Læsetid: 4 min.

Sådan er det bare

Morten Olsen er ikke romantiker, han er rationalist. Derfor vælger han resultatet fremfor stilen, Dennis Rommedahl frem for Jesper Grønkjær
22. november 2002

Fodbold
»Hvor langt rækker din tålmodighed med landstræneren?«
Jesper Grønkjær, der havde tilbragt endnu en times tid af sit fodboldliv med at vente på, at landstræner Morten Olsen havde brug for hans kunnen, svarede i et flashsekund med den blanding af et ironisk smil og et resigneret skuldertræk, en smule usynlig afstand til den aldrig tilfredse træner og et strejf af fælles indforståelse. Så svarede han til min overraskelse:
»Hvis jeg vil være med, så må jeg acceptere det. Sådan er det.«
Ja. Sådan er det bare, som min yndlingsguru Søren Lerby ville have sagt.
Grønkjær er måske den spiller, som Olsen på den ene side sætter højest, fordi han kan så meget med bolden i høj-eksplosivt tempo. Chelsea-fløjen med de tætte træk og det komplekse temperament er på den anden side dén spiller, Olsen oftest er efter i træningen, fordi han ikke altid udnytter de betroede talenter. Det er ikke en dødssynd i Olsens univers, han forstår det bare ikke. Fordi fodbold for ham er verdens bedste job. Et privilegium for de få med evnerne – og med pligt til at udnytte dem.

Olsen vil begge dele
For Grønkjær fra Thisted er fodbold fint, men det er ikke det vigtigste i livet. Og han personificerer den mangel på brutalitet i omgangen med andre spillere, som Olsen efterlyse hos den nuværende generation. Sammen med centerangribere, der som en Sand kan holde fast i bolden, når han får den med ryggen til mål.
Derfor starter han oftere – som i årets 13. og sidste landskamp mod Polen i onsdag – på bænken end på banen. Han er ikke ’first choice’ på venstre eller højre fløj og dermed personificerer Grønkjær i virkeligheden det, der er træner Olsens personlige dilemma – og landsholdets – i år 2002:
Valget mellem at sejre og spille godt.
Olsen vil af hjertet begge dele, men han er ikke romantiker, han er rationalist, og så bliver virkeligheden et valg: stilen eller resultatet, Grønkjær eller Rommedahl.
Olsens resultater er misundelsesværdigt gode:
I 28 landskampe siden juli 2000 har de nationalholdet vundet 18, spillet 7 uafgjort og blot tabt tre venskabskampe: Til Frankrigs verdensmestre 0-1 efter 45 minutters rundbarbering i Nantes i efteråret 2001, til Irland 0-3 efter udklassering i Dublin i dette forår, og 0-3 til England efter graverende personlige fejl i ottendedels-finalen i Japan, der sendte Danmark ud af VM - sang- og klangløst.
Olsen fastholdt, at holdet havde spillet godt mod englænderne, der spillede deprimerende defensivt og kunne tillade sig det efter at have udnyttet de individuelle danske bommerter. Men han sagde samtidig, at han spørger sig selv: »Hvad vil det danske fodboldpublikum have?«
Svaret er enkelt: Sejre med stil. Mere Grønkjær end Rommedahl kunne jeg også sige.
Hvornår har landsholdet så spillet op til Olsens programerklæring, altså flot og flamboyant?
»Mod Israel, mod Cameroun og i anden halvleg mod Uruguay ved VM,« sagde Olsen. Altså i perioder i disse kampe, hvad der dog ikke udelukker, at vi en dag kommer til at opleve en hel landskamp af kvalitet som Danmark-Sovjet på Grundlovsdag 1985,« svarede Morten Olsen på et livligt møde med danske fodboldjournalister om landsholdsåret 2002.

Lidt for meget støvsuger
Forudsætningen er, at alle forudsætninger er til stede. Vejret, banen, spillerne og modstanderne. Og forudsætningerne skaber landstræneren ikke alene.
På spørgsmålet om kometen Christian
Poulsens udvikling efter sommerskiftet til Schalke 04, konstaterede Olsen, at han er »lidt for meget støvsuger« på midtbanen og for lidt med fremme og afslutte som i FCK. Det har landstræneren aldeles ret i. Ligesom ’den demokratiske diktator’, som han kalder sig selv, har ret i, at fodbold både er et meget enkelt og meget komplekst spil.
Jeg finder det »på sin vis« selvmodsigende i, at det er den hurtige, men teknisk primitive Dennis Rommedahl, der er startet inde i samtlige 28 Olsen-landskampe, ikke den mere sofistikerede og mere svingende boldkunstner Grønkjær. Men det er nok grunden til, at Danmark med en håndfuld nye spillere alene i år er et stærkt bud på den sjette EM-slutrunde i træk, siden Olsen-banden 1 åbnede døren til Europamesterskabet i 1984.
Stilen vil Olsen søge på vejen til Portugal i 2004. Og Grønkjær har tålmodighed til at hjælpe til.

FAKTA
Landsholdsstatus
*Landskampe 2002:
13. februar: 1-0 ude over Saudi Arabien (Ebbe Sand)
21.marts: 0-3 ude til Irland
17.april : 3-1 over Israel (Jan Heintze, Jon Dahl Tomasson,
Dennis Rommedahl)
17.maj: 2-1 over Cameroun (selvmål og Tomasson)
25. maj: 2-1 over Tunesien (Grønkjær og Sand)
1. juni, VM: 2-1 over Uruguay (Tomasson, 2)
6. juni, VM: 1-1 med Senegal (Tomassson)
11. juni, VM: 2-0 over Frankrig (Rommedahl og Tomasson)
15. juni, VM:0-3 til England
21. august: 1-0 ude over Skotland (Sand)
7. sept. EM: 2-2 ude med Norge (Tomasson, 2)
12.okt. EM: 2-0 over Luxembourg (Tomasson og Sand)
20. nov.: 2-0 over Polen (Tomasson og Thomas Røll)
*Årets Resultat: 13 kampe: 9 sejre, 2 uafgjorte, 2 nederlag.
*Målscorere: Tomasson 10, Ebbe Sand 4, Rommedahl 2, Heintze 1, Grønkjær 1, Røll 1, selvmål 1
Morten Olsens rekordliste siden 1.7. 2000:
28 kampe, 18 sejre, 7 uafgjorte, 3 nederlag. Ubesejret i Parken
Sidste hjemmenederlag: 26. april 2000: 0-1 til Sverige.
*Danmark nr. 13 Af 203 lande på FIFA’s verdensrangliste.
*Sådan går det videre i 2003:
12. februar: Egypten-DK
29. marts: Rumænien-DK (EM)
2. april: DK-Bosnien/Hercegovina (EM)
30. april: Danmark-Ukraine
7. juni: Luxembourg-DK
20.august: DK-Finland
10. sept.: DK-Rumænien (EM)
11. okt.: Bosnien/Hercegovina-DK (EM)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu