Læsetid: 2 min.

Smæk til Lomborg

Både Danmarks Meteorologiske Institut og DTU-institut kritiserer miljødirektør Bjørn Lomborg for uvidenskabelighed
16. november 2002

To gange på samme dag har Bjørn Lomborg, direktør for Institut for Miljøvurdering IMV), fået barsk kritik fra tunge faglige instanser.
Det skete i går, alt mens Lomborg afventer udfaldet af den klagesag mod ham, som i øjeblikket er under afsluttende behandling i Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) kritiserer i et notat Lomborg for manglende videnskabelighed i spørgsmålet om klimaforandringer og skader på ozonlaget.
I notatet, som trafikminister Flemming Hansen har fremsendt i et svar til den socialdemokratiske miljøordfører Pernille Blach Hansen, konkluderer DMI, at Lomborg i sin bog The Sceptical Environmentalist sorterer kilderne, så f.eks. den globale opvarmning fremtræder mindre alvorlig end de tilgængelige modelberegninger begrunder.

Fordrejer oplysninger
Ifølge DMI underspiller Lomborg også konsekvenserne af ozonlagets nedbrydning og af koblingen mellem ozonlagsnedbrydning og global opvarmning.
»DMI’s forskere har bemærket, at bogen generelt er udformet som et omfattende debatoplæg inden for et meget stort antal emner og med mange referencer, og at opbygningen af bogen således ikke har karakter af en videnskabelig bearbejdning, som den der normalt benyttes i det naturvidenskabelige forskningsmiljø, men i højere grad har karakter af et miljødebatoplæg,« hedder det i notatet fra DMI.
Pernille Blach Hansen kalder overfor Ritzau DMI’s kritik for »overraskende barsk« i betragtning af, at det er regeringens egne embedsmænd.
»Det er første gang, at vi får en statslig, faglig vurdering af Bjørn Lomborgs arbejde. Og kritikken viser, at Bjørn Lomborg bevidst fordrejer oplysningerne i en retning, som skal gøre os mindre bekymrede,« siger Blach Hansen.

Dåsekritik
Samtidig retter Henrik Wenzel, projektleder ved Institut for Produktudvikling på Danmarks Tekniske Universitet, en barsk kritik mod Lomborg-instituttets seneste rapport om dåseemballager.
Henrik Wenzel, ekspert i livscyklus-vurderinger, skriver fredag i fagbladet Ingeniøren, at Lomborgs dåserapport »ikke er en rigtig costbenefit-analyse.«
»Dels indeholder den ikke en miljøvurdering i gængs forstand, dels er dens økonomiske vurdering mangelfuld og forkert.«
Dåserapporten anbefaler, at man i stedet for at genbruge øldåser brænder dem. Lomborg er tidligere blevet kritiseret for, at aluminiumsdåser faktisk ikke kan forbrændes. Henrik Wenzels kritik er mere grundlæggende:
»De metoder, der anvendes, er i strid med international konsensus for miljøvurderinger, og det er kritisk, hvis de er udtryk for, hvordan IMV vil gribe tilsvarende opgaver an fremover. Der er ikke udført en ordentlig kvalitetssikring, og der har ikke været en ordentlig ekstern review proces, som der ellers er en tradition for i denne branche, og som desuden kræves af internationale standarder for offentliggjorte miljøvurderinger,« skriver Henrik Wenzel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu