Læsetid: 3 min.

Regeringen taler, men ingen lytter

Den irakiske presse er så elendig, at irakerne helst vil være fri
21. november 2002

Ytringsfrihed
BAGDAD – Af en eller anden grund kan de fleste arabere ikke indtage deres mad i stille og rolig samtale med deres familie eller venner. Der skal altid drøne et tv eller noget musik af en skrattende højttaler før grillbøfferne eller kyllingespiddene kan glide ned. På restaurant Sa’ah, der er en af Bagdads bedste, er det et fjernsyn, der larmer, så man ikke kan få madro.
Men i stedet for at vise en af Iraks fire nationale kanaler, har nogen sat en serie musikvideoer på. De fås overalt i Bagdad, hvor butikker, der handler med video-cd’er, er skudt op som shawarma-barer på Nørrebro i København.
Butikkerne ligger med få hundrede meters mellemrum og tilbyder cd’er med alt fra den libanesiske sangerinde Nawal al-Zoughbys seneste video til film med Mel Gibson og hans keltiske krigere.
Skiverne er mærket ’Original copy’, men er mere det sidste end det første. De koster under en dollar stykket, og en enkelt butik kan snildt sælge 30-40 stykker på en dag. Faktisk er de blevet så populære, at den gode gamle VHS-video er blevet kørt ud på et sidespor.
Når irakene tilsyneladende er blevet så begejstrede for det nye medie, kan det skyldes, at de irakiske tv-stationer i tide og utide sender
alenlange hyldester til præsident Saddam Hussein.
Og ikke nok med det, så er det de samme gamle arkivklip, der bliver vist igen og igen tilsat dystre nationalistiske toner a la de gamle østeuropæiske nationalsange.
Også den trykte presse har problemer med at fastholde publikum. På dagbladet al-Jumhuriya må nyhedschefen Nori Tameme med skam erkende, at oplaget er faldet fra 250.000 for 20 år siden til 25.000 i dag.
Nu er et oplag på 25.000 eksemplarer jo ikke noget helt vanvittigt dårligt oplag for en avis, men hvis man sammenholder det med, at den irakiske befolkning på samme tid næsten er fordoblet til snart 25 millioner, blegner det en smule.
Al-Jumhuriya er kendt som regeringens talerør, mens konkurrenten ath-Thawra er det regerende Baath-partis. Hvad forskel det så gør på de to blade er ikke til til at sige, og nyhedschefen kan ikke komme det nærmere end, at »vi får vores nyheder fra regeringen, og de får deres fra partiet og så har de mere plads«.

Ene og forladt
Nori Tameme arbejder i en slidt betonbygning, der huser bladets hovedredaktion. I takt med, at oplaget og regeringens evne til at udbetale løn er faldet har mange medarbejdere forladt avisen og deres kontorer.
Bygningen virker derfor ret forladt selv om klokken er 19 og der kun er få timer til deadline. På det tidspunkt er nyhedschefen i gang med at læse korrektur på de færdige avissider, mens den arabiske verdens mediemæssige åndehul, tv-stationen al-Jazeera, skratter fra et gammelt fjernsyn, der gør alle billeder gule.
Almindelige irakere må ikke se al-Jazeera, men nyhedschefen må godt, og så slipper han jo også for at se på de irakiske kanaler.
Nori Tameme har ingen computer på sit kontor, men passer sit arbejde med hjælp fra en lampe, en telefon, et par tykke briller og et billede af Saddam Hussein.
»Vi skriver de nyheder, der kommer fra regeringen. Det er vi nødt til. Men vi kaster også lys på offentlige institutioners dårlige forvaltning. Hvis for eksempel parlamentet diskuterer en institutions dårlige arbejde, så dækker vi det.«
»I morgen kritiserer vi f.eks. et vandrensingsanlæg. De gør det ikke ret godt, så vi analyserer deres problemer og deres forsømmelser.«
– Hvis I opdager en serie af forsømmelser, der leder helt op til indenrigsministeren, kan I så skrive det?
»Ministre er jo kun mennesker...,« siger han uden at gå nærmere i dybden.
– Har I nogen sinde skrevet noget, der førte til at en minister blev fyret?
»Ministre bliver fyret hele tiden, det sker i alle regeringer. Vi er en del af et overvågningssystem, der også omfatter partiet og dets lokalafdelinger, og jo folk er også blevet stillet til ansvar for noget vi har skrevet i vores avis.«
»Faktisk har hans excellence præsident Saddam Hussein beordret dagbladene til at skrive uden restriktioner. Han har også beskrevet journalister som ledende i samfundet og en moralsk faktor.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu