havde tillid til, han kunne overvinde.
Wellstone ville være senator for det demokratiske parti. I 1990 slog han alle odds ved at besejre den siddende republikanske senator Rudy Boschwitz. I Washington gik han straks i gang med at sprede budskabet: En ny principfast og progressiv politiker er kommet til byen. Tag Jer i agt, senatorer! I starten kom den tidligere bryder ofte på tværs af sine kolleger, men inden lang tid havde han vundet manges hjerte – også konservative republikanere som Jesse Helms.
Wellstone var gjort af et særligt stof. Han havde en intens interesse for mennesker og deres tilværelse, læs problemer. At følge ham på på valgmøder i New Hampshire og Minnesota var en fascinerende studie i, hvordan politik i gamle dage i Amerika blev bedrevet. En ægte græsrodskampagne uden tv-reklamer. Wellstone fortalte dagen før sin død i en flyulykke for en uge siden, at hans organisation ville sende 3.000 frivillige ud i valgkredse for at mobilisere folk til at stemme. Han havde en stab på flere hundrede mennesker, mange af dem ulønnede.
»Han lytter til folk. Han gør noget for at hjælpe dem. Selv republikanere stemmer på ham,« sagde sygeplejersken Marilyn Schroeder på et valgmøde sidste torsdag. Det demokratiske parti og Minnesotas vælgere har mistet en usædvanlig politisk begavelse.

Jam Master Jay, 37
*Jam Master Jay (Jason Mizell, som i går dræbtes af ukendte gerningsmænd i New York, var DJ i og producer for Run-D.M.C., det første hardcore hiphop-outfit, som for alvor tog turen fra undergrundssensation til popkulturfænomen.
Run-D.M.C. bestod desuden af to rappere Run (Russell Simmons) og D.M.C. (Darryl McDaniels), men trods navnet var der tale om et ligeværdigt partnerskab og Jay var med til at gøre scratch til en kunstart. Run D.M.C. introducerede moden med bløde hatte, guldkæder og snørebåndsløse sko, mens deres to første albums stod fadder til en række R&B-hits, alle hiphopklassikere.
Mainstreamgennembruddet kom i 1986 via et samarbejde med rockgruppen Aerosmith på nummeret »Walk This Way« fra gruppens tredje og mest succesfulde album, Raising Hell. Længe før gangstarappen satte sin rå dagsorden, prædikede Run-D.M.C tolerance, fred og fordragelighed, selv om uhæmmet pral selvfølgelig også var på programmet. Hverken gruppen eller Jam Master Jays betydning for hiphopkulturen kan overvurderes.
På nummeret »Jam Master Jay« fra gruppens første album kan følgende rap høres: Behind the turntables is where he stands / Then there is the movement of his hands / So when asked who’s the best, y’all should say: / Run-DMC and Jam Master Jay’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her