Læsetid: 4 min.

Sandhed

Beretningen om, hvordan ’Festen’ er blevet til, rejser spørgsmål om ansvaret overfor sandheden
25. november 2002

kommentar
»Alle familier har en hemmelighed,« står der på de busreklamer for teaterstykket Festen, som for tiden kan ses i hele København. Nogle familier har bare flere hemmeligheder – det må man sande efter at have lagt øre til beretningen om, hvordan angiveligt virkelige hændelser blev til et radiointerview og siden den succesfude dogmefilm Festen og så et teaterstykke.
Det er en beretning, som rejser vigtige spørgsmål om journalisten og kunstnerens forskellige ansvar overfor sandheden. Hvor journalisten skal være loyal overfor fakta, må kunstneren gerne lyve for at formidle sin sandhed.
I lørdags føjede Lisbeth Jessen endnu et kapitel til føljetonen i sin radiomontage Efter Festen. Det var dog Informations filmanmelder Claus Christensen, der som den første siden satte spørgsmålstegn ved troværdigheden af det radioprogram, der inspirerede til Festen.

Troværdighed
Den indviklede historie tager sin begyndelse i 1996, hvor radioværten Kjeld Koplev har den 34-årige Allan på besøg i sit krydsfelt. Allan fortæller hjerteskærende om sin stedfars incestuøse overgreb på ham og hans tvillingesøster, da de var børn.
Vinterberg hører udsendelsen og beslutter sig for at bearbejde den til en film. Da Festen har premiere i 1998, benægter han dog, at han har ladet sig inspirere af Koplevs udsendelse, hvilket Koplev besværer sig over i interviews.
Det var af hensyn til et retligt efterspil, siger Vinterberg senere om baggrunden for sin løgn. Men da han året efter modtager en Bodil for årets bedste film, vedkender han sig slægtsskabet og takker fra scenen Koplevs krydsfelt.
Endnu et par år går, og i 2000 sætter Claus Christensen sig for at efterprøve Allans historie, der er fuld af huller og selvmodsigelser. Er Allan overhovedet, hvem han påstår at være, eller er han en skuespiller placeret i udsendelsen af Vinterberg for at afprøve historien? Det er nogle af de spørgsmål, som Christensen prøver at få besvaret. Men det er svært, da Allan er forsvundet.
Koplev, der selv har tvivlet på Allans historie, vil gerne hjælpe Claus Christensen. Men han trækker sig ud af sagen, fordi han er bange for at underminere sin troværdighed.

Moralske dimensioner
Lisbeth Jessen har nu fundet frem til Allan, og i sin montage lader hun ham og Vinterberg møde hinanden for første gang. Vinterberg takker ham for historien og understreger, hvor vigtigt det har været for ham at få den fortalt: »Det var en historie, der var ekstremt vigtig på mange måder. I og for sig ikke fordi den handler om incest, men om det at undertrykke hemmeligheder inden for familien,« siger instruktøren i udsendelsen.
Men så vendes tingene på hovedet, og Jessen får Allan til at indrømme, at historien faktisk er opspind fra ende til anden, udtænkt i hovedet på et ulykkeligt, psykisk ustabilt menneske.
Spørgsmålet er, om afsløringen har en betydning for filmen og dens instruktør og for radioprogrammet og dets bagmand – Vinterberg har jo stadig fortalt en vigtig historie, som har berørt mange mennesker. Derimod har Koplev ledt sine lyttere på vildspor ved at hævde, at de lyttede til en sand historie.
Det er ikke noget nyt, at historiefortællere lader sig inspirere af virkeligheden. Ejheller at denne virkelighed bliver vendt og drejet, så den passer ind i rammen, en filmskaber afstikker i sin fiktion. I forhold til fiktionen kan diskussionen også antage en moralsk dimension, som handler om, hvor meget man i underholdning og kunst kan tillade sig at manipulere virkeligheden, inden man smider den op på lærredet. Eller tv-skærmen.

Fakta og ikke fiktion
For en filmskaber bør det handle om at finde ind til den kunstneriske sandhed – som sagtens kan være en løgn i virkeligheden – og i tilfældet Festen løsrive sig fra forlægget og samtidig arbejde på at forblive tro mod de følelser, som Allans beretning fremkaldte i Vinterberg.
I DR’s Rejseholdet – en underholdningsserie, der også er baseret på virkelige begivenheder og på sin vis foregav at være virkelighed – gik man så tæt på fakta, at serien gjorde sig skyld i moralske og juridiske lovbrud.
Når talen falder på Koplevs krydsfelt, drejer det sig ikke om fiktion, men om journalistik og dermed fakta. Koplev gør en dyd ud af ikke at vide for meget om de mennesker, han interviewer, men han har dog folk til at undersøge deres baggrund.
Alligevel slap Allan og hans historie igennem nåleøjet, hvilket ikke ligefrem sætter Kjeld Koplev i et godt lys. Da Claus Christensen publicerede sin første artikel om sagen i Weekendavisen, svarede Koplev igen ved at kalde historien for en and. Og i Politiken i går såede Koplev tvivl om, hvorvidt Allan overhovedet taler sandt nu, hvor han indrømmer at have løjet til at begynde med.
Men skal man tro Lisbeth Jessens radiomontage – der bygger på grundig research og samtaler med Allans familie – så har Claus Christensen ret i sin antagelse. Og Koplev er nu i færd med at underminere den uangribelighed og troværdighed, han ihærdigt har forsøgt at forsvare, og som er afgørende for al god journalistik.

*Hør Efter Festen torsdag kl. 13 på P1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu