Læsetid: 4 min.

En nullert i Gladsaxe

Fighten og dramatikken i anden halvleg af AB-FCK ændrede indtrykket fra ’ultra nullert’ til ’nullert light’
11. november 2002

Fodbold
»Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det,« sang Osvald Helmuth i en revyvise fra dengang AB havde til huse på Nørre Alle og delte Parken som hjemmebane med B1903 og KB, der siden blev klonet til FC København.
Omkvædet blev genopfrisket i Gladsaxe Idrætspark i går eftermiddag, hvor Superliga-klubberne AB og FC København delte point i en rigtig nullert.
Det eneste sted, hvor man kunne se, at der var 15 superliga-point og ti pladsers forskel på bundskraberne AB og topholdet FC København var i kampprogrammet. Det er som en af de få ting i undergangstruede AB ikke skåret ned eller reduceret.
Ifølge den pæne publikation er det (igen) AB’s ambition at blive den tredje storklub i København, efter FCK og Brøndby. Efter at have de grønblusede spille og fighte sig til 1-1 mod Brøndby for et par uger siden og 0-0 mod FCK i går holder ambitionen fodboldmæssigt. Noget andet er økonomien og ledelsen i AB.

Farvel ansvar
Det sidste regnskab viste et underskud på knap 21 millioner kroner, mens det sidste år var 36 mio. I det perspektiv begyndte fodboldaktieselskabets bestyrelsesformand Mogens Flagstad og næstformand Allan K. Pedersen for et par uger siden at sondere mulighederne for at smelte forretningen sammen med Farum, hvis underskud på sidste års regnskabspapir var godt seks mio. kr. Da AB’s amatørbestyrelse sagde fra over for et fælles superliga-hold, gik Flagstad og Pedersen fra AB.
Det skal de måske ikke være så kede af i Bagsværd-Gladsaxe-klubben, for i Flagstads korte formandstid er der fosset 56-57 mio. Kroner ud af kassen. Hvor meget man end har forsøgt at fedte underskuddet af på den tidligere direktør Per Frimann og en alt for generøs lønpolitik, så er det formanden og bestyrelsen, der har godkendt de økonomiske dispositioner. Det ansvar løb Flagstad fra forleden med amatørbestyrelsens blokade som undskyldning. Nogle i Gladsaxes Idrætspark mente, at fusionstankerne var taktik, begået af en formand, der havde brug for en flugtvej. Totalt ser det fornuftigt ud, at AB sagde nej til overbygnings ideen med Farum og holder sig til sin lønreduktions- og redningsplan.
På banen var der ingen AB’ere, der stak af i duellen mod FCK i går. Og det siger vel alt, at gæsternes træner Hans Backe var mere fornøjet med 0-0 end AB’s Ove Christensen.
»Vi spillede en lige første halvleg, hvor FCK havde en god chance til Todi Jónsson, og så tippede kampen over til os i anden halvleg, hvor vi til den tekniske kunnen og taktisk disciplin føjede fysik og fight. Og så havde Sammy Youssouf en chance, som skulle have givet mål. Vi havde fortjent tre points, for vi satsede alt, hvad vi kunne, men hvad satsede FCK?« sagde Ove Christensen.
»Satsede? Vi satser ikke, vi spiller klogt. Derfor har vi 31 point og AB 16 efter 15 kampe. Og forskellen er måske fordoblet, når turneringen er slut,« sagde FCK-træner Hans Backe.
Men når vi på en dårlig dag slipper hjem uafgjort og et point, har man også noget af forklaringen på, at vi er tophold og AB i bunden. Med den kæmpechance, som Sammy Youssouf fik, kunne vi godt have tabt 1-0 og så var man taget hjem møgsur. Til gengæld skulle vi vist til sidst have haft et straffe, da Palle Sørensen som sidste mand klippede Zuma og blev vist ud. Det skete ikke udenfor, men langt inde i straffesparksfeltet, sagde de, der kunne se, hvor benspændet skete,« kommenterede Hans Backe.
For de små 7.000 tilskuere var det fighten og dramatikken i anden halvleg, der ændrede indtrykket fra »ultra nullert« til »nullert light«. Specielt for FCK’s førerhunde, der ikke har tabt en ligakamp siden 11. september, og blot spillet en af sidste otte kampe uafgjort, var det helt sort.
»Det er den slags dage, man løber ind i. Vi spillede en okay første halvleg, men teknisk set helt skidt i anden, hvor ingen rammer hinanden og vor organisation falder fra hinanden. Det sker ellers aldrig,« analyserede Backe nøgternt.

190 centimeter talent
Faktisk er det frapperende, at en flok spillere, der samlet har en månedsløn i omegnen af tre millioner præsterer så lidt spil som i første halvleg.
To målchancer blev det til 45 minutter. Og de faldt for nu sætte tristessen i relief inden for et minut. Først da FCK’s anfører Peter Nielsen slog en kile gennem AB’s midterforsvar, så Todi Jónsson kunne løbe fri i straffesparksfeltet. Færingens afslutning alene med Stephan Andersen blokerede den unge, dygtige AB-keeper med alle sine 190 centimeter.
På modangrebet, som blev stødt ind med den hurtighed og snert, der ellers var bortrationeret til fordel for forfrossent garderingsspil, tippede AB’s tilbagevendte Heine Fernandez bolden over tværribben. Forspillet leverede kampens mest kreative spiller Michael Johansen, der sammen med midtbanekollegaerne Lars Larsen og Nikolaj Stokholm – spilkontrollerende i anden halvleg – var matchens bedste.
Manden med hovedansvaret for nulløsningen var dog Sammy Youssouf, som Heine Fernandez efter smart afdribling af hele FCK-forsvaret i 60. minut spillede totalt fri med en tværpasning. Angriberen må kunne få hele vinterpausen til at gå med at analysere, hvordan han via overliggeren fik sparket den bold over mål.
Hvor AB’s indsats var logisk, og set over 90 minutter bedre end bundplaceringen, savnedes der hos FCK ærgerrighed, tempo og præcision. Selv på en dårlig dag, som alle rammer, må et tophold kunne levere mere. De to backer Antonelius og Rooba er ikke stærke nok til at understøtte FCK’s fløje, hvor Zuma og Thomas Røll hverken trives eller kommer til fuld udfoldelse.
Det gør det lidt for nemt at lukke FCK’s kanter af og lamme offensiven. Det er er problem, selv om man har dobbelt så mange point som AB.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu