Læsetid: 2 min.

Sensationelt comeback til Lene Rantala

Slagelse i uhørt angreb mod Jan Pytlicks valg af spillere til EM
15. november 2002

Håndbold
Landstræner Jan Pytlick havde en overraskelse af de helt store i posen, da han torsdag udtog truppen til EM i håndbold, der spilles i Danmark fra den 6. til 15. december.
Lene Rantala fra den norske klub Larvik var nemlig blandt navnene, selv om den 34-årige målvogter meldte fra til landsholdet efter VM i italienske Bolzano sidste år, og ikke har været med i nogle af forberedelserne til årets slutrunde.
Men det er lykkedes Pytlick at få Rantala, der har spillet 205 landskampen, tilbage på landsholdet. Hun var med i hele den gyldne periode for dansk kvindehåndbold, der begyndte med VM-sølv i 1993 og siden kastede guld til både EM, VM og OL af sig.
En anden overraskelse, dog i noget mindre ende af skalaen, var, at Slagelses formsvage og opdækningsusikre Mette Melgaard ikke kom med i truppen, da FCK’s Camilla Thomsen i stedet blev valgt som stregspiller efter en række imponerende testkampe. Sammen med Trine Jensen er hun en afgjort styrkelse af holdets spændvidde.

Slagelse ikke med
Da Rantalas comeback samtidig skubber målvogteren Rikke Poulsen Schmidt ud af truppen, er topholdet fra kvindernes Håndboldliga, Slagelse, overhovedet ikke repræsenteret i den danske EM-trup.
Der gik da heller ikke mange timer, før Slagelse reagerede. Sidste på eftermiddagen udsendte Slagelse FH et nærmest uhørt angreb på Jan Pytlicks valg af spillere.
»Slagelse FH er skuffede over landstræner Jan Pytlick. Hvilke motiver, landstræneren har, vil vi afholde os fra at gisne om, men der er ingen tvivl i SFH om, at landstræneren ikke stiller med det stærkest mulige landshold ved EM i Danmark,« skriver klubben således i en pressemeddelelse og rasede videre over udtagelsen af EM-truppen.
Klubbens pressechef, Brian Mollerup, fastslår, at der er tale om klubben – Slagelse FH’s – holdning i meddelelsen.
Der blev heller ikke plads til Katrine Munck fra Randers, der ellers har været med i mange af forberedelseskampene.
Pytlicks EM-trup kommer til at bestå af:
Målvogtere: Karin Mortensen, Ikast/Bording, Lene Rantala, Larvik, Louise Bager Nørgaard, Viborg HK.
Bagspillere: Lotte Kiærskou, Viborg HK, Ditte Andersen, GOG, Kristine Andersen, Ikast/Bording, Trine Jensen, Ikast/Bording, Rikke Hørlykke, GOG, Katrine Fruelund, Viborg HK, Mette Vestergaard, FCK Håndbold.
Fløjspillere: Christina Roslyng, Viborg HK, Line Daugaard, Ikast/Bording, Josephine Touray, KIF Kolding.
Stregspillere: Heidi Johansen, Fox Team Nord, Camilla Thomsen, FCK Håndbold.
Reserver: Tine Ladefoged, Horsens HK, Katrine Munck, Randers HK, Karen Brødsgaard, Viborg HK, Winnie Mølgaard, GOG, Mette Iversen, GOG.
En ledig plads
Landstræneren har foreløbigt kun valgt at udtage 15 spillere, og på den 16. plads står Karen Brødsgaard klar, hvis hun kommer sig helt over en skade. EM spilles i Danmark fra den 6. til 15. december. Og det danske hold har på det seneste spillet som om de vil genopføre de gode, gamle medaljegyldne dage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu