Læsetid: 3 min.

Salighedssekunder

Halsene på Den Kgl. Ballets dansere er ikke længere knækkede. De er strakte og snorlige – eller kvalt med udsøgt perversitet
18. november 2002

Halsene på Den Kgl. Ballets dansere er ikke længere knækkede.
De er strakte og snorlige – eller kvalt med udsøgt perversitet

Ballet
Bifaldet i Det Kgl. Teater fredag aften var, som det har været de senere år, når Den Kgl. Ballet har humpet sig igennem endnu en premiere: høfligt overbærende.
Men efterhånden indså publikum vist, at denne aften havde været anderledes. Små, forsigtige skosnudetjat blev til hæletramp, hvisken blev til hujen, og pludselig begyndte tilskuerne i parkettet endda at rejse sig op i denne her uvante stemning af, at noget var lykkedes.
Kompagniet trak sejren hjem på Harald Landers klassiker Etudes instrueret af den franske ballerina Josette Amiel – en opvisning i bravurpiruetter og springpræcision, som kompagniet senest knækkede halsen på for både seks og otte år siden. Nu var halsene strakte og snorlige, i hvert fald i indledningssekunderne, hvor lyskeglerne indfangede præcise danserben på række i ubønhørlige træningsøvelser ved barren.
Solodanseren Caroline Cavallo kunne funkle som Ballerinaen med den balancesikre og samtidig ensomme star quality, som partiet kræver. Og Michael Schønwandt dirigerede endda kapellet, så Knudåge Riisagers iltre skalaer fik nutidspuls.
Korpset virkede stædigt. Og kompagniets nye idealer om team spirit blev levendegjort, fordi en solodanser som Rose Gad glitrede med i de indviklede mønstre af målfixerede korpsdansere. Kompagniet blev til en fælles enhed af kroppe, i hvert fald blandt danserinderne, og med overbevisende glimt af unge dansere som f.eks. Christina Olsen og Nicolai Hansen.

Attraktive ambitioner
Den tilbagevendte balletmester Frank Andersen udtaler i forestillingens program, at det er hans opgave »at gøre Den Kongelige Ballet til en attraktiv arbejdsplads for danserne, så de kan skabe god kunst«. Dette betyder måske også større villighed til at uddelegere ansvaret for Bournonvilles balletter. Konservatoriet fra 1849 er i hvert fald nu iscenesat af to nye Bournonville-instruktører: solodanseren Thomas Lund (der fortsat også er kompagniets uovertrufne Bournonville-springer) og karakterdanseren Lis Jeppesen – inden for rammerne af Anne Marie Vessel Schlüters opsætning.
Konservatorie-ansigterne smilede, armene var runde, og benene ville tilsyneladende gerne deres Bournonville, uden at danserne dog endnu virkede løsslupne i Bournonvilles univers. Om fredagen debuterede korpsdanseren Sascha Haugland som en kompetent Elisa, og Diana Cuni gav Victorine en fin hurtighed. Og om lørdagen dansede Silja Schandorff og Rose Gad partierne som de ballerinaer, de vitterligen er: vidt forskellige i frasering og linjer og alligevel dybt forbundne. To talenter fra kompagniets sidste stjernekuld fra 1980’erne, som fortsat sætter standarden – og håbet.

Bødlen og medvideren
Alligevel var det Flemming Flindts Enetime, der afslørede dén dramatiske evne, der giver Den Kgl. Ballet status internationalt. I 1970’erne dansede Anne Marie Vessel Schlüter og Flemming Flindt balletten sammen, og de har nu genopsat den.
Dansertolkningerne overraskede. Fredag aften dansede den nye, polske korpsdanser Izabela Sokolowska med lysende ansigt og gymnastmuskler en ung-ung og ubekymret elev over for Morten Eggerts gennemførte bud på en gal balletmester med udflydende øjne. Og Silja Schandorff kom med en knivskarpt tolkning af den medvidende pianistinde med knækkede hoftevinkler med fortielsesskub.
Lørdag aften blev historien en ganske anden. Her dansede Gudrun Bojesen eleven med flirt og benovelse, men også med en frygt, der blev til vild angst – fordi Nikolaj Hübbe på kærkomment visit dansede hendes bøddellærer med en insisterende hidsighed og med en hån, der gjorde hans turboløft dødsensfarlige.
Hübbe formåede det subtile: at suge tilskueren med ind i perversitetens tilfredsstillede salighedssekunder.
Som gæstedanser i Pianistindens parti dirrede Anna Lærkesen bagved Hübbe. Siden sin solodanserkarriere har hun hovedsagelig været kompagniets koreograf og lærer, men tilbage på scenen havde Lærkesen uanede kræfter. Hun knugede sig sammen om sin pianistindehemmelighed, sygeligt og stærkt. Hun advarede, hun forbød, hun tilgav, hun ryddede op, men hele tiden med en edbåren søster-bror-samhørighed med sin balletmester...
Den Kgl. Ballets samhørighed og loyalitet behøver ikke at nå ud i tilsvarende team-fanatisme. Men hvis danserne kan fastholde gejsten fra denne premiere – også gennem de 21 Nøddeknækkere i Tivoli – så er der måske håb forude for det turbulenssvækkede kompagni.

*Den Kgl. Ballet: ’Konservatoriet’ af Bournonville (1849). ’Enetime’ af Flindt (1963). ’Etudes’ af Lander (1948/51). Det Kgl. Teater fre + lø. Også 20, 22, 23, 27. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her