Læsetid: 5 min.

Sandhedens time

Debatten om Tyrkiet optagelse i Den Europæiske Union raser på hele kontinentet: Er Tyrkiet et europæisk land, og hvad skal EU udvikle sig til?
22. november 2002

(2. sektion)

Europa
»Det var en fejl at anerkende Tyrkiet som en medlemskandidat, som man gjorde ved det europæiske topmøde i Helsinki (1999), og det var et opportunistisk initiativ.« Sådan sagde forleden Elmar Brok, formand for det udenrigspolitiske udvalg i Europa-Parlamentet. Han vil højst give Tyrkiet et ’priviligeret naboskab’.
Brok bakker op bag formanden for EU-konventet, Valery Giscard d’Estaing, der vakte opsigt, da han den 8. november i den franske avis Le Monde sagde, at »Tyrkiet ikke er et europæisk land«, og at optagelse af Tyrkiet i EU vil »være enden for EU«.
Siden det islamiske Retfærd og Udviklingsparti (AKP) vandt en solid sejr ved det tyrkiske parlamentsvalg den 3. november, er debatten blusset op i EU-landene. Kan et muslimsk land blive medlem af EU?
Formanden for AKP, Recep Tayyip Erdogan, er på rundrejse i Europa i disse dage, og i Ankara har den nye tyrkiske ministerpræsident, Abdullah Gül, forsikret europæerne om, at den nye regering – trods sine religiøse rødder – ønsker at fastholde Tyrkiet som en sekulært demokrati. »AKP har taget den beslutning at skille religion og politik ad en gang for alle. Vi er et demokratisk konservativt parti. (...)Religionen er vigtig for os, men ud fra et individuelt perspektiv,« siger Gül.
»Hvis Europa ønsker at blive en ledende magt med global rækkevidde, bør det udvide sin horisont. Tyrkiet vil ikke være en byrde for Europa, men tværtimod en fordel. Unionen bør ikke efterlade os i ventesalen.«

Europæisering
De seneste lovinitiativer i det tyrkiske parlament, der skal forbyde dødsstraffen, garantere menneskerettighederne og tillade det store kurdiske mindretal at bruge deres eget sprog, har ikke beroliget alle i EU.
Den 12. november kunne man i Financial Times læse et indlæg af Corrado Pirzio-Biroli, kabinetschef for landbrugskommissær Franz Fischler:
»95 procent af Tyrkiet er ikke-europæisk. Det er det afgørende spørgsmål. Hvis Tyrkiet ikke får lov til at komme med i EU, vil der ikke være nogen grund til at ekskludere Ukraine, som kulturelt set er et sandt europæisk land. Selv Rusland har et meget større europæisk element end Tyrkiet! Slaverne har en europæisk kultur. Det har tyrkerne ikke, og det ville de heller ikke have, hvis de var et kristent land. Derfor har Hr. Giscard d’Estaing ret og en historisk sans. Det vil være ødelæggende, hvis ikke man agter hans synspunkt.«
I samme avis har klummisten Quentin Peel en helt anderledes analyse.
Peel medgiver, at Giscard d’Estaing har rejst »et spørgsmål, som ofte undgås. Hans syn på Tyrkiet deles utvivlsomt af mange politiske ledere i Europa. De frygter, at landet er for stort og for fremmed til at komme med i EU. Men de tør ikke sige det tydeligt.«
Peel kalder det bagvedliggende argument, at »EU er grundlagt på kristne værdier«, for »farlig nostalgi«: »Europas værdier med demokratisk styre og respekt for retsstaten kan være vokset ud af den kristne civilisation, men de har udviklet sig siden. At insistere på deres kristne indhold vil fremme lige præcis den form for diskrimination, som Europas værdier skal forhindre. Kontinentet er uigenkaldeligt blevet multikulturelt.«
I den spanske avis El Pais skriver den spanske professor Antonio Elorza, at »Europa ikke skal reduceres til at være en ’kristen klub’. Europa har indtil nu været og skal fortsat være en verdslig orden, uden hiyab og hovedslør. Individuelle overbevisninger og tro, og ikke med Koranen eller Opus Dei som forstandere for den kollektive opførsel.«
»Det er bekymrende,« fortsætter Elorza, »hvis der i Europa artikuleres en traditionalistisk umma, hvor 60 millioner tyrkere lytter til det famøse digt og gør deres minareter til bajonetter.«
Han henviser her til et digt, som Erdogan i 1999 brugte som borgmester i Istanbul til at opildne de troende muslimer. Siden er Erdogan blevet en moderat politiker og har accepteret demokratiets spilleregler. Elorza mener derfor, at EU skal åbne op for tyrkerne:
»Integrationen af politisk aktive muslimer i et sekulært demokrati kan forvandle Tyrkiet til et afgørende referencepunkt for den anden integration; integrationen af europæiske muslimer i kontinentets demokratiske politik.«

Terningerne er kastet
Den forhenværende tyrkiske økonomiminister Kemal Dervis advarer imod, at EU vender ryggen til Tyrkiet: »Et Europa, der afviser Tyrkiet ud fra en religiøs identitetsrefleks, vil få den religiøse identitet til at genspejle sig i Tyrkiet og give argumenter til dem i verden, der forbereder nye religionskrige.«
I The Guardian stiller Timothy Garton Ash et polemisk spørgsmål: »Hvornår skal Irak med i Den Europæiske union. Hvis Tyrkiet, hvorfor ikke også Irak?« Det er ikke kun polemik.
»I en stor del af den europæiske historie har Europa defineret sig som værende imod ’tyrken’, araberne og islam. For EU har det at krydse Bosporus-strædet været det samme som at krydse Rubikonfloden,« skriver Garton-Ash, der indirekte henviser til Julius Cæsars beslutning om at krydse den lille flod i Italien i år 49 f. Kr.
’Terningerne er kastet’, skal Cæsar have sagt dengang.
»Det er som at bevæge sig fra et fællesskab baseret på århundredgamle forestillinger om fælles historie og geografi og over til en, der bygger på at have fælles demokratiske standarder.«
Den tyrkiske eks-minister Dervis er ikke ubetinget enig i Garton-Ashs historieskrivning: »Det er sandt, at der har været konflikter, som har fået osmannere og europæere til at gå i krig med hinanden. Men disse konflikter er ikke vigtigere end dem, de europæiske magter har udkæmpet mellem hinanden. Og det er vigtigt at erkende, at det osmanniske imperium var lige så forankret, hvis ikke mere, i Balkan som i Mellemøsten.(..) Det osmanniske imperium var frem for alt et imperium i det sydøstlige Europa. Tyrkiet er lige så europæisk som de andre lande på Balkan.«

Stærke argumenter
Garton-Ash betragter derimod Tyrkiet som en bro mellem Europa og Mellemøsten. I verden efter den 11. september er der ifølge ham dog alligevel stærke argumenter for optage Tyrkiet:
»Hvis man skal adressere de dybere årsager til den islamistiske terrorisme, er man nødt til at vise folk i Mellemøsten de gevinster, der kan flyde til muslimer, som accepterer de basale standarder i den demokratiske modernitet.«
»Er der noget bedre eksempel, end at et moderat islamistisk parti, som lige har vundet magten i frie og retfærdige valg i Tyrkiet, accepterer den sekulære stat.«
Timothy Garton-Ash siger, at EU’s stats- og regeringschefer står over for et afgørende valg: Hvad skal Europa være?
»To magtfulde logikker støder sammen ved Bosporus-strædets port: unionslogikken og fredslogikken. Hvis Europa hovedsageligt handler om at skabe et sammenhængende politisk fællesskab med ambitioner om at blive en supermagt, så skal vi stoppe på denne side af Bosporus – i det mindste i et årti til.«
»Hvis vi mener, at det er vigtigere at fremme demokrati, respekt for menneskerettighederne, velstand og derfor også en mulighed for fred i den farligste region i verden, skal vi frimodigt træde ind på den bro.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her