Læsetid: 3 min.

Polanskis sande historie: Kitsch eller klasse

Tyskerne er vildt uenige om Roman Polanski seneste film om livet i Warszawa under anden verdenskrig, men polakkerne er ikke i tvivl: Det er ikke en polsk film
1. november 2002

(2. sektion)

Tyskland
Ordet pianist henfører i de fleste lande til en der spiller klaver. Slet og ret. Men i Danmark er en pianist nu også en der stemmer på Pia. K, og i den tyske offentlighed er pianisten aktuelt en film af Roman Polanski: The pianist.
Selv regnede Polanski ikke med de Gyldne Palmer til kaminhylden. Da The Pianist under filmfestivalen var blevet vist i Cannes, rejste han retur til Paris. Kritikerne brækkede ned i de europæiske avisspalter over filmen. Men juryen kunne slet ikke få armene ned, og da de endelig fik dem ned, var det for at stikke prisen i hænderne på Polanski.
De tyske kritikere kan heller ikke få armene ned nu hvor The Pianist er kommet ud i tyske biografier. Nogle jubler over ’skønhedens triumf over grusomheden.’ Andre skriver om det delikate forhold mellem skønhed og grusomhed, og så er dem, der hævder, at Polanskis Hollywoodiserede skønhedslængsel er kitsch.
Det er en sand historie af den type, man kalder ’autentisk’. The pianist er baseret på den polske pianist Wladyslaw Szpilmans erindringer. Filmen starter i 1939. Som den eneste i sin familie bliver Wladyslaw ikke deporteret. Først overlever han i Warszawas ghetto. Siden lever han i skjul, inden han til sidst bliver reddet af en Gestapoofficer, som deler pianistens passion for Chopin. Filmen slutter i en scene hvor spiller Chopins Nocturne i cis-moll, da en bombe rammer radiohuset i Warszawa.

Ufatteligt autentisk
Den berygtede, forhadte og berømte tyske kritiker Marcel Reich-Ranicki overlevede selv elendighederne i Warszawa. Reich-Ranicki benytter i ugemagasinet der Spiegel sit biografiske mandat til at vurdere filmens autenticitet:
»Det jeg aldrig have turdet håbe, er lykkedes for Roman Polanski. Hans film The pianist er en næsten ufatteligt autentisk gengivelse af vores hverdagsliv i ghettoen.«
Det er ren historisk virkelighed for Reich-Ranicki. Og det er godt:
»Som alle, der ser episoder fra deres eget liv på film, var jeg ofte lige ved at påtale gengivelsen af virkeligheden med et refræn: Det var jo altså anderledes.«
»Men nej: Det var ikke anderledes. Polanski rammer stemningen med en så overvældende nøjagtighed, at jeg mens jeg så filmen, af og til måtte bekæmpe en mistanke om, at autentiske dokumentaroptagelser var klippet ind i filmen. Men det er ikke overtaget fra dokumentarfilm, det hele er konstrueret. Og Polanski har gjort det mesterligt.«
I den venstreorienterede Berlineravis TAZ er anmelderen enig med Reich-Ranicki på et punkt: Det hele er konstrueret. Men det er ikke så mesterligt her. Det er klamt:
»Filmen vil gerne være autentisk på illusionsfilmens præmisser: De to indgår et upassende ægteskab, som ikke passer til filmens tema: Holocaust.«
Georg Seesslen bekræfter i et essay i Die Zeit, at det er umuligt at fremstille holocaust i en spillefilm. Men det gælder generelt:
»Det er umuligt at indskrive historien om den tyske fascisme og historien mordet på Europas jøder i vores kultur som fortælling, som billede og som en enhed af de to. Men det er en af de få gode sider ved denne kultur, at vi ikke holder op med at forsøge.«
Men som Seesslen pointerer kan den stadige tematisering i film og i populærkultur også ende med at trivialisere holocaust og etablere en grusomhedsæstetik, der bliver mere æstetik end grusomhed. Rædslen forsvinder mellem de skønne billeder. Men The Pianist ender med, at pianisten smiler under bombardementerne. Han smiler ved sit klaver. Som om han har opgivet at begribe krigen omkring sig, mens bomberne falder. Og det ser Seesslen som Polanskis genistreg: Pianistens smil gestikulerer filmens afmagt. Ligesom pianisten ikke begriber elendigheden, kan filmen ikke bringe rædslerne til fremtrædelse. Det umulige forbliver umuligt.

Den er ikke polsk
Polanskis egen mor døde i Auschwitz, hans far overlevde kz-lejren i Mauthausen. The pianist er ifølge Polanski hans til dato mest ’personlige film.’ Og da han modtog palmerne i Sydfrankrig, sagde han:
»Jeg modtager denne pris for en film, som repræsenterer Polen. Dette er en polsk film.«
Det drejer sig igen om autenticitet og virkelighedsgrader, og de polske kritikere giver Polanski fingeren: Det er ikke en polsk film. Den ifølge pålidelige kilder »væsentligste« polske filmkritiker Tadeusz Sobolewski kan desuden se, at det ikke er en personlig film:
»Polanski gemmer sig bag Szpilman og tillader kun i få scener sig selv at komme til orde. Det absurde i filmen er en nem kliché, og forhåbningen mod slutningen af filmen er for svag. Resten er kommercielt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu