Læsetid: 2 min.

Reklame for reklame

19. november 2002

Spot
Når mediebranchen skal slå sig selv for gorillabrystet, lyder kampbrølet gerne: Content is king, eller på dansk: Den, der leverer medieindholdet, kører med klatten. Men når man ser på tv, kan man let forledes til at mene, at intet er mere forkert. I det kommercialiserede tv er indhold et øjeblik mellem to evigheder, en pause mellem endeløse reklameblokke, sponsorskilte, trailers og indledningssekvenser. Og til de seere, for hvem selv pauserne mellem evighederne er lidt for påtrængende, findes der også råd, nemlig programmet, der består af morsomme reklamer.
En evighed begynder i øvrigt med en reklameblok, der består af to typer reklamespots: Dem, som har været vist 117 gange, og dem, som har været vist en trilliard gange, og som derfor nu er blevet forkortet med 45 procent, så de lidt billigere kan vises et par år endnu. Så følger trailers for senere programmer på samme kanal, derefter trailers for weekendens programmer på søsterkanalen, og så tager man hul på en amerikansk sitcom, der starter med en alenlang signatursekvens – velkendt og gennemprøvet som kæderygerens morgenhoste – og en ultrakort optaktsscene, som alene har til formål hurtigt at brænde nogle sekunder af, så man kan komme frem til næste reklameblok. Osv.

Men skulle altså abstinenserne efter reklame melde sig, kan man se Verdens mest sexede reklamer – som rettelig burde hedde ’Verdens ældste reklamer’, for uden at seerne oplyses herom, vises rask væk over 10 år gamle eksempler, som er hevet op af spanden for udslidte vitser, afstøvet af en studievært fremstillet af hærdet appelsinfromage og smidt i hovedet på de glade seere. Det er – næsten – lige så interessant som Tøjhusmuseets samling af 827 forskellige slags nummererede bajonetter i glasmontre.
Hvorfor den nederste arkivskuffe trækkes ud, når reklamer er på programmet, skyldes, at der intet nyt er at fortælle om den traditionelle reklame, som, siden Benetton skabte sensation i 1990’erne, intet banebrydende har haft at byde på, og slet ikke på tv-fronten, der til stadighed ligner en skyttegravskrig, hvor forbrugerne skal bombes til sanseløshed med gentagelser.
Selvfølgelig sker der udviklinger i branchen, men de er ikke så spektakulære. I det halvskjulte har PR- og reklamefolkene fundet hverandre, og der lægges nu råd op om, hvordan statskontrol og lede ved reklame kan omgås. J-dag med udskænkning af gratis julebryg på værtshusene er et af disse numre, men effekten kan sparke bagud som en desperat bryggerhest – som da nogen greb til halshugning i en reklamebrandert. Her er gode PR-råd pludselig usandsynligt dyre.

*Verdens mest sexede reklamer. TV 2 Zulu kl. 20.25

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her