Læsetid: 3 min.

Øretævernes bedetæppe

Imam Abdul Wahid Pedersen har flere gange været i skudlinjen pga. sin ortodokse Koran-fortolkning, der forhindrer ham i at tage afstand fra stening, dødsstraf og omskæring
16. november 2002

Da den danske imam tonede frem på de danske fjernsyn for første gang, håbede mange, at her var en mand, der kunne give islam og muslimerne et ’dansk’ ansigt – en brobygger, der kunne forklare lidt om disse mørke muselmænd, der fra den ene dag til den anden stod i vores land, og om deres barbariske vantro.
Ligesom sine mellemøstlige kollegaer bar han godt nok skæg, men et behersket og veltrimmet et af slagsen. Og sproget var ikke et halsbrækkende kaudervælsk, men et lidt nollert østjysk. Selv fremstiller han sig som en dansker, der tror på danske værdier, og i aviserne skriver han kronikker om åndeligheden og gudshengivenheden i islam ved at citere Bob Dylan.
Netop dette højeksplosive spændingsfelt mellem det kristent-verdslige Danmark og den arabiskfunderede islam er blevet feltet, hvor Abdul Wahid Pedersen færdes og får verbale øretæver.

På kollisionskurs
I nærværende dagblad skrev han op til det seneste folketingsvalg:
»Jeg er ikke blevet mindre jysk bondeknold, end jeg altid har været, blot fordi jeg er blevet muslim. Så når vi som danske muslimer tænker på islam, er det ikke som reservearabere eller andenrangstyrkere, men som ægte danskere, der blot har en anden religiøs overbevisning end flertallet.«
Men hans forsvar for sin religion har gang på gang bragt ham på kollisionskurs med netop alle de danske værdier, ifølge medier og magthavere. Den danske muslim blev med ét lidt for eksotisk, og med udtalelser om dødsstraf og stening blev det hele meget udansk, syntes mange. Han sagde blandt andet følgende:
»Jeg vil ikke personligt frasige mig mit religiøse grundlag og sige, at der inden for islam og islamisk lov ikke er mulighed for dødsstraf. Men derfor kan jeg jo godt som menneske have svært ved at håndtere og kapere det. Vi har jo vores menneskelige begrænsninger, men fordi jeg som menneske ikke kan håndtere det, kan jeg jo ikke sætte Guds ord ud af kraft.«

Fundamentalist
Med en lignende argumentation kunne han ikke tage afstand til stening og sharia-lovgivning.
»Man må tage det sure med det søde,« sagde han.
Endelig begyndte han at lette lidt på den pæne facade og vise sit sande jeg, mente iagttagere og andre fremtrædende dansk-muslimer. Således er den danske imam i den offentlige debat efterhånden blevet gjort til en af de reaktionære, små-fundamentalistiske debattører, der står over for de unge reformistiske kæledægger som Naser Khader og Sherin Khankans Kritiske Muslimer, som imam Pedersen kalder »amputerede muslimer«.
Rollen som ’enfant terrible’ bekymrer ham dog ikke. Den følger automatisk med religionen og rollen som fremmedelement.
»Jeg er ikke så bange for ikke at være stueren. Det har jeg ikke været, siden jeg blev muslim,« har han sagt i et interview i Berlingske Tidende.
Som ung søgende sjæl var den unge Reino Arild Pedersen fuld af eventyrlyst og drog på hippie-tur til Indien, hvor han fik en religiøs oplevelse, der gjorde den unge mand til troende hindu i fire år. Tilbage på Djursland levede han blandt flippere og fritidsmusikere, indtil han i 1983 modtog en dom på ét år og fire måneder for hash-handel. Han var da i mellemtiden blevet troende muslim.
Han har ikke udtalt sig offentligt om denne del af sin fortid, men siger i et interview med Ekstra Bladet, at »jeg har været derude, hvor livet gør ondt, og har brudt brød med folk, der ikke sidder bag et skrivebord.«

*Abdul Wahid Pedersen 48 år. Døbt Reino Arild Pedersen. Imam, leder af den somaliske friskole Al-Kowain, medstifter af Islamisk-Kristent Studiecenter og Muslimsk Landsorganisation, som han er formand for

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her