Læsetid: 6 min.

De politiske visioner kom, så – og skred igen

Politikerne har givet op over for it-udviklingen og forsøger nu blot at følge med. Historien om det ambitiøse hybridnet er historien om dyre – og tabte – lærepenge
1. november 2002

(2. sektion)

Bredbånd eller bare tv
Dårlige erfaringer med WAP-teknologien og dyre telefoner har fået teleselskaberne til at udskyde investeringer i MMS-teknologien. Sådan lød det i en overskrift i Ingeniøren for nylig, og hvis vi undlader at bekymre os om, hvad WAP og MMS ellers betyder, ja, så kan man læse ud af overskriften, at dårlige erfaringer med en teknologi har ført til, at man udskyder en anden. Det kaldes en dannelsesproces: Man lærer af sine erfaringer, og det har de danske teleselskaber tilsyneladende gjort. I det her tilfælde – for sådan går det ikke altid. Og sådan går det næsten aldrig, når det er staten, der skal investere i ny teknologi.
Det er ellers ikke ambitioner, det skorter på. Tværtimod. Hvis en projektbeskrivelse benytter sig af plusord som den digitale borger, videnssamfund eller bedre endnu: innovation og udvikling, så er der endog meget gode chancer for, at der kommer handling bag ordene.
Men hvad er egentligt drivkraften bag statens investeringer?
Ifølge forskeren Sune Johansson, der arbejder med kommunernes brug af it, er det korte svar: frygt. Den gennemgående metafor ligner til forveksling en, vi kender fra 90’ernes EU-debat: toget. Det gælder om at springe på, inden hastigheden bliver for høj – ellers bliver vi sat af.
»Problemet er, at politikerne ikke forsøger at påvirke udviklingen, men læner sig tilbage og siger: Sådan er udviklingen, og det kan vi ikke stille noget op over for,« siger Sune Johansson. »I stedet for aktivt at definere, hvad man egentligt gerne vil. Ét af resultaterne er, at mange offentlige forvaltninger er fanget i en opgraderingsspiral, hvor de opgraderer uden egentligt at føle, at de får mere for pengene.«
En af de mest ambitiøse statslige it-visioner var også en af de tidligste: udviklingen af hybridnettet i de tidlige 80’ere.
Ambitionerne var tårnhøje. Man ville føre lyslederkabler ud i det ganske land, opbygge en digital infrastruktur og sparke informationssamfundet i gang. Løftet var et næsten revolutioneret samfund: De offentlige institutioner skulle demokratiseres, og borgernes adgang til viden øges. Man kunne næsten fornemme, at det fuldautomatiserede hjem var lige rundt om hjørnet.
»Et eller andet sted har det været nogle flotte tanker, der blev tænkt dengang. Det tog bare længere tid, end man havde regnet med, men det var en rigtigt beslutning,« siger Freddie Fjeldsted fra TDC Kabel-tv, der har fulgt udviklingen.
Det underlige ved historien er blot, at ambitionerne blev formuleret, før den personlige computer overhovedet blev udbredt i Danmark. Så hvad skulle man egentligt med bredbånd i de danske hjem?
Svaret handler mest om teknikernes drømme. I begyndelsen af 80’erne tegnede konturerne sig af noget helt nyt: det digitale netværk. Ideen kom fra USA og var kendt som Advanced Research Projects Agency Network. Det var udviklet af det amerikanske forsvarsministerium og var internettets forløber.
Ledelsen i det daværende Jysk Telefon lod sig fascinere og begyndte at grave nye kabler af optiske fibre ned i den jyske muld. Kablerne kunne modsat de gamle telefonkabler overføre digitale signaler. Der var bare det ene problem med ideen: Interessen fra brugerne var lig nul.

Alligevel fik man spredt det gode budskab. Også til Christiansborg og ikke mindst til ministeren for offentlige arbejder, Arne Melchior. En af aktørerne var Danmedia, en organisation, der på vegne af industrien lavede lobbyarbejde for projektet og udgav smukke brochurer om it og højstemte demokratiske idealer. Den daværende leder, Mogens Boman, vedgår, at beslutningerne blev taget på et tyndt grundlag.
»Politikerne vidste simpelthen ikke, hvad de snakkede om,« siger han.
I 1986 førte entusiasmen til hybridnetforliget. Man havde fundet en løsning på den manglende offentlige interesse – og i samme omgang en model for finansieringen. For var folket ikke interesseret i bredbånd, var de i hvert fald interesseret i noget andet, der kunne løbe gennem de kostbare kabler: tv. »Man brugte de udenlandske kanaler til at få den almindelige borger til at hoppe med på projektet,« fortæller Mogens Boman.
De fem statslige teleselskaber blev pålagt at grave kablerne ned, men fik til gengæld monopol på at distribuere det nye tv-udbud fra satellitterne. Med andre ord: Ingen parabol i hr. og fru Danmarks baghave.
Politikerne var henrykte og fandt de store ord frem. Arne Melchior talte om de banebrydende muligheder for borgerne og virksomhederne, og Ritt Bjerregaard betegnede hybridnettet som en forudsætning for, at samfundet kunne opretholde sin produktion og sikre velfærden.
Men forliget holdt blot i 13 måneder, før der kom en fremskridtsmand i vejen. Som en anden Glistrup tonede den navnkundige Helge Dorhmann frem på tv-skærmen og viste, hvordan hans parabol førte de monopoliserede tv-signaler ind i stuen.
Dohrmanns stunt førte et helt lille folkeoprør med sig, og i 1987 opgav forligsparterne monopolet. Dermed faldt finansieringen fra hinanden: Hvis ikke teleselskaberne havde monopol, var der ikke penge til at føre kabler ud i hele landet. Så i stedet for at bygge en decideret digital infrastruktur, fik teleselskaberne lov til at udbygge nettet på markedsmæssige vilkår. Og da interessen for bredbånd var ikkeeksisterende, blev det store hybridnet til noget mindre vidtløftigt og mere lønsomt: kabel-tv.
»Visionen druknede i politisk kævl,« siger Sune Johansson. »Alt det der med dataoverførsel, det blev lidt glemt igen. Men forestil dig, hvordan det kunne have set ud i dag, hvis man dengang havde bragt fibrene helt hen til den enkelte husstand.«
Drømmen om den digitaliserede infrastruktur var død i første omgang. Men var de mange milliarder også en fejlinvesteringer?
»Nej,« siger Freddie Fjeldsted fra TDC Kabel-tv bestemt og forklarer: »De kabler, der blev lagt ned dengang, ligger til grund for hele den telekommunikation, vi har i dag – hvad enten det er tv, radio, data eller telefoni.«
Mogens Boman er enig. »Det var en god investering – ingen tvivl. Men den her drøm om at lægge lysledere ud til hver enkelt borger og alle de højstemte løfter... de holdt sgu ikke,« siger han og tilføjer grinende: »At det blev en god investering var sgu ikke politikkernes skyld – de vidste ikke, hvad de lavede.«

Den politiske ambition er 15 år senere uforandret og det samme er retorikken. Tidligere på året omtalte videnskabsminister Helge Sander en ny handlingsplan. »I den vil udbredelse af bredbånd... stå centralt.« Det er nemlig afgørende for »realiseringen af informationssamfundet,« mente ministeren.
Hvis det er rigtigt, kan man selvfølgeligt ærgre sig over, at man ikke gjorde hybridnettet færdigt. Men man kunne også, siger Sune Johansson, ærgre sig over, at staten en hel del lærepenge senere intet har lært.
Sociologen Tarja Cronberg har i bogen Fremtidsforsøg evalueret de højstemte visioner fra 80’erne. Hun er enig med Sune Johansson
»Nogle af eksperimenterne fra 80’erne var banebrydende – Danmark var dengang 10 år foran alle andre. Men desværre virker det, som om man intet vil lære.«
Da politikerne i 1994 formulerede en ny it-vision, Infosamfundet 2000, opfordrede Tarja Cronberg til at trække på erfaringerne fra 80’erne.
»Vi lærte dengang, at visionen ofte er langt foran de tekniske løsninger, og at man skal vurdere den ud fra de konkrete behov. Men de mente, at det var forældede forsøg, og at vi stod i en helt ny situation. Det værste er, at man lige så godt kunne tage visionerne fra 1985 og bruge dem i dag: Det handler stadig om bredbånd. Der er intet sket,« siger Tarja Cronberg
Sune Johansson mener, at teknikken tager teten fra beslutningstagerne.
»Ingen betragter it-udviklingen som noget, politikerne skal blande sig i – andet end selvfølgeligt at bevilge penge. Det er ingeniørerne, der formulerer formålene. Det er ikke deres skyld, men det er udtryk for en teknologikultur, der gør, at ingen tør sige: Se, han har jo ikke noget tøj på.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her