En udstilling der direkte viser, hvad avantgarde egentlig er Louisiana byder
på russiske avantgardebøger
Udstilling
»Opfindere af verden, sæt nu de mangehjulede dampmaskiner på fødderne og skynd jer, opfyldt af ild, her hen til os. Medbring partiklerne til dets ansigt, det nye billedes relikter. Vi venter jer ved ovnene, kedlerne koger med dets visdom. De er parat til at vælte over i kraniets kop.«
Sådan skrev maleren Kasimir Malevic dengang, og dengang er Rusland mellem 1910 og 1917. Optakten eller overgangen, for det kom ikke af ingenting, til en af de mest bevægede og bevægende perioder af det 20. århundrede, ikke bare i kunsten og ikke kun i Rusland, men mere dér end noget andet sted selvfølgelig.
Og dengang er nu, på Lousiana, hvor man til 19. januar 2003 kan se et meget stort og fantastisk udvalg af russiske bøger, plakater og tryksager i øvrigt, i en sammenstilling fra Museum of Modern Art i New York, med materiale fra den samling, der befinder sig hos The Judith Rothschild Foundation.
En ørefigen
Det er meget stærke sager, som man vel også kan se af Malevic-citatet, og det er ikke rigtigt, som man har kunnet læse her og der, at præsentationen af stoffet er utilstrækkelig.
Det er, i sagens og materialets natur, en plancheudstilling, og der er en del mellemtekster på væggene. Men dem kan man da læse, og man kan også selv se, selv om typografi, som det her dybest og simplest set er, i dag i klassisk forstand er en by i Rusland. Lad os kalde den Vitebsk.
Her huserede Malevic nemlig med sin UNOVIS gruppe, der blandt mange andre, Nikolaj Sujetin ikke mindst, omfattede den mand, der mere end nogen anden ændrede verdens typografi, simpelt hen.
Lisitzskij hed han. Chagall var leder af akademiet, da de revolutionære væltede ind, og han rejste så væk. Sammen med Kandinskij, og de to er derfor i dag de mest kendte, har været det længe.
For det russiske eksperiment fik jo en brat afslutning, da stalinisterne i begyndelsen af 1930erne dekreterede socialistisk-realisme og endeligt fik kørt de »anarkistiske bohemer« med deres »egocentrisk borgerlige individualisme« ud på et historisk sidespor.
Vladimir Majakovskij, en af bevægelsens hovedfigurer, havde begået selvmord i 1930, fem år efter sin ven og kollega, bondedigteren Sergej Jesenin, hvis værk stort set ikke er kendt uden for Rusland, selv om der stadig står en statue af ham midt på en af Moskvas store, gammeldags boulevarder.
Stalinisterne ønskede ikke mere Majakovskij, ikke mere:
150.000.000 er forfattere til disse linjer.
Rimene er en løbeild fra kvarter til
kvarter.
Rytmen er maskingeværsknitren.
150.000.000 vræler gennem mine
læber disse ordkaskader ud.
Dette værk er trykt på
brostenspapir af en rotations-
presse med tusind fødder.
Men hvor kom det fra? Hvad er det?
Oplevelsen
Hektografier, duplikater, håndskrift, bogtryk, kalkeringer. 28 små litografier i 5000 eksemplarer med påsat vandfarve her og der. Filonov, Malevic og Majakovskij illustrerer Khlebnikov, Kruchonyk udgiver. Den utrættelige Kruchonyk. Tapeter, opklæbninger, kollager, huller man ser nye verdener igennem. Det er TYPOGRAFI. Det glemte land Typografiens taktile grovhed og finhed. Alle trykkeriets ranker og rammer, asterisker og ornamenter. I dansende, håndgribelig lyd: Drømmesproget ZAUM.
Udgangspunktet er det folkelige, de gamle træsnit lubok og dele af den store russiske symbolisme, især Aleksander Blok. Det barnlige, det legende, at børn er mennesker, og kvinder kan være kunstnere. Den store utopi. Den store drøm. Den store tragedie. For hvem? For alle. Selv om den konstruktivistiske typografi, som især Rodchenko udviklede, er det visuelle grundlag for den moderne avis og tryksag.
Man kan se piftet i hovedet på Information. Det kommer fra Rusland. Majakovskijs uhørte dristighed i åben, fri komposition, og Velimir Khlebnikovs konkrete drømmeskrifter.
Det på en gang totalt selvcentrerede, kosmiske og sociale. Majakovskij og Malevic i samarbejde om tegneserier og postkort under krigen, dén 1914-18.
Den fantastiske debat om alt mellem himmel og jord, gruppernes navne: Ruder Knægt, Den Gyldne Vlies, Æselhalen, Den Blå Rose. Proklamationer, konstruktioner, elementær forskning, sprogteorier. De frie, spontane billedanfald og Tatlins tårn, Rodchenkos fotografiske beskæringer.
En ørefigen mere
»Leve Tatlins nye maskinkunst,« sagde de berlinske dadaister, og jeg fortsætter mine noter fra turen hjem fra Louisiana med toget.
Faktisk var vi jo tidligt med her i Danmark, da det forsvarligt arkiverede materiale endnu ikke var sluppet løs af de sovjetiske arkiver, med Troels Andersens forskning i Malevic og hans bog om hele feltet fra 1967: Moderne Russisk Kunst. Læs den og Boris Paternaks Forsøg til en selvbiografi det er god forberedelse til chokket.
Lidt forberedelse er måske nødvendig, ellers udebliver det chok måske. Der sker jo så meget i hele verden hele tiden. »Leve som var der en fremtid og et håb,« skrev Ivan Malinovski i 1968, og den dukker vel op igen, når der en dag går hul i de oppustede postmoderne skyer.
Og en til
Den »Ørefigen til den offentlige smag« udsendte de russiske futurister i 1912. Det var et kollektivt værk navnene på kollektivets medlemmer blev senere store, endnu senere glemt, og senere endnu, i hvert fald efterhånden, store igen i en ny slags glemsel: Majakovskij, Kruchonyk, Burljuk, Matjusin.
Det var et frontalt angreb. Digterne og malerne, ofte var de hver for sig begge dele, fandt ikke nogen anerkendelse i den forstand, der giver spredning og udgivelse, så det måtte de selv klare. Det gjorde de så, og det er, hvad man kan se nu på Louisiana.
Hele vejen igennem til ca. 1935. Fra de tidlige, brogede, fabelagtige små hjemmegjorte hæfter, i små oplag og kolossalt sjældne naturligvis nu, til den lidt senere revolutionstid med dens konstruktivistiske typograferinger, dens flammende rødt på sort, der går igen på et par af udstillingens vægge, dens fortvivlede fastholden af de oprindelige og i dyb forstand folkelige temaer, der til sidst mest er børnebøger. Cirkusforestillinger. Og dødfødte projekter med baggrund i den suprematisme, hvormed Malevic og hans kumpaner fra Unovis ikke bare ville male verden ny, helt konkret malede huse er russisk tradition men fortsætte rejsen ud i det kosmiske rum, mellem stjernerne, i en ny typografi og arkitektur, hvor et par lokomotiver under fødderne ikke længere betyder noget som helst. Ud i frihed. Ny verden.
Propaganda
Futuristerne turnerede Rusland rundt, Majakovskij i sin berømte eller berygtede gule bluse, »syet af tre alen solnedgang«, og det var naturligvis en skandale. De havde radiser i knaphullet og flyvemaskiner, hunde og kabbalistiske tegn stod malet i ansigterne. Man kaldte dem degenererede. »Ved I, hvad skønhed er?« råbte Majakovskij. Selvfølgelig gjorde de ikke det. Det gør de stadig ikke. Men det skal de. Det skal de bare. Avantgarde? Måske men hvad er det, der følger efter? Hvem?
Udstillingen på Lousiana er næppe noget gigantisk tilløbsstykke. Den kræver tid og omtanke. Der er ingen iøjnefaldende giraffer i sigte, kun tingen selv, den det hele drejer sig om, og den har altid været for de lidt færre.
Men den er også for alle, for enhver, hvad et udtryk baseret på event- og personlighedsværdi aldrig vil kunne.
I dag kan avantgarde jo i bornert polemik anvendes som forsigtigt skældsord, men efter et langsomt besøg i Louisianas kældre, der er lysere og mere venlige end dem under Lubljanka lige ved siden af det ikke vildt meget besøgte Majakovskijmuseum i Moskva, vil de typografiske billeder hænge fast.
Ikke fordi de skal gentages, sådan. Men fordi de er det, der skal gøres, hele tiden, og som dengang blev gjort. Er det håbløst? Forhåbentlig ikke. Men det er da melankolsk. Man er en klovn, fordi man tager det så alvorligt. Spænd så de dampmaskiner på fødderne, og kom af sted.
*Russiske avantgardebøger 1910-1934. Louisiana, Humlebæk. Til 19. jan.
