Læsetid: 3 min.

Ondskabens kvindelige ansigt

Myra Hindley, Englands mest forhadte seriemorderske, er død efter 36 år i fængsel
22. november 2002

Nekrolog
Myra Hindley er død, 60 år gammel. Myra Hindley og Ian Brady var Englands første moderne seriemordere og pædofile; Hindley den første kvindelige. Og hun kom på en bizar måde til at blive en del af 1960’ernes England lige så vel som P-pillen og The Beatles. Der findes vel ikke en voksen brite, som ikke har politiets mug-shot – det blonderede, touperede og sært trodsige ansigt af den 24-årige Hindley – indgraveret i deres indre harddisk som en slags ondskabens ikon. Moors-mordene (ligene af de myrdede børn blev begravet af Hindley og Brady på heden, Saddleworth Moor) markerede 1960’ernes uskyldige Englands endeligt. Af flere grunde. Grusomheden i mordene var en af dem. Efter disse mord gav forældre simpelt hen ikke med samme lethed deres børn lov til at lege uden opsyn på vejen om sommeren. En anden væsentlig faktor var en enorm mediedækning, som var helt ny. Pressen var med hele vejen, og det blev ved, til Hindley var død. Hver gang en indenrigsminister fastslog, at hun skulle blive bag tremmer – det gjorde seks ministre i træk, og andet ville have ført til regulær folkelig lynchstemning – blev sagen repeteret i detaljer i tabloidaviserne. Ved hendes kremering onsdag i denne uge var der da også 12 mennesker i følget samt 25 politibetjente og 50 journalister.
Men frem for alt blev Hindley et levende iskoldt dementi af alt det, man i 1960’erne forbandt med at være kvinde – det moderlige, det medfølende, det kærlige. Ikke kun fordi hun medvirkede til og overværede Bradys mord på John Kil-bride, Lesley Ann Downey, Keith Bennett, Pauline Reade og Edward Evans. Det, der oprørte alle til stede i retssalen i 1966, var især båndoptagelsen af den rædselsslagne 10 år gamle Lesley Ann Downeys sidste 16 minutter i live. Den lille piges skrig om hjælp, hendes råb på sin mor, far og Gud fandt sted, mens parret torterede, voldtog, kneblede og til sidst kvalte pigen. Igen og igen hører man på båndet Hindleys kolde og flade stemme beordre den 10-årige til tavshed, og til sidst taber hun tålmodigheden med det skrækslagne offer. »Hold kæft eller jeg smækker dig en«, siger hun. Efter mordet drak de to forbrydere en kop the. Hindley havde stadigvæk blodige hjemmesko på. Det var ikke til at fatte, og derfor blev ’ondskab’ – om end det er en både farlig og besværlig kategori at operere med – det mest benyttede adjektiv i beskrivelsen af Hindley både dengang og nu.
I fængslet blev Hindley stærkt troende katolik. Det var hun også før mødet med Brady, der på det tidspunkt allerede var tabt i en psykopatisk suppe af nazisme, sadisme, et storforbrug af pornografi samt hang til dyremishandling. Havde Hindley ikke forelsket sig over hals og hoved ville hun måske have endt som en helt almindelig (hus)mor. Hun gjorde sig på ingen måde bemærket i sin barndom eller tidlige ungdom. Hun var adopteret enebarn, ikke interesseret i skolen, og arbejdede som sekretær, da hun mødte den noget ældre Brady. Flere liberale notabiliteter førte kampagne for at få hende løsladt – forgæves. På tidspunktet for hendes død var hendes advokater i gang med en appel til den europæiske menneskerettighedsdomstol, der tidligere har kritiseret, at det politiske system i Storbritannien kan blande sig i længden af enkelte fangers straffe. Tabloidpressen mente, at hun fik en mere nådig død end hendes ofre. De liberale aviser og kommentatorer våndede sig, men de skrev dog, at hun burde være blevet lukket ud efter de 25 år, som dommeren oprindeligt satte for hendes straf. Selv sagde Hindley, at hun sandsynligvis ville være blevet slået ihjel efter en uges frihed. »Men alligevel er det, hvad jeg ønsker«, sagde hun kort tid før sin død. Det nåede hun ikke, og der er ikke mange briter, der begræder det faktum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her