Læsetid: 3 min.

Regimeskift i USA?

Amerikanerne er traditionelt ikke specielt interesseret i midtvejsvalg, men faktisk kan de ofte - og ikke mindst tirsdagens – have stor betydning
4. november 2002

Analyse
På trods af omfattende mediedækning plejer midtvejsvalgene i USA ikke at tiltrække den store opmærksomhed hos vælgerne. Ved de sidste to midtvejsvalg i 1994 og 1998 var valgdeltagelsen på landsplan således på henholdsvis 38,78 procent og 36,4 procent. Midtvejsvalgene er imidlertid ikke uden betydning. Foruden at give mulighed for en ændret magtfordeling mellem Kongressen og det Hvide Hus og inden for de enkelte delstater midt i en præsidentperiode fungerer midtvejsvalgene gerne som en slags folkeafstemning om den siddende præsidents popularitet og kan give et fingerpeg forud for næste præsidentvalg.
Således blev valget i 1994 delvis en reaktion mod Præsident Clintons påståede »venstreorienterede« politik som omfattede bl.a. et forslag om en national sygesikringsordning, der bragte en række unge republikanske løver til Repræsentanternes Hus ført an af Newt Gingrich.
Valget medførte, at Clinton foretog en markant højredrejning op til præsidentvalget i 1996. I 1998 troede republikanerne, at de kunne bruge Lewinsky-skandalen til yderligere at svække Clinton, men de forregnede sig og tabte fem pladser i Repræsentanternes Hus og vandt ikke nogen nye pladser i Senatet.
Midtvejsvalget i morgen er af onde tunger blevet betegnet som »Seinfeld-valget«— et valg om ingenting (efter den amerikanske sitcom Seinfeld, som netop handler om – ingenting). Og det, selv om det er det første valg til Kongressen ikke kun siden terrorangrebet den 11. september sidste år men også siden det kontroversielle præsidentvalg i 2000, som endte med, at George W. Bush blev udnævnt til præsident af Højesteret.
Men valget handler i høj grad om noget. Det kan afgøre i hvor høj grad Bush kan fortsætte sin unilaterale udenrigspolitik og sin asociale indenrigspolitik.
Som det står nu, har republikanerne et flertal i Repræsentanternes Hus med 223 pladser mod demokraternes 208 (tre pladser er ubesatte og et enkelt medlem er uafhængig—han plejer dog at stemme med demokraterne). Alle 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus er på valg. I Senatet har demokraterne et spinkelt flertal: ud af 100 medlemmer er der 50 demokrater og 49 republikanere plus en uafhængig, som stemmer med demokraterne. Guvernørposter i de 50 delstater er fordelt således: Republikanerne har 27, Demokraterne 21 (to stater har guvernører fra andre partier). 34 Senatspladser og 36 guvernørposter er på valg.
Republikanerne håber naturligvis, at de kan generobre flertallet i Senatet og beholde eller forøge flertallet i Repræsentanternes Hus samt bevare flertallet af guvernørposter. Kun lidt over et år efter den 11. september kunne man forestille sig, at chancerne var gode. Den republikanske strategi har også gået ud på at fremhæve krigen mod terrorisme, truslen fra Irak og den nationale sikkerhed som hovedemnerne ved valget.
Bushs toprådgiver, Karl Rove, håbede på, at valget i 2000 ville blive et klart signal, der pegede imod, hvad han har kaldt Bush-nationen domineret af republikanerne. Det tætte valg i 2000 har fået ham til at sætte sin lid til det forestående valg i morgen. Men midtvejsvalget 2002 kan vise sig at være begyndelsen til noget helt andet—et varigt demokratisk flertal i amerikansk politik.

Uinteressant terrorkrig
Flere meningsmålinger har vist, at befolkningen er mere optaget af landets økonomi, uddannelse, sundhed og pension end krigen mod terrorisme. Der er en udbredt opfattelse af, at demokraterne er generelt bedre til at håndtere landets sociale og økonomiske problemer. Dertil kommer, at selv republikanerne erkender, at demokraterne er bedre til at mobilisere deres kernevælgere.
Men det er ikke blot valgtemaerne, der kan være afgørende for valget i morgen. Politologerne John Judis og Ruy Teixeira har i en ny bog, The Emerging Democratic Majority (Det kommende demokratiske flertal) argumenteret for, at USA’s overgang fra et industrielt til et postindustrielt samfund over tid har medført nogle demografiske ændringer, der favoriserer demokraterne.
De peger på tre grupper, som til sammen efter deres mening kommer til at udgøre et varigt demokratisk flertal—højtuddannede funktionærer, som udgør 15 procent af arbejdsstyrken, kvinder og minoriteter. Mens republikanske kernevælgere (hvide mænd, småerhvervsdrivende og folk, der bor på landet) er spredte og deres antal dalende, finder man det nye demokratiske flertal i de hastigt voksende storbyer og de omkringliggende forstæder (f.eks. Los Angeles, Chicago, Orlando og Philadelphia).
Judis og Teixeira erkender, at efterspillet fra den 11. september kan forsinke udviklingen af et nyt demokratisk flertal. Valget i morgen kan dog give et fingerpeg af, om der er et regimeskift på vej i USA.

*Carl Pedersen er lektor ved Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet. Hans bog om USA fra 1991-2001, »Den sårbare nation« udkommer i morgen på Aschehoug

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her