Læsetid: 4 min.

Det var sjovere dengang

Francis Ford Coppola arbejdede i Klampenborg, og Dreyer forærede sin fotograf et par Lloyd-sko fra Illum
4. november 2002

Egentlig skulle vi have set en dokumentarfilm fra genrens barndom i 30’erne om, hvordan Kampsax bygger en jernbane i Iran, men den havde ikke været til at skaffe, hvorfor vi skulle lade, som om vi havde set den. Torben Glarbos filmhold havde sat et kamera på skinner i biografsalen, og vore "reaktioner" på filmen blev så optaget til en tv-film, der senere vises på DK 4. Det skete i Reprise Teatret i Holte, og ’vi’ var en snes instruktører og producenter m.v., som har rundet mindst de 50 år. Filmen skal fortælle dansk kort- og dokumentarfilms glorværdige historie frem til TV 2’s start i 1988, hvor det hele – ifølge Glarbo – begyndte at smuldre.
Scenen blev taget om og om, og vi skulle tie igen og igen, hvilket de fleste havde svært ved. Flere havde ikke set hinanden i mange år og var glade som skolebørn. Bagefter kunne vi frit tale sammen. I et hjørne af foyeren stod Glarbo sammen med multi-filmmanden, Ole John.
– Hvad mener du med, at det hele smuldrede med TV 2?
»Jo, alle i branchen troede, at nu ville der blive lagt en masse opgaver ud til de private selskaber, men så kom Schleimann til som chef, og der går ikke mange dage, før vi forstår, at sådan bliver det ikke. Han laver i stedet en aftale med bl.a. Nordisk Film om underholdning, og en række mindre selskaber må lukke... Økonomisk kan det ikke løbe rundt mere.«
– Ole John, var det en uafvendelig udvikling?
»Det tror jeg. De to systemer var simpelthen for langt fra hinanden. Man kan sige, at tv sigtede for lavt, og kort- og dokumentarfilmfolkene for højt.«
– Fordi de betragter sig som kunstnere?
»Ja.«
Fhv. producent, Ebbe Preisler, der i dag er administrator for Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber, og som også var til stede, har produktudviklet følgende bonmot, muligvis inspireret af begivenhederne dengang: »Det er aldrig for sent at gi’ op.«

Skidefulde
Helt opløst er kortfilmbranchen nu ikke. Således er instruktøren Franz Ernst p.t. i gang med en film om vilde heste i Galicien – fortalt uden ord, hvad en tv-mand næppe havde vovet.
»En gang om året bliver de rituelt jaget ned fra bjergene til et indelukke, hvor unge machoer så skal nedlægge dem med de bare næver,« fortæller han.
Ernst er i samtale med kollegaen Hans-Henrik Jørgensen. De to har en fælles fortid i 60’erne på det hedengange Laterna i Klampenborg.
»Man kunne sidde i kantinen og pludselig opleve Rossellini eller von Sternberg komme ind,« fortæller Hans-Henrik Jørgensen. »Sternberg præsenterede sig ikke, men sagde blot: ’Ich habe Die Blaue Engel gemacht’.«
»Francis Ford Coppola, Godfathers instruktør, kom der også, før han blev kendt,« tilføjer Franz Ernst.
Sammen var de nogle stykker – herunder Francis – der turede rundt i byen efter arbejdstid og ofte havnede på In-stedet, Drop-Inn. Coppola skulle lave en film (om studenterliv), som så alligevel ikke blev til noget. Man kan sige, han tog revanche senere. Hans-Henrik Jørgensen får latter i øjnene, da han kommer i tanker om et andet projekt, der blev til noget.
»Vi skulle lave film for Rådet for Større Færdselssikkerhed, og som yngste, underbetalte assistent blev jeg sat til at være stuntman. Jeg skulle smadre en bil ind i nogle gamle vrag på Roskilde Ring – under politieskorte med blinkende lygter. Vi var skidefulde, men det vidste de ikke noget om.«
»Det var dengang, du var Danmarksmester i jitterbug,« indskyder Franz Ernst.
– Hvorfor var I fulde?
»Det var vi altid,« siger Jørgensen, der beklager, at de unge filmfolk i dag lever af mælk og youghurt.

Which war?
På et tidspunkt får jeg anbragt mig belejligt mellem to stole mellem Henning Carlsens foretrukne fotograf, Henning Christiansen, der bl.a. filmede ’Sult’, og Carl Th. Dreyers fotograf, Henning Bendtsen, om hvem jeg har fået hvisket i øret, at Dreyer efter skandalepremieren på Gertrud i Paris trak ham til side, lagde armen om hans skulder og sagde: »Næh, hr. Bendtsen, ingenting bliver, som man har tænkt.«
Det kan hr. Bendtsen nu ikke huske, men han erindrer, at Dreyer lurede under filmatiseringen af Kaj Munks Ordet. Det var en klar aftale, at den skulle filmes i gammelt standard-format, men Dreyer valgte at vise den i det nye, wide-screen. En fotograf vil vide, at der er pokker til forskel, når man nu i månedsvis har tænkt billederne til et andet format...
»Men jeg var 29 år og en stille fyr, så jeg turde ikke gøre vrøvl. Bagefter sagde Dreyer: »De skal have en erkendtlighed, fordi vi har arbejdet så godt sammen. Jeg har købt et par Lloyd-sko i Illum, som jeg aldrig har gået med, så hvis De kan passe dem...«
Bendtsen fortæller, at han senere også overtog en smoking efter Dreyer, som han gav videre til Lars von Trier med den klausul, at den senere skal skænkes til filmmuseet.
Christiansen husker en frygtelig oplevelse i Frankrig, hvor han rørte ved et jerngitter og pludselig fik 220 volt strøm igennem sig. Da dansede han Sct. Veitsdans. Som ung aftjente han sin værnepligt ved Folkeværn i Kastellet og var heldig, da han blev taget ud af geleddet for at lave dokumentarfilm.
Sammen med Helge Robbert, en anden tilstedeværende veteran, kørte han til Hamburg, og de luftede pavestolte deres skulderrem med ordene, »War correspondent«, i officersmessen, men blev pillet ned af de angloamerikanske officerer med spørgsmålet, »Which war?«
Det var i 1946, og krigen var forbi. Han husker også et besøg i Teknisk Afdeling på Kastellet, hvor højtstående officerer var på inspektion. Da man lukkede et skab op, væltede det ud med tomme flasker.
»Det var sjovere dengang,h konkluderer Henning Bendtsen.
Således blev det en rigtig kan-du-huske-det-dag i Holte.

*Informations Kristen Bjørnkjær, var ophavsmand til tre kortfilm i 70’erne samt programredaktør ved Statens Filmcentral 1980-83.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu