Læsetid: 2 min.

Regeringen slår rekord i lovsjusk

Første kortlægning afslører, at Fogh-regeringen sender knap dobbelt så mange lovforslag gennem Folketinget som tidligere regering. »Det går for stærkt,« siger professor
20. november 2002

170 nye love
Fogh-regeringen har med ekspres-fart sendt et historisk stort antal nye love gennem Folketinget, fastslår en kortlægning, som Information i dag løfter sløret for på regeringens et-års jubilæumsdag.
I alt 170 nye love blev vedtaget i løbet af Folketingets sidste samling. Det er knap dobbelt så mange nye love, som Nyrup-regeringen fik vedtaget året forinden. Her blev 200 love vedtaget i løbet af to samlinger.
Også en sammenligning med 1998, hvor 98 nye love blev vedtaget i løbet af en tilsvarende samling, afslører, at regeringen næsten har fordoblet antallet af nye love.
Særligt skatteminister Svend Erik Hovmand (V) med 27 nye love, økonomiminister Bendt Bendtsen (K) med 23 love og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) med 20 love har slået alle rekorder, viser Informations kortlægning.
»Det giver anledning til bekymring, at regeringen har så travlt. Det går for stærkt,« siger professor Erik Damsgaard, der er ekspert i Folketingets forhold.
Kortlægningen viser, at regeringen har haft travlt med at vise sin duelighed samtidig med, at flertallet på forhånd er sikret med støtte for Dansk Folkeparti, mener professor Erik Damgaard.
Regeringen blev allerede i foråret kritiseret for lovsjuskeri. Men trods løfter om bod og bedring sender regeringen stadig love til vedtagelse alt for hurtigt, mener den tidligere minister Ivar Nørgaard, formand for Ældremobiliseringen: »Vi er for eksempel lige blevet bedt om at vurdere et nyt forslag om helbredsoplysninger. Vi har fire dage til at svare. Det er for skrapt,« siger Ivar Nørgaard.
Foreningen mærker for alvor presset, fordi de ældre borgere er genstand for mange af regeringens nye love.
Presset medfører flere fejl og huller, der får utilsigtede konsekvenser for borgere, påpeger Ivar Nørgaard.
»Vi kan simpelt hen ikke nå at gennemgå lovene for fejl. Det giver lovsjusk. Og problemet bliver desværre værre og værre,« siger han.
Folketingets formand, Ivar Hansen (V), har tidligere erkendt, at nye love blev vedtaget for hurtigt.
Foråret bød på eksempler på love, der blev hastet igennem Folketinget.
Særlig de nye love om bekæmpelse af terror og den såkaldte voldspakke gik med ekspress-fart gennem Folketinget.
Det fik både dommere, jurister og advokater til at angribe regeringen for ekstrem lovsjusk.
På retsområdet har regeringen lært af fejlen, mener Advokatsamfundets generalsekretær, Henrik Rothe:
»Regeringen havde behov for at markere sig, men gik for vidt. I dag har vi fået mere rimelige arbejdsvilkår,« siger Henrik Rothe.
Folketinget har indført nye regler, så alle medlemmer fra i dag skal modtage de bemærkninger, der måtte være til nye love – de såkaldte høringssvar – i god tid.
Samtidig skal der mindst gå 30 dage fra et lovforslag bliver fremsat og til det vedtages.

Beskeden Fogh
Justitsminister Lene Espersen (K) tegner sig for 58 procent flere nye love end det sidste år under Nyrup-regeringen, viser kortlægningen.
Den største stigning ligger på indenrigs-, sygehus- og integrationsområdet, hvor ministrene Bertel Haarder og Lars løkke Rasmussen næsten har tre-doblet antallet af nye love, der bliver vedtaget. I alt 30 nye love kom til første halvdel af i år mod 21 hele sidste år.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen er selv beskeden. Han har sammen med forsvarsminister Svend Aage Jensby ikke fået vedtaget en eneste lov i første halvdel af 2002, viser kortlægningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu