Ny cd
På de smukke sort-hvide fotos, der pryder bookletten til det fjerde bind i den serie af mesterlige plader, Johnny Cash sammen med produceren Rick Rubin siden 1994 har velsignet verden med under fællestitlen American Recordings, kan man se, at nu er Cash altså blevet gammel. Ikke midaldrende eller ældre, men gammel, simpelthen. Ansigtet er om muligt endnu mere furet end tilforn, håret hvidt og tyndt og øjnene... øjnene, ja, de brænder med en sagte ild, på en gang triste, afklarede og intense.
Der er kommet en gammeltestamentlig vælde over denne countrygigants
fysiognomi. I februar blev han 70 under megen festivas, men har de seneste år været plaget af diverse fysiske lidelser og skavanker, der flere gange har fået denne signatur til at tænke på den nekrolog, han allernødigst vil skrive. For Cash fremstår i sjælden grad som Gudsbenådet Kunstner... mere end så mange andre musikere, man ned gennem årene har beundret, og så har han i øvrigt stort set intet til fælles med de døgnfluefænomener i underholdningsbranchen, man i embeds medfør på daglig basis må forholde sig til. Cash ligger på linje med Al Jolson, Hank Williams, Bob Dylan, Billie Holiday og Frank Sinatra som uomgængelig Amerikansk Stemme. Såmænd.
Fuldstændig hårrejsende
Johnny Cash er ophavsmand til et enormt oeuvre, begyndende i 1955 på det lillebitte regionale pladeselskab Sun Records som i år kan fejre 50 års jubilæum over de solide år på Columbia Records, hvor han fra 1959 til 1985 udsendte en stribe klassiske plader, hvoraf en del fornylig genudsendtes i remastererede con amore-udgaver. Da Columbia fyrede ham i de glatte midt-80erne, hvor mange gamle countrygiganter løb ind i kommerciel modvind, udtalte den kontroversielle new country-stjerne Dwight Yoakam hånfuldt: »You know, the building those corporate assholes sit in was paid with money earned by Cash!« Og der er da noget om snakken.
Efter et par matte år på Mercury signede Rubin ham i 1994 til sit nystartede selskab American Recordings og gjorde, hvad ingen havde turdet før: Indspillede blot lyden af mandens stemme og rudimentære guitarspil, grafisk nøgent og fuldstændig hårrejsende. Numre som »Delias Gone«, »The Beast In Me« og og »Thirteen« fremstod som nogle af de stærkeste udsagn i et værk, der excellerede i kraftfulde statements. Siden er det blevet til en serie på fire, hvoraf det seneste hedder American IV: The Man Comes Around. Det er endvidere tæt på at være seriens bedste.
Fatale kræfter
Indspillet med et minimum af fuss opvejes fraværet af rytmegruppe af, at diverse guitarister Randy Scruggs, Mike Campell, John Frusciante m.fl. trods ry som individualistisk enestående ekvilibristister leverer klassisk akustisk rytmeguitar, mens Benmont Tench diskret holder sammen på helheden med diverse tangentinstrumenter. Rubins geni som producer udmønter sig både i en spartansk produktion og evnen til at guide Cash mod sangskrivere, man i det ærkekonservative Nashville-miljø skyer som pesten.
Til dato har folk som Nick Cave, Tom Petty, U2, Tom Waits, Beck, Chris Cornell, Josh Haden, Leonard Cohen, Glenn Danzig og Will Oldham været under kniven... i selskab med mandens egne sange, for heller ikke på det felt er Cash ueffen. Altid søgende og religiøst tintede sange, tilpasset Cashs fundamentalistisk kristne, medfølende, underhundssolidariske og af fatale kræfter styrede verdenssyn hvor ubodeligt tab, håbløs afhængighed, bundløs kærlighed, fortabelse, tro, lys og tilgivelse er en selvfølge så man skulle tro de var skrevet med ham i tankerne.
I forlængelse heraf finder man på The Man Comes Around Depeche Modes »Personal Jesus« og »Hurt« fra Nine Inch Nails repertoire, men stærkere virker gamle kendinge i overrumplende nye udgaver: Lennon-McCartneys gribende »In My Life« som man vel skal være 70 for for alvor at kunne give pondus! Paul Simons gospelklassiker, »Bridge Over Troubled Water« aldrig hørt bedre og med skælvende andenstemme fra Fiona Apple Al Jolsons slagnummer, »Danny Boy«, The Eagles finest hour, »Desperado« og Ewan MacColls på en gang fjerlette og tonstunge »The First Time Ever I Saw Your Face«. Læg dertil bidrag fra Hank Williams og Sting, og det må stå klart, at denne plade er genialt sammensat samt afsunget af en stemme, der klinger profetisk, viis, slidt og fuld af kærlighed. Det afsluttes i stor stil med, at hele Cash-klanen afsynger Vera Lynns »Well Meet Again«. Profetisk svanesang? Hope not!
Trods de fine coverversioner går prisen for Pladens Bedste Sang til Cash selv for titelnummeret, ifølge covernoterne inspireret af en drøm om dronning Elisabeth II, der ledte ham til Johannes Åbenbaring! Hvabehar? Men sådan lyder den også! Kun Johnny Cash kan slippe afsted med den slags. Jeg siger som hovedpersonen i filmen High Fidelity: »Jo, jo, selvfølgelig har jeg læst Tilværelsens Ulidelige Lethed og den var da god, men hvis det kom ud på det, foretrækker jeg til hver en tid Cash, Johnny Cashs selvbiografi.« Vi bøjer hovedet i respekt for den gamle kæmpe.
*Johnny Cash: American IV: The Man Comes Around (American/Universal) Producer: Rick Rubin
