Læsetid: 3 min.

Politisk krise lammer Nicaragua

Det Mellemamerikanske land befinder sig i en dyb økonomisk og politisk krise
21. november 2002

MANAGUA – Alle veje, der fører til Nicaraguas parlament, er afspærret og indkørslerne bevogtes af venlige men bestemte mænd med maskinpistoler. Inde i parlamentet er beslutningsprocessen totalt lammet af, at de folkevalgte er delt i to lige store grupper. Den ene ønsker af fratage den korrupte eks-præsident og leder af det liberale parti, Arnoldo Alemán, hans politiske immunitet, den anden gruppe ønsker at forsvare ham og har truet med vold, hvis han skulle blive retsforfulgt.
Korruptionsskandalen, hvor Alemán er anklaget for at have snydt staten for mellem 100 og 250 millioner dollar, har splittet det liberale parti. Den nuværende præsident Enrique Bolaños, der afløste Alemán som præsident i år, støtter ophævelsen af Alemáns parlamentariske immunitet. Det samme gør en lille håndfuld liberale og hele det store oppositionsparti, sandinisterne, der ledede landet fra revolutionen i 1979 til 1990. Samtidig med opgøret med Alemán er Enrique Bolaños kommet under anklage for uregelmæssigheder i forbindelse med sidste års valg.

Manden i Miami
I Miami sidder en mand, der ikke har den fjerneste lyst til at rejse hjem til Nicaragua for at give sin stemme i parlamentet. Han hedder Fernando Avellán og er parlamentsmedlem for det liberale parti. Han er manden, som har udtalt, at han ville stemme for ophævelsen af eks-præsidentens immunitet og dermed sikre retsforfølgelse af Alemán. Men samtidig med at dødstruslerne begyndte at regne ned over tvivlende liberale parlamentsmedlemmer og undersøgelsesdommere i sidste uge, besluttede Avellán at blive i Miami på ubestemt tid. I det konservative dagblad La Prensas tirsdagsudgave fremgår det, at USA’s vice-udenrigsminister med ansvar for den vestlige halvkugle, Otto Reich, har talt med Avellán om vigtigheden af at vende tilbage til Nicaragua.

Permanent krise
Nicaragua, som nærmest permanent oplever politiske kriser, har ikke siden sandinisternes valgnederlag i 1990 oplevet en situation, hvor den politiske ledelse af landet i den grad har været paralyseret. Mario Quintona fra Coordinadora Civil, som er en paraplyorganisation for NGO’er, der arbejder med demokratisering, kvinderettigheder, og fattigdomsbekæmpelse, beskriver landets situation således:
»Landet oplever i dag en dyb økonomisk og politisk krise. Den økonomiske krise er ikke noget nyt, den var der også sidste år og forrige år. Men i år føles den stærkere. Statens gæld og den ekstremt lave verdensmarkedspris på kaffe er nogle af de vigtigste årsager til dette. Mindst 50 procent af befolkningen lever i dyb fattigdom. Mere end en million er immigreret til lande som Costa Rica og USA. De ser intet perspektiv i at blive her. Men samtidig oplever vi også en politisk krise. Parlamentet er paralyseret. Ingen har flertal. Man kan ikke engang ophæve de korrupte parlamentarikeres immunitet. Denne politiske krise påvirker også mulighederne for at forbedre den økonomiske situation. I denne situation findes der ikke nogen, der tør investere 200 millioner, 10 millioner eller bare én million i dette land. Landet kan komme ud i en større krise, hvor det parlamentariske system ikke fungerer, hvor volden hersker, og jeg er ikke sikker på, at Nicaraguas præsident holder et år. Han er anklaget for uregelmæssigheder i forbindelse med valget sidste år endda af sit eget parti. Vi har ingen ide om, hvad der kommer til at ske med disse anklager. Her har det internationale samfund også en vigtig rolle at spille. Ikke fordi vi ønsker en omfattende intervention, men det internationale samfund har også et ansvar.«
Dette ansvar mener den danske ambassadør for Mellemamerika, Anders Serup Rasmussen, allerede at Danmark og de øvrige EU-lande tager. Vi spiller således en aktiv rolle i forbindelse med korruptionsbekæmpelsen.

Tættere på pengene
»Donorlandende, specielt de nordiske lande, er gået ind i korruptionsbekæmpelsen, og det er blandt andet sket i forhold til den forundersøgelse, der har været i forbindelse med denne aktuelle korruptionsskandale. På grund af det forløb, der har været de seneste år med korruption, har Danmark siddet tættere på pengene i forhold til Nicaragua end i forhold til mange andre lande, der har modtaget dansk bistand. I forhold til Danmarks formandskab i EU, har korruptionsbekæmpelsen også været meget væsentlig. Vi står ved en korsvej, som, hvis vi kan få brudt den immunitet, som parlamentarikere har i forbindelse med korruptionssager og andre former for kriminalitet, har perspektiver for hele Mellemamerika.«
På linje med Mario Quintona mener den danske ambassadør, at arbejdsløsheden og de manglende udsigter for den store gruppe af fattige er det afgørende problem i Nicaragua og det område, der bør have den største opmærksomhed i forbindelse med dansk bistand til det kriseramte land.

*Mikkel Wiese er historiker og bosat i Nicaragua

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu