De nye frihedskæmpere

Det ligner ikke et møde for frihedskæmpere. Lokalet er upersonligt, med kølige hvide vægge og nålefilt på gulvet. Bordene står opstillet rækkevis som i en skoleklasse. Et lærred er placeret oppe foran.
En snes mennesker er til stede. En karseklippet fyr med designerbriller, jakke og slips med små Linux-pingviner. En ung nørd i t-shirt, rodet hår og sneakers. Et par stykker med grånende hår, fuldskæg, sweatre og briller. En konsulent-type med sort jakke og blå skjorte. En moden kvinde med opsat hår, jakke og nederdel. Et par embedsmandskloner. En ung kvinde i højhælede støvler i rødt og blåt læder.
Tre af deltagerne har en bærbar computer aktiveret foran sig. En fjerde tager billeder med et digitalkamera. Der står cola’er på de fleste borde.
Der er møde i DKUUG. DKUUG står for Danmarks Unix User Group, men de fleste er folk fra SSLUG, Skåne Sjælland Linux User Group. SSLUG er blevet stedet, hvor det foregår. Dér hvor brugere og udviklere af frie og åbne computer-programmer har fundet sammen. Hvad enten de mødes i cyberspace via www.sslug.dk eller ved sammenkomster som denne i den fysiske verden.
»SSLUG er barn af internettet og entusiasters glæde over den åbne verden, Linux repræsenterer,« står der på brugergruppens hjemmeside.
Linux er det åbne computer-styresystem, som den finske programmør Linus Torvalds skrev den centrale kode til i starten af 1990’erne. Den blev bygget sammen med de frie programmer, som den første af dem alle – MIT-programmøren og aktivisten Richard Stallman – begyndte at skrive midt i 1980’erne, da det gik op for ham, at store firmaer var ved at monopolisere den software, som i tidernes morgen faktisk var fri.
I dag er Linux grundstammen i den vildtvoksende buket af frit tilgængelige computer-programmer, som cirkulerer på internettet under samlebetegnelsen ’open source’ og er blevet uundværlig for it-brugere verden over – fra Pentagon over den franske regering, afrikanske universiteter og antarktiske forskerstationer til Hanstholm Kommune.
»SSLUG er non-profit og så vidt muligt non-økonomi. Vi udspringer af nettet, hvor alt er kaos.«
»I dag er SSLUG næsten en rigtig forening,« fortæller SSLUG’s hjemmeside.
Næsten en rigtig forening. Den lette, selvironiske tone signalerer, at dette med at skrive computer-koder og udvikle fri software opfattes som tvangfri, ubureaukratisk fornøjelighed. Det hele skal være en leg, har Linus Torvalds sagt.
Hvis man går ind på Linus Torvalds helt personlige hjemmeside, så starter den med spørgsmålet: »Why does this exist at all?« Og Linus Torvalds, der i dag er 32 år og bor i Santa Clara, Californien, svarer: »Helt ærligt, jeg ved det ikke. Jeg fik automatisk lavet denne hjemmeside, og nu spekulerer jeg over, hvad jeg skal bruge den til. Hvis du har nogle gode ideer, så føl dig fri til at sende mig en mail – så vil jeg sandsynligvis føle mig fri til at ignorere dig.« Og så er der et billede af Patricia Miranda Torvalds, Linus’ lille datter, og så er der ikke mere.
I den lette tone ligger en aversion mod det gamle industrisamfunds alvor, strenghed og målrettethed, herunder strengheden og dogmatikken i industrisamfundets kritiske miljø, kaldet venstrefløjen. For open source-folket tilbyder nettet og samværet om at programmere et ocean af nye muligheder, en basis for selvudfoldelse og kreativitet. Også selv om megen af den kreative originalitet udfoldes i enrum, ved nattetid, med ryggen krumt bøjet over computerskærmens ubegribelige rækker af tal og bogstaver.
»Jeg er fascineret af, at folk kan bruge næsten deres halve liv på at programmere open source,« siger Anne Østergaard, medlem af SSLUG’s bestyrelse.
Anne Østergaard er jurist og har arbejdet 30 år i statens tjeneste med bl.a. EU-lovgivning. Hun er ikke nørd. Til gengæld kender hun spillet i magtens centre.
»Jeg kan se, at tingene besluttes, uden at borgerne har en anelse om det. Jeg kan f.eks. ikke lide, at man bruger EU’s lovgivningsapparat til at fremme indtjeningen for nogle store multinationale selskaber,« siger Anne Østergaard med henvisning til EU-direktivet om patent på software, som netop har fået Ministerrådets foreløbige godkendelse.
»Vores unge programmører har ikke megen lyst til at forlade deres opkoblede computere, så derfor er det mig, der f.eks. rejser til konferencer i Bruxelles, når der skal skabes kontakter eller øves indflydelse.«
»Jeg er dybt imponeret over den kerne af open source-folk, der her og i det øvrige Europa holder de centrale hjemmesider dynamiske og helt up to date med information. Hvis man ser alle de små open source-udviklere i Europa under ét, så er det jo verdens største software-producent. Nu handler det blot om at organisere netværket bedre under den paraply, der hedder Eurolinux Alliance,« siger Anne Østergaard.
For denne muntert skabende, antiautoritære bølge gennem det europæiske og globale netværk er gradvist ved at komme til indsigt om sig selv som noget andet og mere. Når en alternativ måde at tænke og organisere sig på vinder udbredelse, så begynder den at støde på modsatrettede interesser, på magtstrukturerne i det gamle samfund. Parallelt med at den fri software bliver et reelt tilbud for stadig flere brugere, bliver den også en trussel for andre aktører, for dem der kontrollerer markedet for leverandørejet software med lukkede koder. »Et stort selskab beliggende i Redmond i staten Washington,« plejer open source-folkene at sige, når de ikke vil rette anklagerne direkte mod Microsoft.
Og med modstanden følger modning og ansvar, og sådan begynder en ny selvforståelse at slå rod blandt legesyge programmører.
I dag er det et særligt møde i DKUUG. Der er besøg af en af den internationale open source-bevægelses nøgleskikkelser fra USA, Bruce Perens.
»Okay, hvad skal jeg tale om,« spørger Bruce Perens og tænder for sin laptop-computer. Gennem hans timelange snak står computeren tændt med det samme skærmbillede kastet op på lærredet. Hver gang screen-saveren slår lyset fra, tænder Bruce det, men han bruger det aldrig, ikke før til allersidst hvor et par webadresser skal vises. At have computeren tændt er en del af identiteten.
»This is my life. They just roll me in to these meetings, and I start talking,« siger han og ser ud som om, han trives med det.
Bruce Perens er en legende. Det var ham, der for fem år siden sammen med et par andre skrev det officielle papir, der formulerer kriterierne for open source og open source-bevægelsen, The Open Source Definition.
I 12 år, fra 1987 til 99, arbejdede Perens som systemprogrammør hos Pixar Animation Studios, hvor han bl.a. lavede programmer til de computer-animerede film Toy Story II og A Bug’s Life. Og det var hos Pixar, at han i 1987 skrev et computer-program – kaldet Electric Fence – som han efterfølgende smed på nettet, så enhver kunne læse programmets kode og arbejde videre med det. Hans første stykke fri software.
»Jeg smed det på nettet og spurgte, om nogen ville have det. Folk arbejdede videre med det og sendte nye versioner retur, som kunne noget mere. Det var dér, jeg erfarede, at andre gør dit arbejde for dig som kvittering for det arbejde, du har gjort for dem.«
Bruce Perens er præcis den hybrid af legesyg nørd og modnet politisk aktør, som legemliggør open source-bevægelsens placering i dag. I sort jakkesæt og lilla skjorte ligner han enhver anden professionel lobbyist af den slags, som Washington D.C. svømmer over med. Men samtidig har han en uortodoks mimik, et flagrende kropssprog, viltre sorte krøller og en utvungen tale, der leder tankerne hen på Jerry Lewis’ ’nutty professor’.
»Jeg bliver kaldt socialist og pæderast af dem, der ser open source som en trussel,« siger Perens med et grin.
»Men det er faktisk ikke sådan, at open source indebærer, at man skal aflægge løfte om at forblive fattig. Open source-folk kan godt lide at tjene penge.«

Det med at blive beskyldt for at være socialist kommer igen flere gange. Det er åbenlyst vigtigt for open source-folkene at markere, at dette ikke er et venstredrejet, ideologisk projekt. På internettet kan man finde tekster, hvor nogle af open source-bevægelsens nøglepersoner redegør for, hvorfor fri software er ’kompatibel med kapitalismen’.
»Principielt går jeg stærkt ind for fri konkurrence. Jeg ser simpelthen open source som den ultimative fri konkurrence,« fortæller Ole Tange, konsulent i it-sikkerhed, open source-programmør, SSLUG-medlem og en af den danske bevægelses ihærdige lobbyister mod EU’s patentdirektiv.
»Jeg var for et par år siden til julefrokost med mine gamle studenterkammerater, og der snakkede jeg med én, som er superliberal – han syntes, at fri software er svaret på alt. Så talte jeg med en af de her gammelkommunister, som vi også havde i klassen, og hun syntes jo, at open source er den rene kommunisme. Det var en interessant oplevelse,« siger Ole Tange.
Det er friheden, der er det afgørende. Kernen i fri software er friheden til at kopiere et computer-program, friheden til at ændre det som man vil, og friheden til efterfølgende at distribuere en forbedret version.
Det handler om det enkelte menneskes frihed til selv at vælge, til selv at skabe, til at indgå i de åbne netværk, man selv vil. Det demokratiske element.
»Hvor open source skaber frihed til at lege kreativt, er Microsofts Windows til sammenligning en form for funktionel bæltefiksering,« siger SSLUG-medlemmet Carsten Svaneborg.
Og så er der generøsiteten.
»Forestil dig ti personer, som hver især lægger en times dagligt arbejde i projektet. De bidrager med en time hver, men fordi de deler slutresultatet, så får de ni timer ’andre folks arbejde’ gratis. Det er ikke et nulsums-spil, det er en positiv feed back cyclus,« siger Linus Torvalds.
Ole Tange begyndte at bruge open source, da han studerede, for det var den slags programmer, der var installeret på universitetets maskiner.
»Jeg befandt mig rigtig godt med gå på nettet, hente et nyt program, oversætte det på computeren og få det til at virke. Og hvis noget ikke lige var skræddersyet til mit formål, så kunne jeg gå ind og pille i programmet.«
I dag er Ole Tange medejer af en lille internet-udbyder.
»Vi bruger primært fri software, og dermed slipper vi for alt det der licens-pjat,« siger han med henvisning til den leverandør-ejede software, der kan være belagt med en masse patenter og licenskrav på enkeltdele af et sammensat program.
»Jeg har tidligere været ansat et sted, hvor vi havde en masse licens-bøvl. Bare det at få styr på licenserne, sådan at du havde købt nok til at være lovlig, men samtidig ikke havde købt så mange, at du misbrugte aktionærnes penge på licenser, som ikke blev brugt – dét brugte vi uforholdsmæssigt store ressourcer på, selvom det ikke kom kunderne til gode.«
Der er også licenser knyttet til open source-programmer, men det er ’omvendte’ licenser. Bruce Perens Electric Fence-program er f.eks. behæftet med en typisk open source licens-formulering, der pålægger brugeren at dele med omverdenen, hvis han udvikler programmet.
»Take my word, and I take yours,« siger Bruce Perens i et uoversætteligt ordspil. Man udveksler hinandens ord – programmer – men man udveksler også tillid. Og det er dér, open source bliver kontra-intuitivt for det kapitalistisk opdragede menneske. I den gammelkendte kapitalistiske økonomi lærer man fra barnsben at kæmpe for den private ejendomsret til goderne, i den ny vidensøkonomi handler det om at skabe rigdom for fællesskabet – og derigennem for en selv – ved at give bort, dele ud af sine ideer og sine koder. Det kræver en vis overvindelse som virksomhed at turde tro på, at man kan tjene på at give bort.
»Mange virksomhedschefer kan være skræmt af open source, fordi de tænker på, at de selv skal servicere programmerne, hvis noget skal ændres eller repareres. Der er heller ingen at sagsøge, hvis noget svigter. Er man kunde hos Microsoft, er man tryg, fordi man ved, hvor man kan henvende sig,« siger Bruce Perens.
»Men de har ikke nærlæst Microsofts licenser. Man sagsøger ikke Microsoft. Dertil kommer, at Microsoft jo tilbyder det modsatte af tryghed og frihed. Man bliver offer for Microsofts afhængigheds-model. Når Microsoft beslutter at opgradere Words-programmet, så tvinges alle brugere til at købe den ny version hos Microsoft. Ellers kan de ikke tale sammen.«
Bruce Perens påpeger, hvordan kun en lille del af prisen på et Microsoft-program går til software-udvikling. Til gengæld går en mærkbar del til Microsofts salgsaktiviteter.
»Hvis man i stedet brugte disse penge på at udvikle software, så ville kunderne få mere ud af det. Open source giver brugerne mere software for pengene,« siger han.
»Microsoft konkurrerer ikke ved at lave bedre software, men ved at gøre alt for at holde konkurrenterne ude af markedet,« hævder Perens.
»Ved I, hvordan Microsoft fik sine 39 milliarder dollar? I gav dem pengene. Derfor fortjener I fair konkurrence,« siger Bruce Perens.

Det er tydeligt, at det kildrer open source-folk at fortælle historier om ’et stort selskab i Redmond, Washington.’ Det er også tydeligt, at den internationale medieinteresse for open source handler om, at det er Davids kamp mod Goliath, it-samfundets græsrødder der udfordrer monopolet.
»Mediernes interesse for os ville ikke være den samme, hvis ikke Microsoft var på scenen og i den grad fremstår som ’the bad guys’,« siger Bruce Perens.
Men samtidig siger de danske SSLUG-folk igen og igen, at det at være imod Microsoft hverken kan eller skal drive værket.
»Jeg tror ikke, en motivation imod noget holder,« siger Carsten Svaneborg.
»Set fra mit synspunkt er Microsoft ikke en fjende, men Microsoft-monopolet er en barriere for konkurrence og dermed for den brede anvendelse af open source. Jeg er for konkurrence, ikke imod Microsoft.«
Carsten Svaneborg er en af dem, der – ligesom Ole Tange og Anne Østergaard – har brugt rigtig mange kræfter på at arbejde imod EU’s direktiv om software-patenter.
»Programmører interesserer sig grundlæggende for, hvad der sker på deres skærm. Egentlig er de fuldstændig ligeglade med tåbelige lovgivere og med EU. Men vi kan ikke blive ved at være ligeglade, når der kommer en patent-lovgivning, som kommer til at gøre ondt på udviklingen af fri software. Så vi bliver presset til at blive politisk bevidste og arbejde politisk,« siger Ole Tange.
»På samme måde kan jeg se, at SSLUG fra at være et sammenrend af nørder er blevet et afgørende netværk, som også indadtil har fået et socialt ansvar. Det er fascinerende at opleve, at computerne også kan bruges til at bringe mennesker, der er marginaliserede, ind i et fællesskab,« siger Ole Tange.
På alle niveauer i det vildtvoksende, globale netværk gør det samme sig gældende: En boblende entusiasme, en fornemmelse af, at man har fat i en ide så stærk og åbenlys rigtig, at intet – end ikke patentregler eller store selskaber i Redmond, Washington – kan stoppe det. Store it-selskaber som IBM, Hewlett-Packard, Computer Associates, Hitatchi og Sun Microsystems har i dag kastet sig ind i udviklingen af open source, adskillige landes regeringer har besluttet eller overvejer at satse på fri software, og antallet af enkeltbrugere stiger stærkt i alle lande.
»Hele den måde, vi har lært at innovation skal foregå på – med kortene tæt til kroppen – vendes nu på hovedet. Det er pludselig os, der har fat i den lange ende. Ligesom Gutenberg betød et fantastisk spring fremad for demokratiet, så vil den fri vidensdeling på nettet styrke demokratiets forankring,« siger Bruce Perens.
Nørderne har igangsat en proces, der bevæger sig fra den gode kode i retning af det gode samfund. Det ligger simpelthen i det åbne netværks grundstruktur: Det kan ikke bremses.