Læsetid: 4 min.

Det sidste vindue mod verden

Musikhøst festivalen i Odense er nu ene om at formidle både dansk og udenlandsk musik side om side
12. november 2002

Musikhøst
Odense – Dengang jerntæppet skar Europa i to dele var de østeuropæiske kunstnere afskåret fra at orientere sig i verden på den anden side. Én festival formåede at være et vindue med udblik til begge sider: Warszawa Efteråret. Hertil havde Øst-komponister tilladelse til at rejse og de blev introduceret til nye toner og tanker fra Vest uden at magtapparatet forhindrede det.
I Danmark er vi kunstnerisk set tilbage til de vilkår, der herskede for kunstnere i Østeuropa før Murens Fald. Kun én tilbagevendende festival i landet præsenterer udenlandsk musik for et dansk publikum: Musikhøst i Odense.
I det 39 sider lange og meget vigtige udkast til Lov om Kunstrådet, som fredag blev sendt til høring i 14 dage, hedder det øverst på side 1: »§ 1. Kunstrådets formål er at fremme udvikling af kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet.« 10.000 kroners spørgsmålet kommer her: Og hvordan gør vi så det?
Man fremmer blandt andet udviklingen af dansk musik og anden kultur nationalt og internationalt ved at lade kunsten indgå i et samspil med de udenlandske skabere og udøvere. Dette internationale perspektiv kunne man opleve i praksis fra 6.-10. november i Odense, hvor de tyske komponister Hans Werner Henze, Wolfgang Rihm og Annette Schlünz hørte til de udenlandske kunstnere i Musikhøst. I tillæg til de danske musikere havde arrangørerne med næse for kvalitet hentet ikke-danske udøvere til festivalen.

Hjemstavnsmusik
I de dage, denne signatur havde mulighed for at gæste festivalen, var der mere end rigeligt at skrive hjem om. Først og fremmest den herhjemme stort set ukendte strygekvartet Minguet fra Tyskland. De unge musikere i strygekvartetten spillede lørdag aften Rihms halve time lange Im Innersten så musikantisk-ekvilibristisk, med romantisk drag og så indforstået i forhold til afdækningen af de mange lag, at man som lytter fik hevet den umiddelbare og lidt fjernere (musik)historie frem i bevidstheden og vendt og drejet det gesunkene Kulturgut i en moderne musikalsk udformning. Nydelsen var umistelig. Adorno skrev engang om Mahlers musik, at den »sitrede om mundvigene«. En tilsvarende række af uafrystelige nu’er lod sig folde ud i Rihms musik denne aften med Minguet Kvartetten.
Når Rihm er inderlig bliver han aldrig sentimental. Hans Werner Henze bevæger sig på en knivsæg hvad angår forholdet mellem udtryk og konstruktion, og nogle gange kammer musikken over og bliver omklamrende.
Det var dog ikke tilfældet med Sonate for seks spillere, som Ensemble Fyn spillede fredag aften under ledelse af Tamás Vetö. Her frydes man først og fremmest over, hvor god Henze er til at skrue en sats sammen. Alt klinger godt og instrumenterne er afstemt i forhold til hinanden. Henze er en dygtig håndværker. Drivremmen i hans kunstneriske motor er en mental splittelse, et uafklaret forhold til sin tyske fortid med den sidste store krigs handlinger som klangbund. For at skildre de voldsomme følelser må store armbevægelser tages i brug. Han bearbejder sin egen og sin samtids historie og det lyder som om komponisten med sin musik vil hele et sår, der hele tiden bryder op og bløder ned over partituret. Henze har sagt farvel til sit fædreland og slået sig ned i Italien, men den fortrængte stemme i underbevistheden taler videre i hans musik. Den forfølger ham som et spøgelse, der uafladeligt insisterer på at forme ordet Heimat mellem nodelinjerne.

Den rene vare
Annette Schlünz kom fra det tidligere DDR og som ganske ung i slutningen af 1980’erne kunne vi opleve at hun blev introduceret i Darmstadt-miljøet. Den nyvundne frihed måtte fejres med rejser i Vest. Schlünz slog sig ned i Frankrig og hun har stille og roligt arbejdet sig frem til en position med relevante bestillinger.
Schlünz vil gerne skære ind til benet og lade lyden stå så nøgent som muligt, gerne i et teatralsk sammenhæng, hvor musikken indgår i et samspil med andre kunstformer. Hendes musik er svær, fordi den kræver så megen indlevelse og nærvær hos de medvirkende. Ensemble Fyn havde fået rigtig godt fat om de væsentlige pointer i Schlünz’ musik.
Hvor Schlünz forsøger at skrælle det overflødige af, går Juliana Hodkinson endnu mere radikalt til værks. Der er næsten slet ingen ting tilbage. Det skærper opmærksomheden, men man bliver frustreret over, at tiden går, uden at der sker noget, og føler det svært at nå ind til den meditative stemning, som må være et ønskemål for komponisten.
Hodkinson blev spillet af det tyske Hotel Deutsches Haus, som fremførte lidt af hvert og trak store veksler på publikums tålmodighed. Må man være så utaknemmelig at bede arrangøren om en anden type spanking: Lachenmann, Spahlinger og Goebbels. Dem har vi virkelig til gode.
Musikhøst står nu tilbage som avantgardens sidste festival-platform, der fortsat har mod og vilje til det kunstneriske ud- og indblik. Festivalen kan og bør vokse sig stor og ende med at komme på statsbudgettet, sådan som det lige er sket for Ultima Festivalen i Oslo, hvor vi tilrejsende for nylig kunne opleve udsolgte koncerter med spritny musik.

.

*Musikhøst 6.-10. november. Kunstnerisk ledelse: Bertel Krarup og Per Erland Rasmussen

*www.musikhoest.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu