Læsetid: 4 min.

Også Nyrups kammerater er trængte

EU's politiske landkort er blevet blegrødt og plettet. De socialdemokratiske partier leder efter en ny linje i globaliseringens trængsler
20. november 2002

Blegrødt Europa
LONDON – Det danske socialdemokratis krise er ikke kun et spørgsmål om ledelse. Og krisen deler Socialdemokraterne med resten af er i krise og det samme er de fleste af deres søsterpartier i resten af Europa. Problemet hedder ’globaliseringen’.
I det europæiske socialdemokratiske parti (PES) stillede man i sommer spørgsmålet: Hvad gik galt? Det spurgte man om efter valgnederlag i Østrig, Italien, Danmark, Portugal, Frankrig og Holland over de sidste par år. Og det EU, der igennem 1990’erne var totalt domineret af de moderne socialdemokratier, var knapt nok genkendeligt.
På et sommermøde i Ungarn den 23. august i år havde ledelsen af PES bedt europaparlamentariker, Michiel Van Hulten fra det hollandske arbejderparti, om en analyse.

Elsk markedet
Van Hultens rapport peger på, at partiaktivisterne må komme ud af forestillingen om, at samfundet består af en stor arbejderklasse, en mindre middelklasse og en stor overklasse: »Sandheden er, at vi stort set alle er middelklasse i Europa i dag, og den stærke opbakning, der er til den europæiske velfærdsstat i dag er et produkt af vores egen succes,« siger forfatteren, som anbefaler socialdemokraterne at komme i gang med at »elske markedskræfterne«. Samtidig må de begynde at forstå, hvorfor de populistiske partier har den tiltrækningskraft, de har.
»Det er ikke et spørgsmål om at kopiere deres forsimplede analyser, men om at forstå at der kan være nye modsætninger i vores samfund, som vi har overset,« hedder det.
Den hollandske analyse ligner til forveksling de pointer, som eksempelvis Ralf Pittelkow, analytiker på Jyllands-Posten og tidligere rådgiver for Nyrup, har fremført. Han har i sine analyser sagt, at socialdemokraternes problem er, at de ikke kan finde ud af, hvordan de skal tackle »de nye værdibaserede modsætninger« i politik, altså modsætninger af ikke-økonomisk, mere holdningsbaseret karakter.

Ingen svar
Men en ting er analysen. Følelsen af ikke at have leveret svarene endnu, er der stadigvæk. Efter lige akkurat at have vundet valget i Tysland i oktober – også takket være fremgang for den grønne koalitionspartner – står de tyske socialdemokrater f.eks. fortsat med store problemer, elendige meningsmålinger og en stærkt belastet økonomi. Også her kalder socialdemokraterne sig for ’Partiet i Midten’. Også her taler man om globalisering, racisme, og nødvendigheden af at have en stærk og positiv europa-politik.
Men det, vælgerne ser lige nu, er skrappe sparekrav og nye skatter, fremlagt i fredags af kansleren selv. De seneste meningsmålinger er dårlige for regeringen.

Blair er speciel
I Storbritannien, hvor New Labour pt. nyder et nærmest absolut politisk hegemoni, ser man selv i regeringskredse da også med en vis bekymring (og skepsis) på fremtiden for de europæiske søsterpartier på ’kontinentet,’ som englænderne ofte kalder (resten af) Europa.
Den fornyelse, som Labour har været igennem i UK, er ikke ubetinget populær i PES, og det synes da også som om de konservative og liberale partier i Europa er lige så ivrige efter at kopiere Blairs midtsøgende politik, selv om de ikke deler ideologi på papiret. Samtidig er det et faktum, at Blairs personlige karisma kombineret med det britiske de facto to-partisystem også gør den britiske model svær at kopiere. For man skal kort sagt have både lederen og valgsystemet.
I PES søger man videre. Den 13. september i år fremlagde Alfred Gusenbauer, leder af det østrigske socialdemokrati på vegne af PES’ ledelse et bud på et svar.
Hans analyse bygger på den kendte sociolog Ralf Dahrendorfs forudsigelser om, at Vesten ville få problemer med at tackle de sociale konsekvenser af de globale forandringer i økonomien i det 21. århundrede, og at risikoen for nye autoritære statsdannelser var overhængende. Her står socialdemokraterne med et valg, siger Gusenbauer.

Nej til paternalisering
»Vi kan forhindre denne udvikling – hvor gabet mellem rige og fattige uddybes, de sociale ydelser forringes og kravet om maksimal fleksibilitet fører til fyringer og forringelser af lønninger – eller vi kan tage skylden for det. For vi kan ikke stoppe globaliseringen, og derfor bliver vi ofte beskyldt for at have fremkaldt den«.
Og her er den paradoksale kerne i hans forklaring: Globaliseringen er kommet for at blive, og det ved vælgerne godt, så i afmagt over udviklingen straffer de i stedet de partier, der forsøger at gøre noget ved de negative sider: dette fordi disse partier samtidigt ikke foregøgler vælgerne, at udviklingen kan stoppes.
Gusenbauer peger dog også på, at socialdemokraterne må gøre op med tendensen til paternalisme, til refleksen om at en stærk statsmagt kan varetage borgernes behov og interesser, og at man må blive bedre til at mestre de medier, der er i centrum, når det gælder kommunikationen med vælgerne.
Det er således ikke højrepopulisternes diagnose, men kuren, som er forkert, siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her