Gæsterne på den 11. bogmesse i Forum undgår næppe at spørge sig selv, hvad vi dog skal med alle de bøger i en tid, hvor vi også har internet og avis, tv og radio, musik og film, computerspil og mange andre fikse og færdige tilbud til såvel underholdning som oplysning og tidsfordriv.
Om litteraturens funktion var Georg Brandes ikke det mindste i tvivl, da han i 1872 begyndte på dén enorme forelæsningsrække, der skulle beskrive
Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes europæiske Litteratur:
»Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat. (
) At en Litteratur Intet sætter under Debat er det samme som, at den er i færd med at tabe al Betydning.«
Den påstand har siden hen stået med flammeskrift i hjernen på enhver velmenende dansk kulturjournalist. Uden samfunds- og samtidskritik ingen levende litteratur. Uden klar tematisk adresse til dagsaktuelle emner ingen digtekunst af værdi.
Tankegangen kan ikke kaldes voldsomt avanceret. Den måler romaners værdi ud fra deres evne til at ligne virkeligheden eller vort enkle standardbillede af den og den er blind for, at kunsten måske er langt bedre egnet til at ændre på menneskers måde at se og opleve på end til at møblere om på deres holdninger til politik og moral.
Et Brandes-lignende litteratursyn blev hertillands senest promeneret i sommer, da det under Weekend-Avisens litterære enquète blev hævdet, at det i dag ikke længere er romanen, der sætter dagsordenen.
Ifølge denne opfattelse skulle initiativet nu ligge hos faktaforfatterne. Som eksempler nævntes to nye bestsellere: Joakim Garffs lærde, men velskrevne Kierkegaard-biografi og Bo Lidegaards ikke mindre velskrevne værk i to bind om politikeren og mennesket Jens Otto Krag.
Over for sådanne megasællerter blegner selv anmelderroste fortællere som Christina Hesselholdt, Bent Vinn Nielsen eller Vagn Lundbye. Hvorfor, kan man måske belyse ved at bemærke, hvordan de og mange andre i deres romaner ofte indbygger kritisk selvrefleksion.
I Christina Hesselholdts Kraniekassen (2001), der forløber i tre-fire parallelle fiktionsspor, indarbejdes således et besøg foran Bayeux-tapetet, beskrevet som en avanceret tresporet fortælling helt ligesom romanen selv! og i Bent Vinn Nielsens roman En skidt knægt (1998) gøres der til slut meget ud af, at fortælleren indtaler sin beretning på bånd og via en ventilationsskakt kaster den ned til et lig, som sandsynligvis aldrig bliver fundet!
Den ene bog demonstrerer og demonterer sin egen platumulige, men ikke desto mindre nødvendige komposition eller mangel på samme, mens det i den anden bog er læsningen, der er umulig, for så vidt som bogen siger, at den aldrig vil blive læst alt imens vi sidder og gør det
Også for Vagn Lundbye, der om 14 dage såre fortjent belønnes med Det Danske Akademis Store Pris, er det at fortælle historier et forehavende, der krøller tænksomt ind i sig selv. Hans nye, til dels selvbiografiske roman Trefoldighedsbarn berettes til en talende slange, der lytter bedre end mangen læser! Og undervejs undermineres det anlagte fortælleperspektiv, således at læseren bringes i dyb tvivl om forholdet mellem løgn og sandhed.
Eksemplerne lader ane, at romanforfatteren af i dag har fået sig selv og sin funktion som det største problem: Hvad vil det overhovedet sige, at et digterværk betyder? Og hvad er i informations- og mediesamfundet litteraturens status? Erkendelsesmæssigt og samfundsmæssigt?
Hvor disse spørgsmål forenes med stilkunst og evne til at bevæge og overraske selv den allermest fakta-forhippede læser, sættes dét problem under kvalificeret debat, at mediesamfundets strøm af underholdning og information sløver vores evne til selv at fortælle, lytte og se.
Den tanke er nærliggende, at lidet opbyggelig prosa ved netop at kritisere og nedbryde sig selv konkret tematiserer processer, som er almindelige og til stadighed accelererer ude i samfundet, inde i vore hjerner.
At udsende en roman er ikke helt så enkelt og uskyldigt som førhen, for mængden af fiktion og spilfægteri, show og kalkuleret bedrag er øget så voldsomt, at fiktionen, for overhovedet at svare på sin tid, må indskrive en fiktionskritik i sin afbildning af verden.
Når man går hjem fra bogmessen, går man ikke ud til virkeligheden, men ind i en ny blanding af virkelighed og fiktion. Det er det, romanforfatterne véd, og som de ikke vil rende fra.
