Læsetid: 5 min.

Da præsten fik modbydeligt besøg

Der blev smidt med snavs i kirken da Søren Krarup diskuterede Danmark og danskhed med Bettina Heltberg
14. november 2002

Danmark
Præsten på Islands Brygge fik besøg af præsten fra Seem og en kulturjournalist fra Politiken. Der var omtrent 100 tilhørere. Det var et offentligt annonceret arrangement, som skulle ligne et civiliseret møde mellem kulturradikale Bettina Heltberg og tidehvervskristne Søren Krarup. Mødet endte med, at præsten fra Island Brygge råbte: »Det er modbydeligt at være i samme kirke som dig, Søren Krarup.«
Det var ellers slet ikke det, der var lagt op til. Der var lagt op til dialog og modsætninger mødes og en diskussion af Det Gode ved Danmark. En af de aftener, hvor tilhøreren skulle gå hjem under gadelygter lysende som små kloder og en frisk brise fra Københavns Havn og tænke: ’Meget kan man sige. Men demokratiet fungerer. Debat er dejligt.’

Paradis tabt
Tirsdag aften inviterede studentermenigheden på Amager til:
»En aften om oplysning, tro og nationalitet, kulturelite og folk, indfødte og fremmede, hvor vi med temagudstjeneste og debat insisterer på, at det er bedre at tale sammen end at smide sten eller snavs efter hinanden.«
Gudstjenesten startede med livlig og rar sang akkompagneret af både klaver og saxofon. Aftenen åbnede på en tekst af Benny Andersen:
»Lygterne tændes og mørket er tyndt. Stenene føles så bløde. Alt har en ende og alt er begyndt. Nu er det dig, jeg skal møde.«
Bagefter prædikede Hans Anker Jørgensen om det, der var gået tabt og galt. Jørgensen citerede sognebørn: Tilbage i 80’erne havde han siddet med en polsk flygtning i sit køkken. Og den polske flygtning havde sagt, ’at Danmark; Danmark var paradis på jord for flygtninge.’
»Hvad er der nu gået galt,« spurgte Jørgensen ud i sin kirke.
Søren Krarup sad bagest i kirken. Han støttede begge hænder mod den hylde, som er indrettet til salmebøger. Rystede på hovedet, som var sænket ned mellem armene. Foran ham sad kulturjournalisten fra Politiken: Bettina Heltberg lyttede.

Skammer mig
Jørgensen fortalte om et sognebarn der havde været aktiv i Dansk Flygtningehjælp. Hendes søn hed Johnny. Han repræsenterede pludselig en ny subgruppering: Han var grønjakke og kaldte sig racist.
Senere i 80’erne mødte Jørgensen et andet sognebarn i Brugsen. Hun var moderne muslim, hun græd og græd. For hendes datter var forsvundet. Hendes far havde prøvet at tvinge hende ind i et ægteskab med en fra hjemstavnen. Og hun havde nægtet. Der var noget, der gik op for Jørgensen:
»Islam er nok cirka ti gange så slem som Indre Mission.«
Og præsten skammede sig:
»Vi kunne have undgået afsindigt meget fremmedhad, hvis vi dengang havde taget afstand fra nogle tendenser i islam, som er dybt problematiske.«
Jørgensen tilstod, at han skulle have været mere ’medieliderlig.’ Han skulle have blæst sin erkendelse ud over den danske offentlighed. Nu var udlændinge blevet syndebukke. Og som Jørgensen prædikede fra sit podium:
»Det er ikke indvandrerne, der ødelægger det danske samfund. Det er den amerikanske kapitalisme.«

Gas og Kiss
Søren Krarup løftede hovedet og trak med strømmen ind til forsamlingslokalet ved siden af:
»Der var ingen kristendom i den prædiken,« betroede han en tilhører: »Det var ren politisk gas.«
Og så meddelte han ordstyreren, at han under ingen omstændigheder kunne begrænse sit oplæg til 15 minutter.
Heltberg replicerede ved at gøre hustruens ord til den mandlige festtaler til sit motto:
»Konen hvisker til manden: Kiss. Altså: keep it short stupid.«
Og så snakkede hun i 25 minutter om det gode ved Danmark. Efter at have rost det danske demokrati, det danske frisind og den frie danske presse, vendte Heltberg sig mod Krarup:

En fremmed er?
»Dansk Folkepartis syn på tingene er begrænset: Tingene skal være som de var i 50’erne. Dit parti er fuld af platte og vulgære forestillinger. Nu bruger jeg et grimt ord, Krarup,« annoncerede Heltberg og kiggede på ham oven sin brille, som lå parkeret længere nede på næseryggen:
»Jeg vil kalde jer psykoinfantile.«
Krarup indledte uanfægtet med manøvrer i sit klassiske terræn: Der er et motto, som efterhånden i nogle år har cirkuleret »i den danske jungle af humanitære organisationer og godhedsindustri. Disse missionselskaber for god og bedre adfærd: ’En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt’.«
Det motto kunne Krarup ikke tolke som andet ’end lallende nonsens’ og ’den sædvanlige sentimentalisering af menneskelivet.’ En fremmed kan blive min ven, men han kan ikke være det på forhånd. Så er ethvert begreb om venskab diskvalificeret. Er der ingen forskel på mennesker, jeg aldrig har mødt, og mine nærmeste venner?
»Nej. At gøre forskel: Det er den store synd i den totale humanitets navn. Det kalder man diskrimination. Alle skal være lige, og alle skal være ens. Alt bliver ligegyldigt. «
Derfor er danskerne nu blevet tvunget til at hade det danske. Foragte deres hjemstavn:
»Meningen med mottoet er et angreb på den virkelighed, menneskeslægten hidtil har levet i.«
Først grinede Bettina Heltberg. Så grinede hun ikke så meget. Som om det først var for meget af det gode og så alligevel bare blev for meget af det værste.
Mens Krarup sejlede gennem det 20. århundredes kulturradikale, marxistiske og politisk korrekte attentater mod det personlige liv. Krarup kunne huske den tyske besættelse, men den totalitære humanistiske lighedsdyrkelse vurderede han som en »ny form for besættelse, der i grunden var mere undertrykkende end den tyske«.
Men folket havde svaret igen ved folketingsvalget i november. De havde rejst sig ligesom modstandsbevægelsen under krigen:
»Endelig turde de sige det højt, som ellers kun blev hvisket.«
Vrøvl
Bettina Heltberg leverede en kort replik til Krarup:
»Ringle, rangler, roser – vrøvl i store poser.«
Og så prøvede hun at udlægge lignelsen om den barmhjertige samaritaner som et argument imod Krarup. Som replicerede:
»Du bliver klogere, når jeg om lidt forklarer lignelsen.«
Heltberg troede ikke, hun blev klogere.
»Nej,« svarede Krarup: »det tror jeg egentlig heller ikke.«
Og så sagde Heltberg:
»Jeg ved jo godt, jeg ikke skal gøre det. Men nu bliver jeg hidsig på dig.«
Krarup gjorde sig lystig over, at Heltberg også tidligere havde hidset sig op. Hun havde i en artikel fra 1976 erklæret, at hun godt kunne tænke sig at give ’denne lille arrogante teolog øretæver’.
»Du taler om den frie danske debat, og du møder mig med ukvemsord og trusler om øretæver.«
Heltberg fremhævede det gode ved Danmark:
»Selvom Krarup og jeg skændes her, så giver vi hinanden hånd bagefter.« Krarup understregede, at nok ville han strække sin ene hånd frem til afskedshilsen. Men den anden ville han løfte som parade mod eventuelle øretæver.
Heltberg sagde ukvemsord om Krarup, Krarup erklærede, at han var skuffet.
Og præst Jørgensen rejste sig og sagde, at Krarup ikke var et kristent menneske. Krarup var forfærdelig og modbydelig.

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her