Læsetid: 6 min.

Ret og vrang

En badekarsmeditation over, hvor langt man skal strikke en forståelse af ret og vrang sammen, når det gælder omskæring
22. november 2002

En badekarsmeditation over, hvor langt man skal strikke en forståelse
af ret og vrang sammen, når det gælder omskæring

Qlummen
Det var Fremskridtspartiet ordfører, der satte lys på sagen. Så udtalte social-
ministeren sig uheldigt skrapt i en tv-avis. Og så blev det debatteret i ugevis på skærmen i det lille hyggelige Danmark og i avisernes spalter og på debatsiderne. Læger udtalte sig og sundheds-plejersker, pædagoger og utallige politikere, og imaner blev holdt ansvarlige og måtte offentligt sige fra. Fra omskæring. Omskæring af små piger i Danmark.
Som altid er det irriterende, når Fremskridtspartiet populistisk sætter dagsordenen. Jeg var glad alligevel. Sådan hemmeligt glad på nogle små pigers vegne. Det ser ud til at være mediedemokratiernes uomgængelige betingelse, at der skal fotogene provokationer til, for at der fokuseres på et problem. Velmenende, saglige overvejelser kommer ikke på forsiderne. Og jeg var bare hemmeligt glad for, at det fyldte så godt i landskabet al den omtale om, at det er: Forbudt!
I badekarret ser jeg ned over min krop. Bryster, mave og en hårdusk. Hvis jeg nu var en mand, (ok: ingen bryster) så ville jeg midt i hårdusken se min penis. Hvis jeg nu var en mand, der var omskåret, sådan som man for
eksempel omskærer somaliske kvinder, så ville jeg ikke se noget. Så ville den være skåret af. Jeg tror, jeg ville have en lille smule svært ved at sluge forklaringer om, ’at jeg da godt kunne være en mand alligevel’. Jovel. Vi ved jo godt, at man kan finde ud af at have en seksualitet alligevel, når man ikke har sine lemmers fulde brug. Man kan opdyrke andre erogene zoner og heldigvis for det. Men jeg ville godt nok være sur alligevel. Hvis der var nogen, der havde skåret den af mig. Hvis jeg var en mand. Det er ligesom, det gør det nemmere at forstå, er det ikke? På en eller anden måde gør det problemstillingen mere tydelig, eller skal vi sige: Iøjnefaldende.
Det ville man da aldrig lade nogen gøre. Hvis man hørte om bare et eneste tilfælde, ville man omgående sætte politiet på sagen for at finde forbryderen. Jeg kan faktisk huske, at de engang satte politiet på sådan en sag i Kolding. Engang i firserne. Man havde fundet en penis med testikler hængende på et træ i en skov, lige dér, hvor folk går søndagstur. Der var i dagevis spekulationer i aviserne over, hvorvidt en mand kunne overleve uden. Det viste sig at organet var stjålet fra en afdød. Så blev sagen skrinlagt, eller hvad de nu gjorde ved den.
Den ville ikke fylde meget på et træ i skoven sådan en lille pigeklitoris. En lille bitte sag. Pointen er måske også, at der slet ikke skal være noget at se. Der skal ikke være nogen mandlig rest tilbage på hende. Det er derfor, at kvinderne selv er medvirkende visse steder: Ellers er de ikke rigtig kvinder. Og slet ikke i mændenes øjne. Det kan jeg forstå sådan meget abstrakt. Eller sagt på en anden måde: Det kan jeg ikke forstå. Det går over min forstand.
For jeg ville godt nok være sur. Hvis jeg var en kvinde. En kvinde, opvokset i det danske land, et retssamfund, og man havde skåret den af mig. Eller at man havde sendt mig til et andet land, hvor de ustraffet havde skåret den af mig. Også selvom den sidder mere usynligt nede om hjørnet mellem benene. Hvor den er mig til stor fornøjelse. Fordi jeg har den…
Jeg tænker på mine forældre. Jeg tænker på, hvordan jeg ville have det, hvis det var dem, der havde fået den skåret af mig. Så længe jeg tænker mig selv som mig selv, altså med den retsbevidsthed, og mudrede danske fornemmelse for frihed og ligeret og ret til seksuel udfoldelse, så bliver jeg ved med at være gal på dem. Selv om de måske gjorde det for mit eget bedste eller af en inderlig religiøs eller traditionel overbevisning. I forvejen har jeg et par ting eller flere, som jeg er vred på mine forældre over. Hvis de havde skåret den af mig havde det været utilgiveligt. Og nåede jeg eventuelt frem til at tilgive dem, så ville jeg ikke tilgive de andre. Dem der ikke greb ind, dem der i bogstaveligste forstand havde været med til at afskære mig fra min seksualitet.

I Frankrig rykkede omskæringssagerne først for alvor, da et pigebarn ikke alene blev voksen, men også jurist. Hun tog fat i kraven på loven, vred armen rundt på politiet og trak sagen for domstolen. Forældrene og omskæreren blev anklaget. Slap billigt, fordi de angiveligt ikke kendte til loven. Men en ihærdig (kvindelig) undersøgelsesdommer forfulgte sagen. Og da de fortsatte deres virksomhed, slog hun til. Med en dom der gav genlyd, så ingen kunne sidde den overhørig. Den pige der gjorde oprør kunne godt have været mig. Heldigvis er jeg ikke hende. Men det er hende, jeg kan forstå.
I den stille forsommer i år skrev Ulrikke Moustgaard i herværende dagblad en artikel om at FN’s kvindekonvention aldeldes ikke var tilfreds med indvandrerkvinders retsstilling i Danmark. »Det kunne se ud til, at der er to samfund i Danmark – et for landets danske borgere, og et for indvandrere, flygtningen og asylsøgere«, fortalte eksperterne.
Nu kan man jo tro, at vi diskriminerer af dårlig vilje. Problemet er måske snarere, at vi diskriminerer af den bedste vilje af verden. Hvis det var mig, der var blevet omskåret, så ville jeg være så fandens stiktosset på den der bedste vilje. Mine forældres og samfundets. Og så ville jeg lægge sag an.

Når man indlemmer en fremmed i et samfund, må man først og fremmest fortælle, hvad man har lov til. Vi andre går jo ikke hver eneste dag og tænker over, hvad der nu står i loven. Vi kan den sådan lidt pr konsensus, vi forstår hinanden så godt, at det egentlig kun er detaljer, der diskuteres i aviserne for eksempel. Folk kan kun diskutere, hvis de er enige, som filosoffen Wittgenstein formulerede det kryptisk og sådan nogenlunde.
I et retssamfund straffes man, hvis man bryder loven. På den
anden side er man beskyttet af loven. Som er lige for alle. Også selvom de andre ikke er lige som mig. En paradoksal balance mellem forståelsens diskrimination og lovens lighed, og hvor der til tider må skæres igennem over for forståelsens ret og vrangstrikkerier.
At være retsbeskyttet, er at være beskyttet helt ned på det individuelle plan. Når jeg overvejer sagen i badekarret, er der en tanke, jeg ikke kan ryste af mig:
At jeg ville være stiktosset over, at ingen havde grebet ind, på grund af velmenende, overordnede overvejelser over, at problemet statistisk set var ved at blive løst konsensuelt, og at det var dét, der på sigt så ud til at give de bedste resultater.
Det kan og bør diskuteres om man skal tvangsfjerne en pige, når skaden først er sket. Men der burde ikke være diskussion om, at man skal straffe forældrene efter loven og dermed fra samfundets side utvetydigt gøre det klart, at det er
forbudt. Hvis det var en lille dreng, man havde skåret den af på, er jeg sikker på, at man hverken havde ladet 10 eller 20 år gå, før man havde gjort noget. Så havde man, uden den mindste indfølende overvejelse ringet efter politiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her